Mange whisky connaisseurs reagerede, da The Glenlivet i 2015 valgte at droppe deres The Glenlivet 12-års— et ikon i whiskybranchen— på en række markeder og erstatte den med NAS Founders Reserve. Og selvom det ikke var tanken fra destilleriet, at sidstnævnte skulle være en erstatning, blev det hurtigt opfattet sådan.

Da man i slutningen af 1990’erne grundet nedgang i markedet valgte at nedsætte produktion fra over seks millioner liter årligt til lidt mere end to, fik det den konsekvens, at man manglede moden whisky i forhold til efterspørgslen op gennem 2010’erne; og derfor var tvunget til at finde på nye muligheder. Derudaf opstod Founders Reserve, hvor man benyttede yngre whisky i kombination med ældre, og derfor kunne “spare” på lagrene af den ældre whisky. Men selvom det tog lidt tid for markedet at vænne sig til ændringen, betød det, at indignerede Glenlivet fans valgte at se til andre destillerier. Og nu, fire år efter, har man besluttet igen at lancere den populære 12-års whisky bredt. Og måske var det meget smart, for Founders Reserve har formået at sælge over tre millioner flasker årligt, og kan man bevare dette med relanceringen af 12-års, har det klart været et plus for Glenlivet.

Jeg møder Ann Miller, som er international brand ambassador for The Glenlivet på destilleriet i slutningen af juni. Siden 1996 har hun arbejdet med The Glenlivet, Chivas Regal og Aberlour over hele verden med at udbrede og uddanne markederne omkring Pernod Ricards portefølje af whiskyer. Hun fik så at sige whisky ind med modermælken, da det var almindeligt at smøre whisky på gummerne hos spædbørn, når de fik tænder. Hun har arbejdet med whisky stort set siden da.

Og jeg kan mærke på hende, at netop problematikken omkring age statement vs NAS har fyldt meget de senere år. Men med relanceringen af 12-års, er man tilbage med en serie med 12, 15, 18, 21 og 25 samtidigt med, at man har Founders Reserve, Captain’s Reserve samt ikke mindst de tre Nadurra whiskyer, som blev introduceret i 2005. Så lige nu virker Glenlivet stærkere end længe. Og det går da også forrygende, og man har fra 2010 til 2017 øget sit salg med 57%, således at man i dag sælger over 13 millioner flasker single malt The Glenlivet.

Historien

The Glenlivet destilleriet ligger nær Ballindalloch i Moray ved floden Livet, lige før den flyder sammen med Avon. Fabrikkens grundlægger, George Smith, var den første, som ansøgte om tilladelse til at destillere i året 1824, da nye regler krævede licens for at lave whisky. Da havde han allerede længe illegalt brændt sin whisky hjemme på gården, præcis som sin far, farfar og de fleste naboer.

Men det ændrede sig, da den britiske konge kom til Skotland og specifikt bad om en flaske Glenlivet, han havde hørt om. Om det var oplevelsen med denne eller andre faktorer, der gjorde, at det året efter blev tilladt at fremstille whisky mod at man betalte skat.

Men den som gik fra ulovlig til lovlig virksomhed, løb en anseelig risiko og betragtedes ofte som en troløs af sine forhenværende hjemmebrænder-kolleger. Derfor udrustede George sig med to tunge pistoler, som han bar med sig i mange år for at forhindre eventuelle hævnaktioner. Og i ét tilfælde måtte han da også skyde advarselsskud mod smuglerne.

Da whiskyen Glenlivet blev kendt uden for regionen, begyndte andre producenter at skrive Glenlivet på etiketten, eftersom navnet betragtedes som en kvalitetsgaranti. Det gik så vidt, at destilleriets daværende ejer James Smith (søn af grundlæggeren George) ansøgte om at få navnebeskyttet sit whiskymærke. Han fik dog ikke beskyttelse og derfor besluttede man i 1880 at kalde den The Glenlivet. Selv i dag finder man over hele Speyside fade med destilleriets navn samt Glenlivet i kældrene.

Destilleriet er vokset voldsomt de senere år og gik i 2010 fra fire par kedler til syv. Og i 2018 åbnede en hel ny bygning, så man i dag opererer med 14 par kedler og en produktion på næsten 21 millioner liter, hvilket gør det til det p.t. største malt destillery i Skotland.

Destilleriet

Vandet, som benyttes, kommer fra Josie’s Wellkilden samt andre kilder tæt på destilleriet. Vandet er forholdsvist hårdt, da det løber igennem limsten, inden det benyttes. Dette giver mere frugtige estere i den færdige spiritus. Hos The Glenlivet er kedlerne høje og forsynet med en lanterneformet indsnævring. Disse to faktorer (indsnævringen og højden) betyder, at mange af de tunge alkoholdampe bliver kølet af under vejs til toppen af svanehalsen. De glider tilbage i kedlen og får en tur i destillationsapparatet igen, indtil de bliver lette og elegante nok til at komme helt til vejrs. Råspritten bliver elegant, og det er da også kendetegnende for The Glenlivet, at whiskyen er elegant i stilen.

En stor del benyttes i dag til The Glenlivet Single malt men benyttes også til en række af Pernod Ricards andre mærker såsom Chival Regal og Ballantines.

Fremtiden

Jeg spørger Ann, hvordan hun ser en yderligere udvikling hos Glenlivet, og det vil nok især ske omkring brugen af fade. Med en produktion på 21 millioner liter årligt er det svært at eksperimentere meget med fermenteringen, herunder længde, gærtyper og temperaturer, men mere oplagt at arbejde med nye formere for fade, som nu senest er blevet lettere grundet de nye regler. Så modning på og afslutning på nye typer af fade vil givet blive en større ting i fremtiden.

Jeg spørger hende til sidst om den urskov, der er af nye destillerier i Skotland og i resten af verden, og om de ikke frygter dette. Men hos The Glenlivet vælger man at se det som en mulighed for at gruppen af forbrugere, der forelsker sig i whisky, vil blive større, hvilket også vil smitte af på Glenlivet. Og så skal man ikke glemme, at et destilleri som The Glenlivet har 10-15 års forspring, da whisky jo kræver alder. Og dette kommer ganske fint til udtryk, da jeg forlader destilleriet og får et kig på den netop frigivne 50-års single malt. Omkring 200.000 kroner skal man slippe for at erhverve sig en sådan flaske, men så får man også en lille testflaske med, så man kan smage på indholdet af den større flaske, som givet vil blive brugt som investeringsobjekt mere end som nydelse.