Danmark importerede i 2023 cirka 161 mio. liter vin, hvilket svarer til et fald på tre procent i forhold til 2022. En del af dette reeksporteres, men omvendt købes der stadig en del vin hos vores naboer. Totalt set svarer det til at hver enkelt i Danmark over 18 år i gennemsnit drikker 35 liter vin årligt. Det er her værd at bemærke, at vinimporten, på trods af faldet, stadig ligger over niveauet fra før Corona-krisen, der resulterede i et væsentligt opsving i importen.
I 2023 forekom størst vækst i importen af Sydafrika og Frankrig med en stigning på henholdsvis 18 og 6 procent i forhold til 2022. Sydafrika svinger meget og skyldes især fokus fra de store dagligvarekæder. Frankrig er derimod efter flere års fald nu i konstant fremgang. Bortset fra en lille stigning af Italiensk vin på 3% var der fald i importen fra især Tyskland, USA og Chile. Og Tyskland er på sit laveste niveau i 20 år! Set over de seneste 5 år er det dog især USA og Australien som er har mere end fordoblet sin import.
Ligesom i de seneste år topper Italien som det mest populære vinland, men et mindre fald i 2022 er dog afløst af en stigning igen. Frankrig er nu tilbage som nummer to efterfulgt af Australien og Spanien, mens Chile nu er nede som det syvende mest populære vinland herhjemme. Chilensk vin er faldet med over 50% siden 2016.
Rødvin udgør fortsat 66% af vinimporten – med italiensk rødvin som den klare favorit, mens hvidvin udgør 33 procent – med Australien i spidsen.
Kigger på udelukkende på værdien af vinene topper Frankrig dog med 33% efterfulgt af Italien med 23%. Dette skyldes i høj grad at prisen på fransk vin er væsentlig højere end vine fra f.eks. Chile, Spanien og Sydafrika.
Vi drikker også mere portvin som i det seneste år er steget 18% i forhold til 2022. Vi drikker årligt omkring 2.3 mio. liter portvin. Mousserende vin er steget med 17%. Vi drikker godt 9 mio. liter bobler årligt. 24,5% af al mousserende vin er Champagne, hvilket er en stigning på over 250% siden 2006.
De populæreste vinlande (vækst fra 2022):
1 Italien 22% (3%)
2 Frankrig 15% (6%)
3 Australien 14% (-5%)
4 Spanien 12% (-1%)
5 Sydafrika 10% (18%)
6 USA 9% (-11%)
7 Chile 8% (-11%)
8 Tyskland 4% (-20%)
Andre (herunder Argentina, Østrig, New Zealand, Portugal m.fl.) 9% (-31%)
Kilde: VSOD’s Importstatistik