Det hæderkronede portvinshus Quinta do Noval har netop meddelt, at de vil lancere en vintage-port 2023, både den berømte Quinta do Noval Nacional Vintage Port 2023 samt Quinta do Passadouro Vintage Port 2023 og Quinta do Noval Vintage Port 2023.
Dermed kan 2023 godt se ud til at blive et af de store portvinsår hvor flere vil præsentere en vintage-port.
2023 havde en mild og våd vinter hvor vand reserverne blev godt fyldt op. Foråret var ideelt med varme og ikke megen nedbør hvilket passede vinstokkenes knopskydning og blomstring fint. Juli og starten af august var tør og varm dog uden hedebølger. Modningen skete derfor langsom og uden de store udfordringer. Vinene er derfor i.flg. Quinta Noval meget fyldige og intense med en flot struktur. En årgang som har potentialet for at blive anerkendt som meget elegant og langtlevende.
Vintage portvin er en portvinstype, der kun laves i de allerbedste år, typisk ca. tre gange i løbet af ti år. Den tilbringer kun ca. to år på fad, hvorefter den udvikler sig i mange år på flaske, og den er først drikkemoden i relativt sen alder. Hvis man da ikke holder af ung vintage-port, som mange er begyndt at foretrække. En vintage-port er oftest et blend af forskellige marker og druer, som giver netop det udtryk, huset ønsker. Derudover findes der Quinta Vintage, som er fra en enkelt vingård/vinmark og normalt er lidt lettere og hurtigere udviklet end traditionelle vintage-portvine.