Den danske spiritusproducent Skotlander ApS, der holder til i Nordjylland, har netop vundet udbud til det norske Vinmonopol. Det tredobler selskabets produktion af lys rom.
– Det er en milepæl. Vi har forsøgt at vinde et monopol-udbud i mange år og nu er det lykkedes. Sådan siger Anders Skotlander, direktør i Skotlander ApS
I december sendes de første flasker Great Dane White Rum af sted, en variant der til Norge er blevet Fairtrade-certificeret.
– Vi har stort fokus på at tilstræbe en mere bæredygtig tilgang til spiritusproduktion. Vi arbejder med at reducere emballage (herunder at genanvende flasker og papmateriale), socialt ansvar og økologi. En naturlig udvikling i denne retning er Fairtrade, siger Anders Skotlander.
Fairtrade-certificeret sukker er med til at fremme udviklingen mod en mere transparent forsyningskæde i en hårdt ramt sukkerindustri. Produktionen af sukker er ofte tynget af alvorlige klimaforandringer, ekstrem fattigdom, og lave lønninger.
Skotlander ApS har siden 2013 produceret prisvindende rom, gin og likør i Danmark. Mest kendte er nok mærkerne Great Dane Rum, Herbie Gin, Ellenor og Skotlander Rom. Selskabet drives af Anders og Titte Skotlander og har seks ansatte.