En 12-års whisky fra Danmark er nærmest en utrolig tanke. Men ikke desto mindre er det nu en realitet.
Dansk whisky har gennem de seneste år været gennem en rivende udvikling. Mange nye destillerier er poppet op siden dansk whiskys spæde start tilbage i 00’erne. Og Danmark tæller nu op mod 40-50 destillerier med større eller mindre produktion og kapacitet. Et af de første destillerier i denne nye bølge af dansk whisky er nu klar med en 12 års dansk whisky som det første destilleri herhjemme.
Det var Fary Lochan’s stifter og ildsjæl, Jens-Erik Jørgensen, der i slut-nullerne gik rundt i skoven i landsbyen Farre med en drøm og vision om at skabe verdens bedste whisky i Danmark. Produktionen var i starten meget begrænset. Fary Lochans første fad blev fyldt i december 2009 og i marts 2011 blev det kun 11. fad i destilleriets historie fyldt. Det var et 200 liters Bourbon fad. Det blev kaldt 2011-01. Og det har så fået lov til at ligge og modne sit indhold på sin faste plads i kælderen lige siden. Dette fads 12 år gamle whisky er nu hældt på flasker.
Whiskyen er modnet i 12 år på et first fill Bourbon Barrel og aftappet ved 52%. Der frigives 322 flasker (0,5 l) i alt. 1200 kr. er prisen for en flaske.
Den frigives officielt d. 18 november.