En lang række europæiske rye-whiskyproducenter presser nu på for en hurtig genforhandling af en EU‑Canada‑aftale, der siden april 2025 har forbudt dem at bruge betegnelsen “rye whisky” på deres produkter. Ifølge aftalen er det udelukkende canadiske producenter, der må anvende betegnelsen – en regel, der har tvunget europæiske destillerier til at ændre deres flasker.
I et fælles brev, underskrevet af 18 destillerier fra blandt andet Finland, Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig og Holland, opfordres de nationale ministerier til at handle hurtigt. Blandt de danske underskrivere er Stauning Whisky og Thy Whisky.
Producenterne argumenterer for, at aftalen bygger på forældede forudsætninger. Da den oprindelige aftale blev indgået i 2003, fandtes der kun én europæisk producent af rugwhisky, og canadisk rugwhisky var ikke beskyttet som geografisk betegnelse. I dag har europæiske destillerier investeret over 100 millioner euro i kategorien og har lagre på flere millioner liter whisky.
Brevet peger på tre ønskede ændringer:
- at fjerne betegnelsen “rye whisky” fra aftalens bilag,
- at iværksætte en fælles kommunikationsindsats til gavn for både EU og Canada,
- samt at etablere et bilateralt samarbejde om videndeling mellem producenterne.
Ifølge destillerierne skader den nuværende situation begge sider. De fremhæver, at canadisk ryewhisky ikke nødvendigvis indeholder rug som hovedingrediens, hvilket kan vildlede europæiske forbrugere og ikke afspejler oprindelseslandets traditioner – som i USA, hvor ryewhisky skal bestå af mindst 51 % rug.



