Diageo har netop løftet sløret for deres længe ventede 2022 Special Releases Collection, som i år arbejder under temaet Elusive Expressions. Samlingen er sammensat af master blender Dr. Craig Wilson og består vanen tro af otte eksklusivt udvalgte skotske whiskyer, der kommer fra nogle af landets mest interessante destillerier. Målet har i år været at fange nysgerrigheden hos opdagelsesrejsende i whiskyverdenen, og fokus er denne gang på sjældenhed og smag.

Med over 30 destillerier at vælge fra har master blender Dr. Craig Wilson haft mere end 10 millioner fade til rådighed, da han skulle sammensætte dette års Elusive Expressions Special Releases Collection.

Elusive Expressions er det seneste kapitel i Diageos Special Releases-udgivelser, hvor mytiske fabeldyr slippes løs igennem fascinerende billeder og velfortalte historier. Illustrator Ken Taylor har igen i år stået for de smukke illustrationer, der pryder flaskerne. Men denne gang har han fået hjælp af den digitale kunstner Kevin Tong, og sammen har de skabt et design, der er hylder samlingens destillerier, historier og hovedpersoner samtidig med, at illustrationerne kombinerer eventyr, fabelvæsner, kunst og whisky.

De 8 aftapninger er:

Mortlach (uden alder)

Talisker 11 års

Lagavulin 12 års

The Singleton of Glen Ord 15 års

Cardhu 16 års

Oban 10 års

Clynelish 12 års

Cameronbridge 26 års

Priserne svinger fra 1.149 kr. til 2.499 kr. for hver af aftapningerne.

Du kan senere læse vores vurdering af de 8 aftapninger.