Påskeøen samt Chiloé Archipelago i Patagonien har netop opnået officiel Denominación de Origen (DO) status i Chile. Hele DO systemet blev introduceret i 1994 i Chile. Påskeøen som officielt kaldes Rapa Nui ligger mere end 3.500 km vest for Chiles kyst, men har siden 1888 været en del af Chile. Klimaet er subtropisk, men alligevel har man dyrket vin især på druerne pais og moscatel de alejandría. Senest har vinmagere som Alvaro Arriagada og Fernando Almeda plantet pinot noir og chardonnay med succes på øen. Den anden vil blive kaldt DO Chiloé og ligger 14 timers kørsel inklusiv en færgeoverfart fra hovedstaden Santiago. Klimaet er køligt og kan på mange måder minde om klimaet i Skotland med en del tåge. Det er især den kendte producent Montes som arbejder på øen, og selvom mængderne er små ser man et stort potentiale i fremtiden for druer brugt til mousserende vine. De to områder er desuden kendte turistdestinationer. Udover de to nye DO har man også besluttet at tillade 41 nye druer som kan skrives på etiketten. Indtil videre var 47 druer tilladt så med de nye er mere end 88 druer tilladt. Blandt de nye druer er f.eks. montepulciano, sagrantino, corvina, gamay, garganega og sylvaner.