Vi har testet 57 hvide Rhône-vine
Rhône er det næststørste vinområde i Frankrig og består af Côtes du Rhône, Côtes du Rhône Villages, Côtes du Rhône med geografiske navne og en række AOC Côtes du Rhône Crus. Der laves hvid Rhône flere steder. Mest kendt er Condrieu, hvor det er viognier, der må bruges; og i Hermitage og Saint-Joseph, hvor det er marsanne og rousanne; samt i syd, hvor det er flere forskellige druer, der benyttes. Her er vinene fra Châteauneuf-du-Pape de mest kendte. Men de senere år er produktionen af hvid Côtes du Rhône steget betydeligt, og der er kommet mange på markedet. Vi har set nærmere på de hvide vine fra Rhône.
En spændende smagning, hvor nøglen til succes oftest var syren. Flere vine havde en flot koncentration, men når syren mangler, bliver de meget tunge. Det var ikke ofte det modsatte problem var tilfældet. Men smagningen viste mig også, at man ikke bare kan gå efter Condrieu eller Châteauneuf-du-Pape, og så er man sikker på en god vin. Her skal man kende sin producent og årgang. Omvendt var der mange fine Côtes du Rhône vine til en yderst fornuftig pris.
Paul Jaboulet Crozes Hermitage Mule Blanche 2017. 94 BEDSTE VIN
Vinoble | 299 kr. tilbudspris
Tæt fadpræget næse. Yderst flot og vellavet vin med fersken, abrikos, mineralske noter og vanilje. Mange lag og en flot kompleks vin, som viser Rhones fulde potentiale også for de hvide vine.
Alkoholprocent: 14%
Delas Clos Boucher Condrieu 2015. 93
Vinspecialisten | 575 kr. tilbudspris
Giver ikke så meget fra sig i næsen. Smagen er dog meget velafbalanceret med æbler og pære, men også stenfrugter som fersken. Fin syre og eftersmag og alkohol er godt styret af.
Alkoholprocent: 14,5%
Rotem & Mounir Saoume Inopia Blanc 2016. 92
Vinoble | 219 kr.
Duft som en klon mellem Meursault og Condrieu. Dåsemajs og vingummi. Smagen er som et godstog. Det skal lige op i fart, og så går det ellers derudaf, næsten uden stop, og eftersmagen forsætter langt efter at toget er stoppet. Rigtig flot balance.
Alkoholprocent: 14%
Le Clos du Caillou La Reserve Côtes du Rhône Blanc 2014. 92
Vinspecialisten | 295 kr.
Modne æbler og pærer i duften og et ordentligt skud fad. I smagen næsten lidt chardonnay-agtig, men som chardonnay i Meursault. Det mangler en anelse syre i den ellers flotte eftersmag til, at vi er helt oppe at ringe.
Alkoholprocent: 14%
Clos Bellane Les Echalas Côtes du Rhône Villages Blanc 2016. 92
Laudrup Vin | 199 kr. tilbudspris
Fyldig tæt næse af især honningmelon. Masser af fadpræg og i smagen stenfrugt især abrikos, blomster og vaniljenoter. En seriøs flot vin med en lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%
Yves Cuilleron Viognier Les Vignes d’a Cote 2015. 91
Vinoble | 199 kr. tilbudspris
Ekspressiv næse med lidt hvide blomster og moden frugt. Fin velsmag med æbler og pærer og et lille skud rålakrids og stenfrugt. Fin længde og balance.
Alkoholprocent: 14%
Olivier & Lafont Chateauneuf-du-Pape Blanc 2018. 91
MENY | 189 kr. tilbudspris
Citrus i næsen. Pæn intensitet med citrus, æbler og blomster i smagen. Pænt balanceret med en sprød afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%
Domaine Gassier Nostre Païs Blanc 2017. 91 BEDSTE KØB
Suenson | 116 kr. tilbudspris
Ikke så voldsom i duften, nærmest lidt tam. Langt mere gas i smagen med lidt medicinskab— på den gode måde— og nektarin/abrikos og modne grønne frugter. Udpræget velsmag i eftersmagen.
Alkoholprocent: 14%
Baron de Montfaucon Côtes du Rhône Blanc 2017. 90
Niche Vine | 245 kr.
Tæt krydret næse. En anelse vandet i smagen med stenfrugt, melon og florale noter. Mellemlang afslutning.
Alkoholprocent: 13%
Brotte Les Hautes de Barville Chateauneuf-du-Pape Blanc 2017. 90
Skjold Burne | 250 kr. tilbudspris
Lys og let i duften. Dejligt ren og frisk i smagen med grønne æbler og lidt fersken. Ikke så kompleks men god drinkablility.
Alkoholprocent: 14%
Mas des Volques Les Portes de Dieu 2017. 90 GODT KØB
Thewinecompany.dk | 75 kr. tilbudspris
Lette ferskennoter i duften. Pæn koncentration med abrikos, fersken og lette krydderier. Pænt balanceret med en pæn afslutning.
Alkoholprocent: 14,5%
Jean-Luc Colombo Le Redonne Côtes du Rhône Blanc 2017. 90
Vinens Verden | 149 kr.
Lidt hø og marehalm i duften. Associationer til en varm sommerdag. Smagen er moden med granny smith æbler men en ok syre giver friskhed. Pæn eftersmag.
Alkoholprocent: 13%
Pierre Jean Villa Condrieu Jardin Suspendu 2016. 90
Juuls | 499 kr. tilbudspris
Spændende og kompleks duft med lidt lyng og honning. Modne æbler og pærer men ikke så inciterende i smag som i duft.
Alkoholprocent: 13,5%
Chapoutier Domaine de Grange Mirabel Blanc 2016. 90
Kjær & Sommerfeldt | 149 kr.
Krydret næse med tydeligt præg af fadlagring. Toast og vanilje i kombination med honning, mango og citron. Olieret mundfølelse, en rig vin, men frugten er en anelse afdæmpet i munden, hvilket letter udtrykket i kombination med en rigtig pæn og velintegreret syre. Vinen virker ligefrem lidt mineralsk. God og ret præcis typicitet og definition.
Alkoholprocent: 13%
Pierre Gaillard Condrieu 2017. 90
Løgismose | 375 kr. tilbudspris
Masser af blomster i næsen. Krydret med tropiske frugtnoter, limefrugt og blomster i smagen. Pænt balanceret med en let krydret afslutning.
Alkoholprocent: 14%
Emmanuel Darnaud Saint Joseph 2017. 90
Erik Sørensen Vin | 450 kr. tilbudspris
Flot og intens næse, let oxideret i udtrykket med sherrynoter, æbler, pærer og krydderier. Savner lidt i syren men ellers en spændende vin.
Alkoholprocent: 14%
Maison Les Alexandrins Condrieu 2016. 90
Sigurd Müller Vinhandel | 350 kr. tilbudspris
Krydret i næsen. Medium intensitet med litchi, melon og blomsternoter. Savner lidt i syren og dermed friskheden. Frugtig afslutning.
Alkoholprocent: 13%
Domaine J Denuziere Condrieu 2016. 90
Sprit & co | 399 kr.
Blomsternoter i duften. Flot koncentration og intensitet. Smør, abrikos og blomsternoter i smagen. Frisk ligefrem afslutning. Savner lidt mere dybde.
Alkoholprocent: 13,5%
Paul Jaboulet Parallele 45 Blanc 2017. 90 GODT KØB
Vinoble | 115 kr. tilbudspris
Fin intensitet i næsen. Relativt cool i smagen, og alkoholen er meget fint tøjlet. En af de mere forfriskende.
Alkoholprocent: 13%
Pierre Amadieu Domaine Grand Romane Cotes du Rhone Blanc 2018. 90
Erik Sørensen Vin | 125 kr. tilbudspris
Krydret næse. Flot koncentration og intensitet. Fersken, melon, smørblomster i smagen. Pæn balance og ganske lang flot afslutning. Alkoholprocent: 13%
Clos de Mont Olivet Chateauneuf-du-Pape Blanc 2018. 89
Jysk Vin | 269 kr. tilbudspris
Lys og sart i duften med lidt citrus, hø og æble. Fuldt blus på intensiteten i smagen, men den savner lidt syre i eftersmagen, hvor alkoholen tager lidt for meget over.
Alkoholprocent: 14%
Le Vieux Donjon Châteauneuf-du-Pape Blanc 2018. 89
Erik Sørensen Vin | 550 kr. tilbudspris
Let blomstret i næsen. Pæn ligefrem frugt med en rimelig syre og koncentration. Mellemlang afslutning.
Alkoholprocent: 14%
Pierre Henri Morel Luberon Blanc 2018. 89 GODT KØB
Irma | 60 kr. tilbudspris
Flot ren og intens næse. Citrus, melon og blomstrede noter. Flot og ligefrem vin, velbalanceret med en frugtig pæn afslutning. Alkoholprocent: 13%
Mas des Restanques Vacqueras Blanc 2016. 89
Husted Vin | 255 kr. tilbudspris
Sødmefuld, krydret næse. Flot intensitet med mandelnoter, tropisk frugt og lyse krydderier. Pæn afslutning og en spændende, fyldig vin til mad.
Alkoholprocent: 14,5%
Louis Bernard Côtes du Rhône Blanc 2017. 89 GODT KØB
Føtex | 65 kr. tilbudspris
Litchi i næsen. Frugtig i udtrykket med stenfrugt og florale noter. Pæn koncentration men savner dybde og intensitet i smagen. Mellemlang afslutning.
Alkoholprocent: 13%
J.L. Chave Cinca Saint-Joseph 2016. 89
Jysk Vin | 188 kr. tilbudspris
Smørpræget næse, hvor frugten er i baggrunden, lidt anis. Honning og gule æbler i smagen, fed og syreforladt, savner både syre og frisk frugt i smagen, slutter med smørfedme og alkoholsødme.
Alkoholprocent: 14%
Domaine Saint Gayan Sablet 2016. 89
Theis Vine | 130 kr. tilbudspris
Flot, intens næse med især fersken. Flot, stringent og vellavet vin med pæn intensitet og ganske præcis i udtrykket. Lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%
Chapoutier Le Ciboise Luberon Blanc 2017. 89 GODT KØB
Kjær & Sommerfeldt | 99 kr.
Reduktiv næse med duft af cykeldæk og en smule toastede noter. Bedre i smagen, hvor lidt blød frugt fremkommer, ikke særligt ekspressiv og koncentreret men omvendt ikke aggressiv. God drinkability i alt sin enkelthed. Pæn lille vin, som helt sikkert bør nydes nu.
Alkoholprocent: 13%
Jean-Francois Jacouton Saint-Joseph Blanc 2015. 89
Genereux | 190 kr. tilbudspris
Dejligt frisk næse med hvide blomster. Rigtig pæn balance i smagen med ikke for modne æbler og pærer. Fin eftersmag.
Alkoholprocent: 12,5%
Mark Haisma Saint-Peray 2016. 89
Laudrup Vin | 254 kr. tilbudspris
Rimeligt old school i duften. God kraft og intensitet i smagen, men den slutter lidt træet og gumpetung.
Alkoholprocent: 13%
Laurent Combier Crozes Hermitage Blanc 2018. 89
Domaine Brandis | 149 kr. tilbudspris
Banan, melon og hvid grapefrugt i duften. Fyldig i smagen, fedmefuld med stenfrugt, blomster og krydderier i smagen. Anelse bitterhed men en pæn balance og længde.
Alkoholprocent: 13,5%
Clos Bellane Côtes du Rhône Villages Blanc 2018. 89 GODT KØB
Laudrup Vin | 99 kr. tilbudspris
Fadpræget næse med banan, melon og hvid grapefrugt. Fyldig i smagen, fedmefuld med stenfrugt, blomster og krydderier i smagen. Flot balance og længde.
Alkoholprocent: 13,5%
Olivier Ravoire Châteauneuf-du-Pape Blanc 2016. 89
CRT Spirits | 319 kr. tilbudspris
Pærer og liljer i duften. I smagen først og sidst lidt vel alkohol. Kun i midten tæmmes den af masser af frugt. Ikke helt min stil.
Alkoholprocent: 13,5%
Delas Viognier 2018. 89
Vinspecialisten | 100 kr. tilbudspris
Masser af blomster i næsen. Frugtig og meget ligefrem i udtrykket. Flot frugt og renhed. Klassisk viognier med en flot afslutning. Alkoholprocent: 13%
Domaine de la Charite Viognier Côtes du Rhône 2017. 89
Genereux | 165 kr. tilbudspris
Blomstret i næsen. Limefrugt, tropisk frugt og parfumeret i smagen. Kraftig i udtrykket og alkoholen fornemmes. Pæn frugt, intensitet og afslutning.
Alkoholprocent: 14%
Jean-Luc Colombo La Belle de Mai Saint-Peray Blanc 2017. 89
Vinens Verden | 329 kr.
Næsten ren nashipære i næsen. Pænt frisk i smagen med gule æbler og modne pærer. Ok syre, som frisker vinen op.
Alkoholprocent: 13,5%
Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc 2018. 88
AndrupVin.dk | 79 kr.
Masser af blomsternoter i duften. Fortsætter i smagen med en pæn intensitet og blomster, stenfrugt og citrus. Pæn balance og en frisk ligefrem vin. Alkoholprocent: 13,5%
Michel Gassier A cappela 2018. 88
Suenson | 99 kr. tilbudspris
Aggressiv næse med stikkelsbær, ananas og citronmelisse. Kraftfuld syre, der automatisk løfter øjenbrynene og skaber en sammenknibning af øjnene. Sur-sød med vægt på sur, atypisk for området og virker konstrueret.
Alkoholprocent: 11,5%
Leplan-Vermeersch Côtes du Rhône RS Blanc 2018. 88
Emilie Vin | 70 kr. tilbudspris
Let parfumeret næse med fersken, abrikos og honningmelon. I munden bliver den lidt mere blomstret med jasmin og grøn banan. Kroppen rummer lidt fedme og vinen slutter i den bitre ende af skalaen. Jævn vin.
Alkoholprocent: 13%
Xavier Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme Blanc 2016. 88
Supervin | 350 kr. tilbudspris
Pæn intensitet af abrikos i næsen. Kraftig og fyldig i stilen med en høj alkohol. Ubetinget en madvin. Savner syren og fremstår derfor lidt klodset.
Alkoholprocent: 13%
Enfent Terrible Côtes du Rhône Blanc 2016. 88
Le Maison Sevino | 57 kr.
Næsen virker grenache blanc-præget med petroleum og gummi, frugten bærer præg af gule blommer og lidt citrus. Fin, frisk syre i munden, ikke videre kompleks, men let at drikke uden at være vandet og pænt balanceret mellem friskhed og moden frugt. Pæn lille vin.
Alkoholprocent: 14%
Pesquie Terrasses Blanc 2018. 88
Philipson Wine | 75 kr. tilbudspris
Citrus og fersken i duften. I smagen melon, limefrugt og lette blomsternoter. Pæn balance og især friskhed. Medium koncentration og en frugtig afslutning. Alkoholprocent: 13%
Vidal Fleury Côtes du Rhône Blanc 2016. 88
Philipson Wine | 80 kr. tilbudspris
Floral næse med hvide blomster, honning og nektarin. Ret tung i munden, der får modspil af lidt bitterhed, men vinen forbliver til den simple side, samtidigt med at den er mættende og fed. Pæn på præmissen men åbn én flaske af gangen.
Alkoholprocent: 14%
Laudun Côtes du Rhône Villages Terre Vitae Blanc 2018. 88
Vin&Vin | 100 kr. tilbudspris
Grænsende til rosé i farven. Lidt jordbær og blodappelsin i duften, ret sødmefuld. En snert af marcipan i smagen, der yderligere rummer en markant, skærende syre og en flad, udefineret frugt. Meget enkel med en klar kommerciel vinkel.
Alkoholprocent: 13%
Leplan-Vermeersch GT-V Blanc 2018. 88
Emilie Vin | 120 kr. tilbudspris
Parfumeret næse med jasmin, stenfrugt og akaciehonning. Fin koncentration i munden og en vis grad af friskhed trods det fede udtryk og en stikkende alkohol. I alt en mættende fornøjelse sensorisk, som har det imod sig, at den ikke opfordrer til et glas mere.
Alkoholprocent: 14%
Olivier Ravoire Côtes du Rhône Blanc 2017. 88
CRT Spirits | 109 kr. tilbudspris
Blomstret i næsen. Vandet og ikke specielt intens i smagen. Frugtige noter og let krydret i udtrykket. Lidt kort afslutning.
Alkoholprocent: 12,5%
Malijay Cotes du Rhône Le Clos des Plumes 2016. 88
Propperiet | 136 kr. tilbudspris
Citrus i duften. Forholdsvis spinkel i udtrykket med melon, limefrugt og blomsternoter i smagen. Anelse grønne noter men pakket ind i en pæn syre. Sprød afslutning. Alkoholprocent: 14%
Louis Bernard Côtes du Rhône Blanc 2018. 88
Føtex | 68 kr. tilbudspris
Duft af syrlige bolsjer og syltede ferskner, aromatisk men en anelse enstrenget. Pæn syre i munden, dog virker den ikke velintegreret i vinen og lægger sig udenpå fra start til slut. Duft og smag harmonerer ikke. Ret enkel fremtoning og ikke videre velkomponeret.
Alkoholprocent: 13%
Chapoutier Bellesuche Côtes du Rhône Blanc 2018. 87
Kjær & Sommerfeldt | ukendt pris
Reineclaude blomme, syren, grøn mango og honning indtræder i en pænt sammensat duft. Syrlig smag, som i kombination med de søde frugttoner skaber en frugtdrevet vin på kanten af det sursøde trods fraværet af decideret restsukker. Ikke en vin, der opfordrer til fordybelse, men nærmere ren, fermenteret druesaft, som ikke kræver meget af den, der skal nyde den.
Alkoholprocent: 13%
Mas des Bressades Cuvee Tradition 2018. 87
Thewinecompany.dk | 65 kr. tilbudspris
Gul pære, humle og honning og underliggende syltede toner, der peger i retning af lidt udvikling. Let gæret smag, der giver associationer til øl eller cider, savner vinkarakter og definition, frugten virker lidt træt og slap i kanten, og vinen fremstår ikke vital.
Alkoholprocent: 13,5%
Domaine Villesséche Côtes du Rhône Blanc 2018. 87
AndrupVin.dk | 59 kr.
Lette melonnoter i duften. En simpel ligefrem og frugtig vin med melon, stenfrugt i smagen. Lidt kort afslutning.
Alkoholprocent: 12,5%
Château Beaubois Expression Blanc 2018. 87
Philipson Wine | 65 kr. Tilbudspris
Let reduktion i næsen oven på en tung, parfumeret duftprofil med kaprifolium og overmoden banan. Sødmefuld i frugten, fed og olieret uden tilstrækkelig friskhed, grænsende til vulgær. Ganske enkelt for tung og klodset til at være nogen stor fornøjelse.
Alkoholprocent: 13%
Olivier & Lafont Côtes du Rhône Blanc 2017. 86
MENY | 60 kr. tilbudspris
Lidt champignon i duften samt syltet, varm frugt. Sjappet, udefinerbar smag, der slutter udpræget bitter med grønne, vegetale toner. Ubalanceret smag.
Alkoholprocent: 13,5%
La Fence de Fontbonau Côtes du Rhône 2015. 86
Theis Vine | 160 kr. tilbudspris
Gulgylden farve. Relativt afdæmpet næse med vingummi og gule æbler. I smagen meget modne pærer og æbler og let oxidativt præg. Eftersmagen mangler lidt syre, der dog kommer til allersidst. Alkoholen tung til sidst.
Alkoholprocent: 15%
Xavier Châteauneuf-du-Pape Blanc 2016. 86
Supervin | 280 kr. tilbudspris
Flot intensitet i duften med krydrede noter. Flot renhed og balance i vinen med en fyldig smag af stenfrugt, lime og blomsternoter. Savner lidt mere længde.
Alkoholprocent: 13%
Chateau d’Aigueville Côtes du Rhône Blanc 2017. 85
Supervin | 90 kr. tilbudspris
Syltet stenfrugt, hø og lidt toast. Virker en anelse træt i munden med overmodne æbler, savner vitalitet og slutter bittert. Ikke på toppen.
Alkoholprocent: 13,5%
Famille Lancon La Solitude Côtes du Rhône Blanc 2018. 85
Vinens Verden | 109 kr.
Let krydret næse. Fersken, limefrugt og blomster i smagen. Medium koncentration og intensitet. Frugtig afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%