Den dansk/irske forestilling ”Whisky & Witches presents Mythical Beasts:

An Immersive, Mystical, Musical Whisky Tasting” kommer til Danmark til oktober. Spritnyt bringer her en anmeldelse af deres show i Edinburgh.

 Whisky & Witches er ikke som nogen anden whiskysmagning jeg har været til. Udover at servere unik og fremragende whisky (hvis man altså er til røg), leverer de to kvinder bag showet, danske Christine Kammerer og irske Jane Ross, også velvalgte fabler og smuk musik. Gennem de to timer showet varer, skifter stemningen konstant mellem dybfølt koncentration under musikken og let stemning med masser af humor mens der fortælles om whisky og fabeldyr. Arbejdsfordelingen mellem de to er klar: Christine står for musik og fabler, mens Jane står for whiskyen.

Whisky har altid været omgærdet af en vis mængde mystik, og der refereres ofte til overnaturlige væsner på en helt almindelig destilleritur. Tænk bare på udtryk som Angel’s Share og Devil’s Cut, der er fuldt integrerede i almindelig whiskyjargon. Det samme kan siges om det skotske Højland. Kun fantasien sætter grænser for hvad der sker i de dybe lochs, og man skal ikke have fået mange dram indenbords før man begynder at skimte søuhyrer. Whisky & Witches udforsker og fortæller underholdende om denne sammenhæng, mens publikum smager på de omtalte whiskyer. Der bruges især en del tid på de kvindelige bryggere med spidse hatte som kirken så sig sur på fordi de havde for mange penge og magt. Kvindernes plads i whiskyhistorien er stadig underfortalt, så det er en forfriskende vinkel. Generelt er sammenhængen mellem den serverede whisky og fortalte historie nogle gange tydeligere end andre, men det gør ikke så meget, så længe underholdningen er i top.

Christine imponerer med 10 sange som hun selv spiller og synger. Nogle gange ved hjælp af backing track, da hun trods alt ikke kan synge sit eget kor live. Sangene leveres på hele seks forskellige sprog og er en kombination af egne kompositioner og fortolkninger. Hun formår at tryllebinde det fyldte kælderlokale gang på gang, og det ellers interagerende og halvfulde publikum bliver helt stille når hun sætter lyd til whiskyen.

 Jane tager over når der skal snakkes whisky. Hun ejer baren Mother Superior som lægger lokaler til eventet. Hun giver en kort intro til destillerierne bag whiskyerne og fortæller hvilke smagsnoter hun fanger i dem. Det lyder måske som en lidt mere klassisk whiskysmagning, men hun formår at præsentere det på en måde så man aldrig keder sig. I stedet for klassiske smagsnoter, pakker hun smage og dufte ind i en fortælling som hun leverer med spydig, klassisk irsk humor.

Mother Superior har et meget imponerende udvalg af røget Islay-whisky, og Janes præference går igen i whiskyerne i smagningen. Hele fire ud af fem er røgede. Så man skal enten være glad for smagen af tørv eller være åben for at blive det, hvis man for alvor skal nyde whiskydelen af showet. De er desuden alle sammen tappet ved fadstyrke og leveret af den uafhængige tapper Spiritfilled. Fire af dem er lavet særligt til Whisky & Witches, så der er mulighed for en unik whiskyoplevelse.

Christine og Jane virker til at nyde hinandens selskab, interaktionen med publikum, whiskyen og showet. Det smitter af! Derudover er Whisky & Witches en uortodoks, nytænkende og underholdende whiskysmagning – som samtidig er meget mere end en whiskysmagning. Udover de unikke smagsprøver scorer showet måske ikke højt på whiskynørdefaktoren, men der er til gengæld meget andet at komme efter. En klar anbefaling herfra!

De specifikke whiskyer, historier og musiknumre vil være helt eller delvist udskiftet til det danske publikum.

Whisky & Witches kan opleves på Luke’s Bar i København 21. oktober og på Whiskybaren i Aalborg 22. oktober. Billetterne koster 395 kr. og billetter til showene i København og Aalborg kan købes hhv. her og her. Showet foregår på engelsk.