Pernod Ricard og Brown‑Forman i tidlige fusionsdrøftelser

Pernod Ricard og Brown‑Forman har bekræftet, at de fører indledende samtaler om en mulig fusion, der kan skabe en af verdens største spirituskoncerner. Ifølge begge selskaber er der tale om en potentiel “merger of equals”, som vil samle to familieejede giganter med stærke globale brands.

En sammenlægning vil skabe en transatlantisk spiller med betydelige synergier, især på distributionssiden i USA, og kombinere porteføljer som Jack Daniel’s, Woodford Reserve, Chivas Regal, The Glenlivet, Absolut og Jameson.

Kigger man kun på skotske destillerier ejer Brown Forman: Benriach (Speyside), GlenDronach (Highlands) og Glenglassaugh (Highlands), mens Pernod Ricard ejer The Glenlivet (Speyside), Aberlour (Speyside), Scapa (Orkney), Strathisla (Speyside), Miltonduff (Speyside), Glentauchers (Speyside), Longmorn (Speyside), Braeval (Speyside) og Allt‑a‑Bhainne (Speyside).

Begge virksomheder har de seneste år været presset af faldende salg og lavere aktiekurser, drevet af forbrugernes nedskalering efter pandemien samt geopolitiske udfordringer som Kinas restriktioner mod Cognac og Canadas boykot af amerikansk whisky.

Familiernes kontrol over selskaberne kan blive en central udfordring i forhandlingerne, da både Ricard- og Brown‑familierne historisk har værnet om deres uafhængighed. Samtalerne er fortsat på et tidligt stadie, og der er ingen garanti for, at de fører til en aftale. En eventuel fusion vil samtidig skabe nye strategiske overvejelser for Diageos nye CEO, Sir Dave Lewis, der præsenterer sin plan i maj.