Nye tal fra Austrian Wine viser, at den globale eksport i 2023 faldt med 4,7% i volumen, men steg en smule med 2,7% i værdi sammenlignet med året før. Der blev i alt eksporteret for 1.8 mia. kr. vine fra Østrig til hele verden. Mens det største marked Tyskland stod for en stagnering, så man store fald i Schweiz, Holland, USA og Norge. Omvendt så man fremgang i Canada, Belgien og Danmark. Mængden af østrigsk vin til Danmark steg i 2023 med over 39% og med over 18% i værdi. Det gør Danmark til det 8 største marked for Østrig. 70% af al vin der eksporteres, er hvidvin hvor især den lokale grüner veltliner har markeret sig som den mest kendte østrigske drue.