Vindistriktet Saint-Joseph strækker sig ud over Rhônens højre bred. Ikke mindre end 56 km lige fra Guilherand i syd og til Chavanay i nord, dækkende 23 kommuner. Her ses vinmarkene plantet på stejle bjergsider, der siden antikken er blevet formet til terrasser. Netop de stejle marker og især de sydvendte har stor betydning for stilen i vinene. Tidligere hed vinene “Vin de Mauves”, hvilket hentyder til hovedbyen Mauves, hvor en række af de bedste marker ligger.

Saint-Joseph er primært anerkendt for sine rødvine, der er fremstillet på syrah-druen; og derudover produceres der 10% hvidvine, der er fremstillet på druesorterne roussanne og marsanne. Det er i øvrigt siden 1980 også tilladt at tilsætte op til 10% hvide druer til rødvinene.

Jordbunden er domineret af granit, men der er nogen forskel på jordbunden i nord og syd. I nord er det især blød gnejs og granit på bjergsider, mens det i syd omkring Tournon er sammensat af mergel og granitsammensætninger. Klimaet er et semi-fastlandsklima med en gennemsnitlig forskel på typisk 1-1½ grad mellem nord og syd.

Vi har her set nærmere på en række hvidvine fra Saint-Joseph.

 

Chapoutier Les Granilites Saint Joseph Blanc 2020, Rhône, Frankrig. 93
Kjær & Sommerfeldt | 250 kr.
100% marsanne fra granitholdig jordbund fra parceller i Charnas, Tournon og Mauves. Modnet på 600 l fade. Flot og fyldig vin med gule æbler, lette parfumerede noter, nødder og let toast. Flot balanceret og en flot hvid Rhone som sagtens kunne forveksles med en stor hvid hermitage. Alk.: 13,5%

 

Yannick Alléno & Michel Chapoutier Couronne de Chabot Saint Joseph Blanc 2019, Rhône, Frankrig. 92
Kjær & Sommerfeldt | 350 kr.
Sammenarbejde med kokken Yannick Alléno. 100% marsanne og 10 mdr. på 600l. fade. Fyldig vin med toffee noter i duften. Abrikos, fersken, flint, mandler i smagen. Ganske kompleks og spændende vin med en flot lang afslutning. Alk.: 13,5%

Cave de Tain Terre d’Ivoire Saint Joseph Blanc 2021, Rhône, Frankrig. 91
Vildmedvin | 200 kr.
100% marsanne. 10 mdr. på forskellige fade både nye og gamle. Flot stringent udtryk med fersken, citrus, ingefær og krydderier. Flot intensitet og en vellavet vin pakket ind af en flot syre. Alk.: 13%

Domaine Vallet Méribets Saint Joseph Blanc 2022, Rhône, Frankrig. 91
Atomwine | 170 kr. Tilbudspris
80% rousanne og 20% marsanne. Fyldig vin med tætte abrikosnoter i næsen. Koncentreret og velbalanceret vin med masser af power. Lang smag og en flot hvid nordrhone. Alk.: 13%

Guy Farge Vania Saint Joseph Blanc 2020, Rhône, Frankrig. 90
Supervin | 220 kr. Tilbudspris
Fyldig vin på 80% marsanne og resten rousanne. Fedmefuld med mandel, abrikos og citrusnoter. Ubetinget en madvin men flot balanceret med en lang afslutning. Alk.: 13,5%

Chapoutier Deschants Saint Joseph Blanc 2022, Rhône, Frankrig. 90
Kjær & Sommerfeldt | 200 kr.
100% marsanne fra granitholdig jordbund. Modnet på både stål og 600 l fade. Let krydret i udtrykket med licchi, fersken og citrusnoter. Mineralsk med en fin lang smag. Spændende vin. Alk.: 12,5%

Domaine Mucyn Les Carats Saint Joseph Blanc 2022, Rhône, Frankrig. 89
Lago | 175 kr.
100% rousanne. Fermenteret og modnet både på cement og fade. Nedfaldsfrugt og ingefærnoter i duften. En madvin med masser af intensitet og koncentration. Lette oxiderede træk, mørk med abrikos, tropiske frugtnoter i smagen. Lidt kluntet men en fin lang smag. Alk.: 13%