I denne uge udgav Thornæs Destilleri sin allerførste udgave af Thornæs Single Malt Whisky. Whiskyen markerer starten på den næste fase i whiskydestilleriets historie, der gradvist vil byde på flere udgivelser af lokalt produceret whisky fra hjertet af Nordsjælland.
Udgivelsen, som meget passende har fået navnet ”1st Release”, omfatter 314 flasker i alt. Førsteudgaven af Thornæs Single Malt Whisky er en såkaldt ”Double Cask”, der har tilbragt sine første 13 måneder på ny dansk eg og derefter op til 25 måneder på et 250 l. hoghead bourbonfad af hvid amerikansk eg. Modningen på den danske eg er sket på små 50 liter fade.
”Da vi startede tilbage i 2020, lagde vi det meste af vores spiritus på små fade. Når fadene ligger på 50 eller 55 liter træfade, sker modningen hurtigere i forhold til større fade, og derfor står vi allerede i dag med et produkt, som er klar til salg. Kombinationen af dansk eg og amerikansk bourbon giver vores førsteudgivelse både bredde og dybde – en whisky med rigelig sødme og varme krydderier, men også et strejf af kompleksitet. Det er en meget
lovende førsteudgivelse, hvis jeg selv skal sige det”, siger Torben Thornæs Andersen.
Den er aftappet ved 50,9% og koster 1.295 kr. for 50 cl.