Gardasøens ukendte vine
Det store sommer rykind er på vej ved Gardasøen, men de færreste kender de sprøde hvidvine fra Lugana med marker ud mod den sydlige del af søen. Få her inspiration til det ukendte område.
Mange forveksler Lugana med byen Lugano i Schweiz, men Lugana DOC er et hvidvinsområde syd for Gardasøen. Her har man lavet vin siden romertiden, om end det først var i det 17.århundrede, at man begyndte at sætte vinproduktionen i system. I 1967 fik Lugana som en af de første områder i Italien DOC status.
Produktionsområdet for Lugana er beliggende i den nederste del af Gardasøen og omfatter et forholdsvist lille område ved sydspidsen af søen i omegnen af Sirmione. Området omfatter kommunerne Desenzano, Lonato, Pozzolengo, Peschiera, San Martino della Battaglia og Sirmione, samt en del af provinserne Brescia og Verona. Landskabet er lettere bakket med en maksimal højde på 130 m. Her klemt inde mellem de to store vinområder Veneto og Lombardiet laver man på de 700 ha omkring 45.000 hl vin årligt.
Vinen er baseret på druen Trebbiano di lugana, som i sig selv ikke er særlig udpræget med hensyn til duft og smag. Druen er nær beslægtet med Trebbiano di Soave og er i slægtskab med Verdicchio druen og altså ikke Trebbiano druen, som de fleste ville have troet. Som en konsekvens af dette kalder de lokale druen for Turbiana for netop af undgå denne forvirring.
Området omkring Gardasøen er kendt for sine optimale klimaforhold. Her ser man et mikroklima med et forholdsvis mildt klima styret af den store sø, som om vinteren holder temperaturerne oppe og om sommeren giver en kølig brise, som betyder, at der ikke er den store forskel på nat og dagtemperaturer, som man ellers ofte finder i middelhavsområdet.
Dette bevirker, at der her gror oliventræer, mandel- og citrontræer som helst foretrækker varmere klimaer og findes udpræget i det sydlige Italien. Disse klimaforhold er da også optimale for dyrkningen af druer som Trebbiano di lugana i området. Men det lidt fugtige klima betyder også, at druerne let angribes af råd, og det er derfor svært at dyrke druerne uden sprøjtning. Vil man dyrke druerne uden sprøjtemidler, skal man helst så langt væk fra søen ude i yderområdet af Lugana.
Jordbunden er meget leret med en del kalk og salte. En jordbund som er meget svær at arbejde i, men som også giver mineralitet til vinene. Jo længere væk fra Sirmione som er hovedbyen og centrum i Lugana, des mere sand og sten findes der i jorden. Vinene fra disse marker i yderbæltet har derfor også ofte et lidt andet og mere frugtigt udtryk, mens man i centrum af området oplever mere mineralitet i vinene.
Der produceres flere forskellige typer af vine. Den klassiske Lugana vin udgør 90% af al produceret vin. Lugana Superiore blev introduceret i 1998 og er en vin som kræver min 1 år lagring inden den frigives. Lugana Reserva kræver 2 års lagring efter høsten. Ofte er disse vine mere komplekse, og de er holdbare i mere end 20 år. Vinene får et nærmest let oxideret udtryk med smag af nødder, mandler og modne ferskner når de får alder. Lidt i samme stil som Semillon vinene.
Nogle producenter sværger til ståltanke, mens andre bruger barrique, især i de bedre vine. Det er to stilarter der kommer ud af dette. Den friske sprøde Lugana og den mere tunge vin til mad, hvor man fornemmer fadet. Om det ene er bedre end det andet er meget et spørgsmål om smag. Og begge stilarter klarer sig flot når de gemmes.
Der produceres også en sød Vendemmia Tardiva version samt Lugana Spumante. Denne laves både på Charmat samt den traditionelle metode og er en frisk og ganske god mousserede vin.
Der er alt i alt omkring 80 producenter i Lugana. En række af de store Veneto huse laver også en Lugana vin. Eksempler er Zenato og Montresor. En række af de mere specialiserede og bedste Lugano producenter er Tenuta Roveglia, Ca dei Frati, Bulgarini, Provenza, og andre gode vinhuse er Ottella, Selva Capuzza, Cascina Le Preseglie, Zenato – San Christina, Fraccaroli.
Tenuta Roveglia
Vinhuset blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af den schweitziske forretningsmand Federico Sweifel, som på daværende tidspunkt emigrerede til Italien. Efterfølgende overtog sønnen Giusto Sweifel ansvaret for produktionen, og i 1980’erne kom en ny generation til, da Giustos svigersøn, Giovanni Felice Azzone tog over. Han indførte nytænkning og teknologi i produktionen, og vinhusets niveau fik en markant opblomstring. I dag er det de tre søstre, og efterkommere af Sweifel-slægten, Sara, Vanessa og Barbettli der viderefører de vinmæssige traditioner. Det er nogle af de mest frugtagtige vine, man får fra dette hus. De to enkeltmarksvine imponerer mest: “Vigne di Cartullo 2010” (149 kr. og 88 point) er lagret ca. 12 måneder på fade og topvinen “Filo di Arianna 2011” (189 kr. og 90 point) som lagres og gæres på barriques.
Importør i Danmark er Distinto.dk
Ca dei Frati
Vinhuset Ca’dei Frati er områdets største (61 ha) og er grundlagt i 1939 af Domenico Dal Cero og hans søn Felice, men først i 1969 begyndte man, med Pietro da Cero i spidsen, at markedsføre hele produktionen under det nuværende navn. Dette skift i strategi blev fulgt op af en gennemgribende modernisering i markerne og i kælderen, og hermed var man en af de første producenter i området, der satsede på kvalitet frem for kvantitet. Generelt får man meget vin her for pengene. Er måske ikke de mest komplekse vine men frugtige og gode køb. Basisvinen I Frati 2011 (125 kr. og 89 point) og Brolettino 2010 (159 kr. og 90 point) som er lagret 10 mdr. på barriques er de bedste køb.
Importør i Danmark er Adriat Vinimport
Bulgarini
Cantina Bulgarini er et familiedrevet vinhus som har været familiens ejendom siden 1930. Det drives i dag af Bruno Bulgarini som er tredje generation på gården. Bruno og hans kone har netop afsluttet et stort stykke arbejde med at renovere ikke kun bygninger, men også husets vine. Huset’s top vin Gerumi er opkaldt efter Bruno’s bedstefar. ”Det er det mindste jeg kan gøre for ham, han har lært mig alt” siger Bruno. Bedste vine er Ca Vaibo 2010 (90 point) som har gemmeværdi og uden problemer kan gemmes 10-15 år. Huset basis Lugana (130 kr. og 86 point) er en ganske udmærket vin.
Importør i Danmark er Bækkelund vine.
Provenza
Større moderne vinhus bygget med udgangspunkt i ældre vinhus fra 1710. Huset er grundlagt i 1967 af Walter Contado, men i dag er det børnene Fabio og Patrizio som driver huset. I øvrigt et vinhus som i den grad satser på den moderne stil og har hyret Michel Rolland som vinkonsulent. Det fornemmes i vinene, som er meget domineret af fadene, måske en anelse for meget vil nogen sige. Men generelt forsøger huset noget nyt og spændende. Bedste vine er Ca’ Maiol Molin 2012 (88 point) samt Fabio Contato 2010 (92 point).
Vinene findes ikke i Danmark.
Andre gode vinhuse i Lugana: Ottella, Selva Capuzza, Cascina Le Preseglie, Zenato – San Christina, Fraccaroli.
Sådan smager Lugana:
Citrus, mandler i duften og i smagen fersken, limefrugt og lette blomstertoner. En syrlig slank vin som egner sig godt til dampet fisk eller skaldyr. Den høje syre betyder, at en række af vinene med fordel kan gemmes, hvorefter de bliver nærmest olierede i teksturen og yderst interessante efter 3-5 år.