Whiskydestillerier er bygget på historier, som er destilleriets livsnerve. Historier som gennem århundreder er gået fra generation til generation i alle lag i destilleriet. Og i en industri, hvor næsten alt er systematiseret, skrives der ikke meget ned. I stedet videregives den enorme viden fra person til person, historie for historie og er uundværlig i forhold til produktionen af lige præcist det udtryk, et destilleri ønsker. Dette har The Balvenie længe arbejdet med og især malt master Kelsey McKechnie har gennem de sidste år sat sit aftryk på whiskyen fra The Balvenie. Det var store sko hun skulle udfylde da hun i 2014 startede hos Grant’s. Hun blev ansat med henblik på med tiden at udfylde de store sko efter MBE David Stewart, whiskyverdenens måske største kapacitet og en person som i den grad sad på historierne fra The Balvenie. I år tog Kelsey McKechnie så endelig over og fik titlen malt master – i øvrigt som den yngste kvinde nogensinde.

 
The Balvenie-destilleriet
Ikke så langt fra Dufftown i centrum af Speyside i whiskyens mekka finder man The Balvenie, der er et af de få destillerier, som stadig selv har maltning integreret i produktionen. Det er i øvrigt en imponerende proces at følge, hvor man med sine egne øjne ser, hvordan kornet i spiringen danner enzymer som øger sukkerindholdet og dermed gør det muligt at skabe alkohol. Samt hvordan man ved tørringen af kornet arbejder med mere eller mindre brug af tørv. Byggen får man blandt andet fra egne marker tæt på destilleriet, selvom hovedparten er færdig malt leveret udefra.

The Balvenie er et af Grant-familiens tre destillerier og blev grundlagt i 1892. I begyndelsen af 1892 begyndte arbejdet med at konvertere et palæ fra det 18. århundrede (Balvenie New House) til et destilleri. Bygningen tog femten måneder at gennemføre, og den 1. maj 1893 fandt den første destillation sted på The Balvenie Distillery.

 
Malt masteren
Ansvaret for whiskyerne er som sagt lagt i hænderne på Kelsey McKechnie, som har taget over fra legendariske David Stewart. David Stewart er født på den skotske vestkyst i 1945 og startede sin karriere hos William Grant & Sons i 1962, året før Single Malt Scotch Whisky officielt blev eksporteret til England. Han blev udnævnt til malt master i 1974, og hans uovertrufne evne til at udvælge de fineste tønder til modning af whisky har hjulpet William Grant & Sons til prisen som Distillery of the Year intet mindre end otte gange (2010, 2009, 2007, 2006, 2005, 2001, 2000 og 1999). David Stewart fejrede sit 60 års jubilæum hos destilleriet i september 2022. I den forbindelse lancerede man en 60 års whisky, som var destilleriet i 1962 og flasket i 2022. I øvrigt fra et fad specielt udvalgt af Kelsey McKechnie til ære for David Stewart. Der blev flasket 71 flasker fra fadet, og disse blev sat til salg sidste år. Prisen var lige under 1 mio. kr. per flaske!

På besøg
Besøget hos The Balvenie tager næsten fem timer, men så kommer man også rundt om hele maltningsprocessen, fermenteringen, destilleringen og ser hvordan der arbejdes med fadene i bødkeriet. Turene gennem hallerne med fadene, hvor man stikker en lap frem og kan smage fadprøver fra forskellige nye og ældre årgange samt forskellige fade er bestemt en oplevelse som er langt fra den standardiserede turistversion, man ofte støder på. Følelsen af at se det traditionelle håndværk med masser af finesser er netop en af de ting, man slår sig på hos det klassiske destilleri.

Stilen
I dag er huset især kendt for sin fremragende malt, hvor en mindre del tørres med tørv, hvilket giver den karakteristiske røgede stil. Derudover har man eget bødkeri, hvor man genanvender fade, som tidligere er brugt i sherry-, portvin-, rom- og madeira-produktion.

The Balvenie er især blevet kendt for at modne dobbelt, først i ex-bourbonfade og derefter i ex-sherryfade. Denne doublewood stil har været destilleriets varemærke siden David Stewart tog over.

Stilen er meget fyldig og aromatisk. Man fornemmer at fadene betyder meget for stilen, og der eksperimenteres meget med toast-graden og forskellige typer af brugte fade.

Man kan besøge The Balvenie året rundt, enten formiddag eller eftermiddag. Man skal dog bestille tid, og prisen for et besøg er £75.

En række faste aftapninger fra The Balvenie:

Balvenie 14 y.o. Week of Peat Stories
48,3% | Hans Just | 649 kr.
Whisky på røget malt, modnet på bourbonfade. Let røg og vanilje i næsen. Sødmefuld i smagen med røg, toffee, citrus og vanilje. Velbalanceret med en flot, lang afslutning. 92

Balvenie 12 y.o. American Oak stories
43% | Hans Just | 499 kr.
Modnet på bourbonfade. Intens og krydret næse med orange- og vaniljenoter. Blød og rund med småkager, kandiseret frugt og vanilje. Velbalanceret med en lang, flot afslutning. 91

Balvenie 14 y.o. Caribbean Rum Cask
43% | Hans Just | 585 kr.
Parfumeret og meget krydret næse. Meget typisk Balvenie stil med orange, vanilje og farin. En spændende blød og eksotisk malt. Krydret afslutning. 90

Balvenie 12 y.o. Doublewood
40% | Hans Just | 489 kr.
Nødder og blommer i duften. Orange, vanilje og toffee i smagen. Blød og rund. Ikke voldsomt dyb i smagen, men meget imødekommende. Krydret i eftersmagen. 89