Curicó og Maule Valleys

I den sydligste del af Central Valley finder man Curicó og Maule. To områder, som er køligere end den øvrige del, og som er bindeledet til de helt kølige områder Itata og BioBio. Curicó er en af Chiles ældste vinområder, og selvom godt 60% er røde druer, er det resterende 40% nok til at området er blandt Chiles største i forhold til produktion af hvidvine. Temperaturerne er høje om dagen, men de kølige briser som kommer ind om eftermiddagen får temperaturen til at droppe ofte med 5 grader. Og så falder der en del mere nedbør end længere nordpå. Jordbunden er meget alsidig i Curico, og det betyder, at man finder rigtig mange forskellige druesorter, dog med dominans af cabernet sauvignon og sauvignon blanc.

Maule er historisk kendt for, at der dyrkes en del pais, den lokale drue. Her finder man vinstokke plantet for over 150 år siden. Man har dyrket vin i denne dal, opkaldt efter floden Maule, siden 1700-tallet. Pais-druen giver dog noget lette og meget frugtige vine, og derfor besluttede man at blande vinene med carignan. Det betød, at man for over 100 år siden så småt begyndte at se et mønster, hvor 80% af marken var plantet med pais og resten med carignan for at give farve, tannin og dermed struktur til vinene. I dag er mange pais-marker enten lagt hen eller erstattet af andre druersorter, men der er flere steder carignan-stokke, der er over 100 år gamle og giver nogle yderst spændende vine. Vinstokkene får og har aldrig fået kunstvanding, så det er ægte dry-farming, man ser her langt inde i landet. Et område, som er rimelig ufremkommeligt, hvilket ikke blev bedre af, at det store jordskælv i 2010 netop havde sit epicenter midt i Maule. Det betød, at mange huse braste sammen, og infrastrukturen stort set brød sammen. Det, som fik området til igen at se mulighederne, har været MOV-bevægelsen af unge vinmagere, som udnytter det kæmpe potentiale, som især de gamle carignan-stokke har, men også pais. Læs om denne bevægelse og det spændende arbejde med netop carignan i artiklen på side XX).

 

Fakta Curico Valley

18.510 hektar

Fordeling rød/hvid: 60/40%

Nedbør: 702 mm

Risiko for frost: 43%

Cabernet sauvignon udgør 28%. Sauvignon blanc udgør ca. 25%.

Kendte vinhuse: Montes, Miguel Torres, Valdivieso, San Pedro

 

Fakta Maule Valley

31.831 hektar

Fordeling rød/hvid: 80/20%

Nedbør: 735 mm

Risiko for frost: 42%

Cabernet sauvignon udgør 33%. Pais udgør ca. 14%.

Kendte vinhuse: J. Bouchon, Garage Wines

 

4 gode vinhuse

Miguel Torres

Siden det 17. århundrede har familien Torres produceret vine i Spanien og er vel i dag det mest kendte større vinhus i Spanien herhjemme. I slutningen af 70’erne købte faren en lille vingård i Curicó, og i dag er familien stolt over at være de første, der så potentialet i Chile og investerede i vinavl der. Og Torres har haft stor betydning for udviklingen i Chile. Han var den første, der fermenterede hvidvine køligt for at beholde flere smagsindtryk i vinen og den første til at importere amerikanske vinfade og lagre på disse. I dag er det sønnen Miguel, der styrer huset, der især laver en række vine i prislejet 60-120 kroner på mange forskellige druer og i mange stilarter. Bedste vin: Torres Manso de Velasco Cabernet Sauvignon.

 

Valdivieso

Viña Valdivieso kan dateres tilbage til 1879, da Alberto Valdivieso grundlagde Champagne Valdivieso, det første firma i Chile og i Sydamerika, der producerede mousserende vine. Huset blev hurtigt førende i produktionen af mousserende vine, og først mere end hundrede år senere, i den sidste del af 1980’erne, blev firmaet udvidet og begyndte en kommerciel produktion af bordvine. Og hvor der i dag sælges 90% af de mousserende vine i Chile, er det omvendt med bordvinene, hvor kun 10% sælges i Chile. Huset er stort, og der laves mange forskellige serier af vin. Bedste vine er Caballo Loco serien af enkeltmarksvine. Som kransekagen på denne serie produceres en vin lavet af forskellige årgange ved hjælp af solera-systemet.

 

Garage Wines

Garage Wines er det nye, friske skud på stammen i Maule. Huset ledes af Derek Mossmann og hans kone Pilar. De laver vine på carignan, cinsault, cabernet franc og pais med udgangspunkt i druer fra gamle stokke. Endvidere er filosofien at lave vine så naturlige så muligt uden brug af nye fade. Vinene er derfor meget atypiske for området og er lette og frugtige i stilen. Derek er også forgangsmand for bevægelsen MOVI. Bedste vin: Pirque Cabernet Franc 2014

 

J Bouchon

  1. Bouchon blev etableret helt tilbage i 1887, da Julio Bouchon emigrerede fra Bordeaux til Chile. Vingården har altid rangeret blandt de bedste, men det egentlige gennembrud kom først i 1999, da man indledte et samarbejde med Patrick Valette, tidligere indehaver af Chateau Pavie i Saint-Émilion. Kombinationen af fransk elitær know-how og chilensk potentiale gav gode resultater. I dag er vinhuset et mellemstort vinhus i Chile, men de mest interessante vine laves på druer som semillon samt ikke mindst pais, der dyrkes som vintræer. Ja, I læste rigtigt, pais-stokke, der har fået lov at vokse vildt og som høstes, hvorefter der laves en både rød på de modne druer og en hvidvin på de druer, som ikke modnes tilstrækkeligt. Endvidere laves der en spændende carignan-vin fra gamle stokke.