Sommerens hedebølge og de generelt stigende temperaturer har betydet at diskussionen om tilsætning af vand til vinen er blusset op igen. Tidligere var det normalt at ”fortynde” vinen med vand i de varmere områder i Europa. Men i 1907 blev det forbudt i Frankrig og senere i hele EU.
Men nu kan Wine-Searcher berette at flere producenter især i Languedoc ønsker muligheden for at tilsætte vand grundet klimaforandringerne. I dag tilsættes der vand i det skjulte flere steder typisk 3-4% vand for at balancere vinene men det er ikke lovligt. Argumentet for at tilsætte vand er at tilføre noget af det vand, som fordamper fra druerne under modningen. Bl.a. står den anerkendte vinproducent Michel Chapoutier bag forslaget. I USA er det tilladt at tilsætte vand til druemosten, og producenterne behøver ikke at angive det på etiketterne. EU er dog ikke stemt for at tillade tilsætning af vand til vinen og foreslår i stedet man arbejder med at fjerne noget af alkoholen ved hjælp af de teknikker der i dag eksisterer og er lovlige.