ForsideDe bedste vinkøbKæmpetest: Soave

Kæmpetest: Soave

Øst for Verona finder man Soave-området, et område kendt for sine hvidvine. Navnet “Soave” går langt tilbage, og en af historierne går på, at Romeo efter et stævnemøde med Julie modtog et glas vin fra en tjener, og da han havde smagt den, udbrød han “Soave”, hvilket betyder noget i retning af dejlig eller liflig. Man har produceret vin i Soave i århundreder, men det var først i 1970’erne, at Soave oplevede det store gennembrud. Et gennembrud, som den dag i dag betyder, at området udgør en ikke uvæsentlig del af de hvidvine, der produceres i Italien under DOC.

Soave fremstilles hovedsageligt af garganega, evt. suppleret med op til 30% chardonnay, pinot bianco eller trebbiano di Soave. Desuden er det tilladt at bruge 15% andre trebbiano-kloner, hvis de stammer fra vinstokke, der er plantet før 1993.

Hovedappellationen er Soave Classico, en appellation, der er tildelt områdets ældste vinmarker. For at en Soave kan kaldes for Soave Classico Superiore og opnå DOCG status, skal den besidde mindst 11,5% alkohol, hvilket betyder, at druerne skal være af en bedre kvalitet, hvilket igen kræver lavere høstudbytte.

Niveauet var pænt men ikke fantastisk for de 26 Soave-vine, som blev smagt. Generelt var de meget ens i udtrykket, og til prisen får man en ganske pæn vin. Men mange vine bliver en anelse neutrale— ikke at man kan sætte en finger på, hvordan de er lavet, men måske er de for polerede. Ville ønske, flere ville lade sig inspirere af producenter som Pieropan, Prá og Gini.


Pieropan Soave Calvarino 2021. 94
Adriat Vinimport | 219 kr. Tilbudspris
Mørk og fyldig næse. Intens i smagen med fersken, abrikos, syltet frugt, mineralsk og blomstret. Yderst flot syre. En vin, der kan gemmes mange år og med fordel bør gemmes i hvert fald 5-8 år, før den nydes. Alk.: 12,5%


Prá Colle Sant’Antonio Soave Classico 2020. 94
Distinto | 389 kr. Tilbudspris
Meget mineralsk og vellavet. Fine citrus, æble og flint noter i smagen. Flot dybde og en meget præcis lang smag. Alk.: 13%


Gini Cotrada Salvarenzo VV Soave Classico 2021. 93
Quist Wine | 289 kr. Tilbudspris
Flot gylden farve. Duften en smule røget med gule modne æbler og svag gærnote. Meget mineralsk og præcis med en flot fylde og intensitet. Alk.: 13%


Suavia Monte Carbonare 2023. 92
Otto Suenson | 220 kr. Tilbudspris
Næsen åbner med hvid fersken, citronzest, grønne urter og et tydeligt vulkansk præg. Smagen er stram, rank og præcist skåret med frisk syre, fin tekstur og en dyb, næsten salt mineralitet. Afslutningen er lang, ren og vibrerende. Alk.: 12,5%


Balestri Valda Sengialta Soave Classico 2019. 92
Husted Vin | 249 kr. Tilbudspris
Fyldig tæt og cremet med smørblomst, abrikos og limefrugt i smagen. Fornemmer tydeligt alder men giver vinen et ekstra gear og ikke mindst kant. Spændende vellavet vin. Alk.: 13,5%


Gini La Froscá Soave Classico 2023. 92
Quist Wine | 269 kr. Tilbudspris
Tæt næse med gule æbler. Fyldig i smagen med fennelke, mandler og gule ferkner. Flot intensitet og en vin som fremstår dyb og frisk. Alk.: 12,5%

 
Le Battistelle Montesei Soave Classico 2024. 92
Jysk Vin | 139 kr. Tilbudspris
Flot intens duft af hvide blomster. I smagen netmelon, citrus, licchi og lyse krydrede noter. Flot dybde og udtrykker flot hvad en god Soave kan! Alk.: 12,5%


Prá Monte Grande Soave Classico 2023. 92
Distinto | 249 kr. Tilbudspris
Gylden i farven. Knivskarp og klar i sit udtryk. Danser over tungen med god syre og noter af røde æbler og lime. En svag bitter tone i afslutningen, som giver lidt positiv kant. Alk.: 13%

 

Le Battistelle Montesei Soave Classico 2025. 92
Jysk Vin | 139 kr. Tilbudspris
Frisk, ren og klassisk Soave, med duft af citrus, hvid fersken, mandel og blomster. Smagen er sprød, let og elegant, med fin tekstur, livlig syre og en tydelig vulkansk mineralitet. Afslutningen er tør, ren og let saltet, med den karakteristiske mandeltoner, der giver ekstra finesse. Flot og mere kølig stil end tidligere år. Alk.: 12,5%


Tenuta Corte Giacobbe Runcata Soave Superiore 2023. 92
Erik Sørensen Vin | 225 kr. Tilbudspris
Floral med abrikos, safran og mineralske noter i smagen. Flot dybde og længde. Flot spændende Soave i den mere komplekse fyldige stil. Alk.: 13%


Gini Soave Classico 2024. 91
Quist Wine | 179 kr. Tilbudspris
Fine gule æbler og fersken noter. En velkomponeret og balanceret vin med fin intensitet og længde. Meget klassisk. Alk.: 12%


Lenotti Capocolle Soave Classico 2025. 91
Vinoble | 159 kr. Tilbudspris
Klassisk, ren og let aromatisk med citrus, grønne æbler og hvid fersken i næsen. Smagen er slank, tør og mineralsk, med den typiske mandeltoner og en frisk, klar syre, der giver flot spændstighed. Afslutningen er sprød og elegant. Alk.: 12,5%


Vulcan Soave 2018. 91
Carlsen Vin | 75 kr. Tilbudspris
Mandler i næsen. Meget nøddeagtig i smagen med litchi, hvide blomster og citrus. Spændende vin hvor man tyeligt fornemmer alderen, men stadig med masser af liv. En vin mest til mad! Alk.: 12,5%


Balestri Valda Soave Classico 2023. 91
Husted Vin | 179 kr. Tilbudspris
Flot koncentration med gule æbler, citrus og blomsternoter i duft og smag. Pænt balanceret med en pæn intensitet og længde. Alk.: 12,5%


Lenotti Capocolle Soave Classico 2024. 91
Vinoble | 159 kr. Tilbudspris
Limefrugt i næsen. Meget frisk i smagen med litchi, hvide blomster og citrus. Yderst imødekommende og en her kommer jeg på den gode måde. Alk.: 12,5%


La Cappuccina San Brizio Soave 2022. 91
Sigurd Muller Vinhandel | 123 kr. Tilbudspris
En god karakter af lime og friske pærer. Dejlig balanceret i munden, hvor den gode syre holdes balanceret af flot fylde i frugten. Fornemmer klart lidt modenhed med begyndende tertiære noter. Spændende vin. Alk.: 13,5%

 

Soave-Bertani 2021. 90
Dinvinhandel.dk | 189 kr. Tilbudspris
Mandler i duften. En harmonisk vellavet Soave med fersken, nødder, fennelke og lyse krydderier. Flot fylde og balance. Alk.: 12,5%


Inama Vin Soave Classico 2024. 90
Løgismose | 160 kr. Tilbudspris
Frugtig med en flot koncentration. Pærer, fersken og citrus i smagen. Fin intensitet og omsluttet af en fin syre som sikrer friskhed i udtrykket. Alk.: 12%


Monte Tondo Foscarino Soave Classico Superiore 2022. 90
dengodevino | 140 kr. Tilbudspris
Umiddelbare gule æbler i næsen. Let krydderi, hvide blomster og umoden mandel. Fin syre og frisk bitterfinish. Pænt klassik udtryk. Alk.: 13,5%


Prá Otto Soave 2024. 90
Distinto | 159 kr. Tilbudspris
Hvide solmoden fersken i duften. Pæn intensitet frugt i smagen pakket ind af en fin syre. Let bitterhed i eftersmagen men en meget fin klassisk Soave. Alk.: 12%


Montresor Gran Guardia Soave Classico 2024. 89
oskardavidsen.dk | 99 kr. Tilbudspris
Frugtigt udtryk. Imødekommende stil med fersken, bittermandel og fennelkenoter. Pæn intensitet og en fin længde på smagen. Alk.: 12,5%


Tenuta Corte Giacobbe Ronca Monte Calvarina Soave 2024. 89
Erik Sørensen Vin | 110 kr. Tilbudspris
Meget citrusdrevet i næse og smag. Syretung med en fin let gul frugt og blomsternoter i smagen. Meget sprød og let. Alk.: 12,5%


Pieropan Soave 2023. 89
Adriat Vinimport | 109 kr. Tilbudspris
En ganske pæn, frugtig vin. Pæn fylde, intens med masser af gule æbler og ferskennoter. Flot balance og på mange måder ganske klassisk. Alk.: 12%


Silvano Piacentini Soave 2024. 89
Bilka, Føtex | 75 kr. Tilbudspris
Solmoden og sødmefuld i udtrykket med røde æbler og ferskennoter. Fin friskhed og en meget frugtig umiddelbar stil. Vellavet og ligetil. Alk.: 12,5%


Bennati Soave Classico 2025. 89
VildmedVin | 89 kr. Tilbudspris
Let med citrus, grønne æbler og hvid fersken i næsen. Smagen er tør, slank og mineralsk. Frisk, klar syre, der giver friskhed. Afslutningen er sprød, elegant og helt ren. Alk.: 12,5%


Fabiano Le Coste Soave 2024. 89
oskardavidsen.dk | 105 kr. Tilbudspris
Syrerrig med en medium koncentration. Ikke voldsom intens og drevet af citrus og lyse ferskennoter. Fin balance men lidt kort i smagen. Alk.: 12%


Bennati Soraighe Libet Soave Classico 2023. 88
oskardavidsen.dk | 134 kr. Tilbudspris
Parfumeret i duft og smag. Urter i udtrykket med lette hvide bærnoter, citrus og anisnoter. Medium intensitet og længde i smagen. Alk.: 12,5%


Zenato Soave Classico 2024. 88
Kjær & Sommerfeldt | 99 kr. Tilbudspris
Lyse melon noter i duften. Pæn fylde med hvide fersken og limenoter i smagen. Pæn ligefrem men ikke så dyb. Alk.: 12,5%


Bertani Sereole Soave 2021. 88
Dinvinhandel.dk | 149 kr. Tilbudspris
Pæn frugtigt udtryk med lyse melon, æble og citrusnoter. Ikke megen intensitet men velbalanceret. Pæn lille Soave men savner dybde. Alk.: 12%


Tommasi Le Volpare Soave Classico 2024. 88
Kjær & Sommerfeldt | 89 kr. Tilbudspris
Et meget let og frugtigt udtryk. Hvid fersken, citrus og lette florale noter. Medium længde. Alk.: 12%