Danmark kan i år fejre 25 års jubilæum som anerkendt vinland og d. 20. september 2025 afholdt Foreningen Dansk Vin sit årlige vinskue, denne gang på Comwell Hotel Køge Strand. Der var tilmeldt 225 druevine inden for ni kategorier, hvoraf de største var 67 hvidvine, 32 rosévine, 65 rødvine, 38 mousserende vine og 8 hedvine af portvinstypen. Desuden var der tilmeldt 17 frugtvine, 12 cider og 30 mjød.
Vinene var indsendt af 33 erhvervsproducenter, 53 hobbyproducenter samt 2 skandinaviske producenter, som alle konkurrerer på lige fod.
Vinene blev bedømt af smagepaneler bestående af sommelierer og personer fra vinbranchen. Smagepanelerne fik oplyst druesort(er) og årgang, men i øvrigt var vinene anonyme.
Årets Vinbonde blev Kurt Lundkvist med 16,50 point for CUVEÉ 10, en hedvin af portvinstypen, som blev den højest bedømte vin på skuet med en flot guldmedalje. Kurt Lundkvist producerede også årets bedste frugtvin KIRSA, som fik 15,00 point og dermed en sølvmedalje. Årets bedste cider med 14,00 point og en bronzemedalje blev Bøsserup Pigeon 2021 fremstillet af Jens Peter Bak, og årets bedste mjød med 16,00 point og en guldmedalje blev Danemordet fremstillet af Claus Jørgensen.
Inden for de enkelte druevinskategorier kan fremhæves årets bedste hvidvin med en sølvmedalje, som var Solaris fadgæret 2023 produceret af Lars Jacobsen. Årets bedste rosé var Guld Rosé produceret af Langå Søgård Vinlaug, som fik en sølvmedalje. Årets bedste rødvin med en guldmedalje var Hjertebjerg Frühburgunder produceret af Uffe Winther Nielsen. Årets bedste mousserende vin ligeledes med en guldmedalje var Lyngby Cuvée Classic 2021 brut produceret af Ola Johannesson.


