Som så mange andre vinregioner mærker Vinho Verde-regionen også presset fra klimaændringerne så generelt var 2022 varmere og tørrere end normalt. Fra maj til september registrerede regionen de varmeste temperaturer nogensinde. Mellem oktober 2021 og september 2022 faldt der kun 80 mm regn, hvilket er under regionens gennemsnit. I Vinho Verde området er folk gode til at tilpasse sig ændringerne: Høsten var 10% højere end gennemsnittet og det lykkedes endnu engang at plukke sunde og raske druer af høj kvalitet.

Vinho Verdes klimatiske og geografiske særpræg giver mulighed for at dyrke mange forskellige druesorter. De udtrykker sig forskelligt i de 9 underregioner og producenterne arbejder intenst med at finde de perfekte niveauer af modenhed og syre, som er vigtige parametre, når man vil lave komplekse og velstrukturerede vine på lokale druesorter. Loureirodruen har en blomsteragtig og frisk profil, og trives hovedsageligt i de mere kystnære underregioner. Alvarinho, Arinto og Avesso har en mere intens, frugtig karakter og vinene lavet på disse sorter har stort lagringspotentiale.

I Venetoområdet var vinteren mellem 2021 og 22 også meget tør – det regnede stort set ikke og det sneede slet ikke, så vinmarkerne begyndte deres vækstcyklus med meget få vandreserver. Den gik også i gang noget senere end året før, men de varme sommertemperaturer gjorde at væksten kom på sporet igen. Heldigvis kom der regn i slutningen af juli, og vinmarkerne var i stand til at komme sig og blomstre. Især de sent modne sorter, som Garganega, nåede at indhente det tabte. Den længe ventede sommerregn og de faldende temperaturer var en lettelse for alle, og 2022 blev en fremragende årgang på trods af så megen modgang frem mod høsten.