Mægtige Montefalco

 

Molto strutturato! Så er man advaret: Det, der mere end noget andet kendetegner sagrantino fra Montefalco, er dens markante tanninstruktur. Denne umbriske specialitet er rødvin for garvede ganer. Sagrantino er anderledes og udfordrende, en urkraft, der heldigvis kan tæmmes af en række dygtige vinmagere. Tendensen til stram struktur, stort ekstrakt og høj alkohol behøver nemlig ikke stå i vejen for balance og elegance.

 

Umbrien ligger midt inde i Italien, hvor Appenninerne danner rygraden gennem halvøen. Regionen præges af bjerge, rullende bakker og brede dale. Klimaet er subkontinentalt med varme, solrige somre og kolde vintre, og en relativt høj mængde nedbør holder jorden frodig. Umbrien har bevaret et gammeldags kulturlandskab, hvor små landbrug væver sig ind og ud af den vilde natur. Små byer troner på bakketoppene, og oliventræer fylder godt i det omgivende landskab. Her fremstiller man store mængder af fremragende olivenolie, som er grundstoffet i det lokale køkken. Ind imellem de grågrønne olivenlunde ser man masser af vinmarker samt marker med afgrøder som korn, kikærter og linser, alle basisfødevarer for lokalbefolkningen. Det umbriske køkken er rustikt og kræver potente vine – og der svigter især sagrantino ikke!

 

 

Lille by, store vine

Umbrien kaldes gerne Italiens grønne hjerte; og hvis Umbrien er hjertet i Italien, så er Montefalco hjertet i Umbrien. Godt 50 km syd for Perugia ligger den billedskønne middelalderby på en bakketop med udsigt til andre historiske byer som Spoleto, Trevi, Spello og Assisi.

 

I vinmarkerne står de lokale druesorter sagrantino, grechetto og trebbiano spoletino i front og følges op af den allestedsnærværende sangiovese samt internationale sorter som cabernet sauvignon og merlot. Montefalco Sagrantino er hovednummeret, en unik vin med stor personlighed, men den blandede Montefalco Rosso kan også være karakterfuld, og de hvide vine, som Umbrien engang gjorde sit navn på, får en særlig friskhed i de højt beliggende bakker. Vinmarkerne ligger mellem 220 og 470 meters højde med flere forskellige ekspositioner. Foruden Montefalco tæller vinområdet kommunerne Bevagna, Gualdo Cattaneo, Castel Ritaldi og Giano dell-Umbria.

 

Tiderne skifter. Den unikke, umbriske sort sagrantino var lige ved at gå i glemmebogen for et halvt århundrede siden. De få resterende hektar var næsten udelukkende dedikeret til den traditionelle passito, en sødmefuld og koncentreret bombe af en vin, som de lokale nød til kraftige og krydrede retter med f.eks. due eller lam. Men en lille gruppe ambitiøse producenter med Arnaldo Caprai i spidsen besluttede sig for at genoplive sorten og relancere den i en tør udgave sidst i 1970’erne. Det lykkedes, og med ophøjelsen af vinen til DOCG i 1992 kom det hemmelige vinområde ind på den internationale vinscene, og vinen oplevede et veritabelt boom omkring årtusindeskiftet.

 

 

Tanninernes højborg

Sagrantino er en lille, tykskallet drue med store kerner. Tanninindholdet er tårnhøjt, og druens mørke farve giver vine, der er tæt purporrøde, ja nærmest sorte i glasset. Vinene er frodige med mørk frugt og aromaer, man kun sjældent finder i andre vine. Det og deres udprægede tørhed gør dem mere end velegnede som madvine – ikke mindst, hvis der skal grillstegt kød eller vildt på bordet.

 

“Sagrantino er en meget interessant druesort, nogle gang næsten for interessant,” bemærker Devis Romanelli fra det lille familieforetagende Romanelli lige uden for Montefalco. Det er særligt besværet med at tæmme tanninerne i vinen, han hentyder til. Fuldmodne tanniner kræver en meget sen høst; en risikabel affære, hvor man kan komme til at sætte friskheden over styr, fordi frugten bliver for fed og alkoholindholdet for højt. En smagning af Romanellis sagrantinoer tilbage til 2007 viser vigtigheden af dygtig tanninstyring, samt hvor godt de under alle omstændigheder tanninrige rødvine har af flaskelagring. Romanelli foretrækker da også, at vi smager de ældste årgange først – ikke kun for at demonstrere hans egen udvikling som vinmager, men nok så meget for ikke fra begyndelsen at svide gummerne af med ørkentørre tanniner.

 

Den sortsrene sagrantino kommer på markedet som Montefalco Sagrantino DOCG. Den skal have mindst 37 måneders lagring, før den frigives, og heraf skal den ligge mindst 12 måneder på træfade. En lang proces i anerkendelse af, at lagring gør vinen godt. Vinen findes desuden i to typer: Den her omtalte tørre secco samt den sødmefulde passito fremstillet på druer tørret i mindst to måneder. Det giver en rustik, koncentreret og kompleks vin med mørk sødme og stram tanninstruktur.

 

Tannin er et gennemgående tema i Montefalco, da selv den grønne grechetto – usædvanligt for en hvidvin – har et ikke ubetydeligt tanninindhold. Men det kan være ganske charmerende, især hvis der er mad på bordet, og særligt klæder det den lokale olivenolie. Og nu hvor verden har lært Montefalcos mægtige rødvin at kende, står de stadigt bedre hvidvine klar til at erobre scenen.

 

“Vi har opnået meget, men vi skal til stadighed udvikle os” konkluderer præsidenten for den lokale sammenslutning af vinbønder, Amilcare Pambuffetti fra vinhuset Scacciadiavoli.

 

 

Grøn revolution

Antonelli San Marco er et af de ældste og mest rennomerede vinhuse i området. Filippo Antonelli er i fjerde generation manden i front for de 50 hektar, der har været økologisk certificeret siden 2012. Sagrantino vinificeres her med kyndige hænder til velstrukturerede rødvine med stor finesse. Husets Montefalco Sagrantino er et ekstrakt af mørke bær og antager med årene betagende noter af svesker, kakao, krydderier og tørrede krydderurter. Ti eller tyve år er ingen alder for Antonellis vine, de udvikler sig glimrende. Særligt interessant er vinen fra Chiusa di Pannone, en sydvendt mark på særligt kalkholdige jorde i 400 meters højde og dermed husets højest beliggende. Det resulterer i en anderledes forfinet frugt, komplekse urtenoter og enormt stringente tanniner.

 

Lige rundt om hjørnet ligger den lidt mindre men ikke mindre passionerede Angelo Fongolis vingård. Fongoli er ligeledes økologisk og foruden olivenolie er fokus på sagrantino i forskellige variationer. Det er bastante vine med levende frugt. Den ærefrygtindgydende Fracanton er en kompleks bombe, der udvikler sig fornemt med årene; og den glimrende passito Decius har krydret sødme og næsten uendeligt lang eftersmag.

 

Familien Moretti har dybe rødder i Montefalco. Omero Moretti tog allerede i 1992 skridtet til økologisk dyrkning af sine vinstokke og oliventræer, tilskyndet af sin hustru Daniela, der som uddannet sygeplejerske ønskede at beskytte familien, naboerne og ikke mindst kunderne mod sprøjtegifte. I dag fremstiller de en række glimrende vine, ikke mindst sagrantinoen er god, og fra enkeltmarken Vignalunga i særdeleshed. Her mødes tæt, mørk frugt med tørre tobaksnoter og fornemt integreret fad – essensen af Montefalco.

 

 

Gåsevin

Det emmer af liv: Et kobbel heste og hundredevis af gæs arbejder sammen med menneskene på Roberto og Emma di Filippos vingård uden for Cannara. De 30 hektar vinmarker danner dermed ikke kun grobund for en lang række forskellige vine men også en omfattende produktion af gåseæg og gåsekød. Gården blev økologisk certificeret allerede i 1994 og har siden målrettet udviklet sig i en stadigt grønnere retning med biodynamiske dyrkningsmetoder siden 2009.

 

“Vi er overbevist om, at man kun kan producere druer af høj kvalitet ved nænsomt arbejde, der viser respekt for jorden og for naturens rytmer,” lyder det fra Roberto di Filippo. Hans særlige kæphest er agerskovbrug, en form for integreret landbrugspraksis velkendt tilbage fra forhistorisk tid men i dag mest kendt fra tropiske lande: Arealet udnyttes til flere forskellige afgrøder, en “blandet landhandel” af forskellige slags nytteplanter og dyrehold – til gensidig gavn for både planterne, dyr og mennesker. I tilfældet di Filiipo integrerer det vinbruget i det omkringliggende landskab og skaber symbiose og stabilitet i markerne, og samtidigt er det en måde at få det meste og det bedste ud af de forskellige afgrøder.

 

“Det er en måde at øge biodiversiteten på uden at forbruge flere ressourcer og alligevel fremstille tilstrækkeligt med afgrøder,” forklarer Roberto. Gæssene går dagligt rundt mellem vinplanterne og holder græsset nede samtidigt med, at de gøder jorden nænsomt. I dag strækker husets heste kun til traktorløst arbejde på en håndfuld hektar, men håbet er med tiden at få flere heste og hestekyndige markarbejdere for dermed at lette markene for den slidsomme traktorkørsel og forbruget af fossile brændstoffer.

 

Sagrantino og grechetto er trækhestene blandt druerne med mindre arealer med bl.a. barbera, sangiovese og trebbiano spoletino. Femten forskellige vine bliver det til, et imponerende sortiment, hvor særligt Montefalco Sagrantino gør sig bemærket med sin klare frugt, balancerede krop og strømmen af fine tanniner. Ældre årgange fejler heller ikke noget her – med tiden kaster de tørrede krydderurter, skovbund og røgelse af sig.

 

 

Hvide forfriskninger

Bliver det for meget med mørk frugt og støvede tanniner, kan man med fordel ty til hvidvinene. Di Filippo er leveringsdygtig i glimrende grechetto, først og fremmest Sassi d’Arenaria, en ferskenduftende og fyldig vin med godt bid, og den holder sig overraskende flot i flasken selv med ti års lagring. Ungdommelig og umiddelbar er den fine Grechetto SSA uden tilsatte sulfitter, sprød og frisk. Antonelli står også bag glimrende hvidvine, f.eks. er Grechetto 2017 citrusfrisk og saftig med et godt greb, pæn fylde og en interessant, urteagtig smag. Omero Moretti, Fongoli, Perticaia, Villa Mongalli og Tabarrini laver ligeledes interessante hvidvine.

 

 

 

 

Ti gode Montefalco Sagrantino

 

Di Filippo Montefalco Sagrantino 2013   91

Juuls, 249 kr.

Mild duft af mørke bær, svesker og tobak. Fyldig smag af blåbær, brombær og lakrids, noter af ædeltræ og medicinskab. Velbalanceret og med en vis blødhed, modne tanniner. Alc: 15,5%

 

Omero Moretti Vignalunga 2012   91

Niche Vine, 495 kr.

Skovbær og cigarkasse i duften. Saftig bærfrugt, svesker, ristede nødder og kanel, støvede tanniner. Meget intens og kompakt, men med luft bløder den op og bliver venligheden selv. Alc: 15%

 

Antonelli Chiusa di Pannone 2010   94

P.t. ingen dansk forhandler

Imponerende enkeltmarks sagrantino. Æterisk, mørk duft af skovbær med fine noter af cigarrøg. Saftspændt frugt, mørke bær, urter og lakrids omsluttes af tætte, fine tanniner. Intens og raffineret, fornem balance, har stort udviklingspotentiale. Alc: 15%

 

Milziade Antano Montefalco Sagrantino 2011   90

Distinto, 399 kr.

Dyb duft af mørke bær. Bred kirsebærsmag med urtede noter, løvstikke, tobak og læder. Den saftige frugt spiller op mod tørre tanniner og en fin bitternote. Pænt balanceret. Alc: 15,5%

 

Lungarotti Sagrantino di Montefalco 2014   89

Vin & Velsmag, 240 kr.

Kirsebær og violer i duften. Sorte kirsebær, lakrids, balsamico og pibetobak i smagen, tørre tanniner. Elegant og strukturbetonet sagrantino. Alc: 14%

 

Goretti Sagrantino di Montefalco 2009   89

Lorentsens Vin, 169 kr.

Stilfærdig floral aroma, meget mere udtryksfuld og frugtig i smagen. Kondenseret mørk frugt, brombær og hindbær, let krydret med tobak, allehånde og peber. Ligefrem stil, fast men fint tanningreb. Alc: 14%

 

Tabarrini Colle alle Macchie 2014   90

BB Vinimport, 299 kr.

Skovbund og urter i duften. I munden koncentreret bærfrugt med fin syre og massive tanniner. Læder, urter og krydderier i eftersmagen. Udtryksfuld vin med saft og kraft men også en vis elegance. Alc: 15%

 

Fongoli Montefalco Sagrantino 2011   90

Supermarco, 183 kr.

Saftig og kompakt smag af hindbær og kirsebær, balanceret og med god dybde. Lidt lakrids i eftersmagen og knastørre tanniner runder af. Alc: 15%

 

Tenuta Bellafonte Collenottolo 2010   90

Jysk Vin, 249 kr.

Mørke bær og krydderurter i duften, især timian og lavendel. I munden moden frugt, livlig syre og godt tanningreb. Intens vin med elegant udtryk. Alc: 14,5%

 

Romanelli Montefalco Sagrantino 2011   89

Jysk Vin, 269 kr.

Fyldig frugt, hyldebær, sorte kirsebær, jordbær. Kompakt og struktureret i munden, ristede noter, mandler og kakao i eftersmagen. Alc: 15%

 

 

 

FAKTA

 

Montefalco

DOC siden 1979, Montefalco Sagrantino DOCG siden 1992

Druer: sagrantino, sangiovese, grechetto, trebbiano spoletino m.fl.

Areal: 900 hektar

Vingårde: 59

 

Årgange

2014: ***

2013: ****

2012: ****

2011: *****

2010: *****

2009: ****

2008: *****

2007: ****

2006: ****

2005: *****

2004: ****