Local Spirits, den danske distributør af økologisk, lokal spiritus, bliver fremover hovedleverandør til Scandics 27 danske hoteller. Local Spirits gør brug af verdens første cirkulære leveringsløsning, som erstatter traditionelle glasflasker med genbrugelige spiritusbeholdere. Samarbejdet reducerer hotelkædens forbrug af glasflasker fra spiritus med 70%, hvilket mindsker CO2-udledningen med op til 90%. Derudover tilføres oplevelsen i hotelbaren et lokalt og innovativt kvalitetsløft.

Fremover vil Local Spirits være hovedleverandør og stå for 85% af spiritussortimentet til Scandics 27 danske hoteller. Samarbejdet forventes at være udrullet på alle hoteller ved udgangen af året.

Local Spirits’ unikke kvalitetsprodukter leveres i beholdere med 4,5 liter (ecoTOTE), der kan genopfyldes og genbruges mindst 150 gange. Hver enkelt beholder erstatter omkring 1000 flasker, og med det landsdækkende samarbejde kan Scandic fremover skære massivt i hotellernes forbrug af flasker. Hermed opnås en dokumenteret CO2-reduktion på 60-90% sammenlignet med levering af spiritus i engangsflasker.

Som en ekstra samarbejdsbonus planter Local Spirits et træ i Malaysia for hver ecoTOTE, de leverer til Scandic. På nuværende tidspunkt består området af 336 træer, og over tid vil samarbejdet mellem Scandic og Local Spirits resultere i en mindre skov. Det er planen, at hotelgæsterne skal kunne følge udviklingen af skovområdet ved at scanne en QR-kode, når de sidder i hotellernes barer og nyder en cocktail.