Så snart du kører af motorvejen, begynder landskabet at åbne sig med rullende bakker, skove og vinmarker. Man passerer igennem den ene lille landsby efter den anden, og det er svært ikke at blive hensat til et eventyr af Dumas. Det er dog ikke alt i det sydvestlige Frankrig, som er eventyrligt, og som I vil erfare på de kommende sider står vinbønderne over for nogle udfordrende valg, såvel i vinmarken som på hjemmefronten.

På trods af sit naboskab til verdens måske mest kendte vindistrikt Bordeaux er det de færreste, der kender områder som Saussignac, Rosette, Pecharmant og Montravel; og med rette, da vinen sjældent til aldrig ses på vinkortet på de danske restauranter og ej heller i de danske vinbutikker. Årsagen er, at ingen efterspørger vinene, og så er vi ude i diskussionen om hønen eller ægget. Så i stedet for at købe en førsteklasses Montravel, køber vi hellere en tredjeklasses Saint-Émilion, hvilket mine smagninger viste er en rigtigt ærgerlig beslutning.

Sydvest-Frankrig er gennemløbet af Dordogne-floden, som i gamle dage førte vinen op til havnen i Bordeaux og derfra ud i den store verden. Regionen var derfor også under Bordeaux-købmændenes kontrol, hvilket ledte til en række rigide regler, som favoriserede salget af Bordeauxs egne vine. Et faktum, som man stadig bærer nag over i distriktet.

Området består af mere end 30 underområder, og vi vil i denne artikel, for overblikkets skyld, begrænse os til Bergerac, Monbazillac, Saussignac, Perchemant og Montravel i Dordogne-dalen; og til Cahors, som skiller sig ud fra de fem foregående ved at være mere sydøstligt beliggende samt have et andet valg af druesorter.

Når klimaet udfordrer det klassiske valg af druesorter
I Dordogne-dalen er det merlot, som er kongen, ofte understøttet af cabernet sauvignon og for enkelte vinproducenter cabernet franc og malbec. Netop i valget af merlot som områdets dominerende druesort ligger også områdets største udfordring. Dette dels fordi, at merlot er en lidet elsket druesort, og dels fordi, at den i de seneste meget varme årgange har svært ved at skabe harmoniske vine. Under min første smagning af mere end 20 forskellig ejendommes signaturvine, står det klart, at mange af vinene sloges med et for højt indhold af alkohol og ganske enkelt savnede friskhed og balance. Dette opnår man typisk i de lidt bedre cuvéer ved at tilsætte hovedsageligt cabernet sauvignon, men et eller andet sted skal merlot’en jo blendes ind i vinene, og det sker så typisk i de billigere cuvéer. Netop prisen er en anden problematik, for når man smager den samlede portfolio hos vingårdene, er det tydeligt, at lige så snart man kommer lidt op i pris, så bliver der lavet flotte, ja endda meget flotte vine, der med længder kan tage konkurrencen op med vinene i samme prisklasse fra den mere vestligt beliggende nabo.

Så det er altså ikke talentet, der mangler. Det er der. Men når man skal lave en vin, der skal kunne sælges på gården for fem til syv euro til områdets mange turister, og man i forvejen er udfordret af en druesort, som kæmper med de stadigt stigende temperaturer, så står selv de bedste intentioner og evner desværre ofte for fald.

I forhold til de hvide er det sauvignon blanc, som tager førersædet, ofte understøttet af sémillon, sauvignon gris og til tider også lidt muscadelle og chenin blanc. Her opereres der egentlig med et højt bundniveau, omend stilen er anderledes end den, som vi kender fra f.eks. New Zealand, hvor man ofte bliver mødt med en højere syre og stærkere aromaer af stikkelsbær. I stedet er de hvide vine fra Dordogne ofte lidt fyldigere, hvilket skyldes en kombination af brugen af sémillion samt de føromtalte høje temperaturer. Dette får flere af områdets vinbønder til at lagre vinene på fade, hvilket kan give dem en ekstra dimension, når det gøres med en let hånd.

Et kig ind i Sydvestfrankrigs forskellige vinområder

Bergerac
Bergerac har, omend de gerne taler det ned, et umiskendeligt slægtsskab med Bordeaux. Dels nyder området godt af den infrastruktur, som udspringer fra Bordeaux by, dels deler man druesorter med de mere berømte områder i Bordeaux; og dels er jordbunden i Bergerac, omend med geologiske forskelle, meget lig den vi ser i højrebreds-kommunerne.

Ved de røde opdeles vinene i Bergerac og Côtes de Bergerac. Côtes de Bergerac i teorien hjemsted for områders bedste vine, med et udbytte der er fem hl mindre pr. ha og 0,5% mere alkohol. I praksis er denne regel teoretisk, da alle områdets vine ligger over minimumsgrænsen på 11% grundet den globale opvarmning. Ved de hvide er det kun de 0,5% alkohol (op til 11%), som adskiller en Côtes de Bergerac fra en Bergerac. Betegnelsen fungerer også som en opsamling for de røde og tørre hvide vine fra Monbazillac, Saussignac og Rosette, hvor der kun må laves ædelsøde vine. Netop de ædelsøde vine er en af Bergeracs absolutte styrker. De laves typisk i tre udgaver og kan, når de er bedst, sagtens bide skeer med en bedre sauternes og dét til en fraktion af prisen.

Monbazillac
Monbazillac, er med sine 2.500 hektarer det største område i verden for produktion af ædelsød vin. Der er stor variation i kvaliteten, men min smagning vidste et generelt højt bundniveau, og producenter som Tirecul la Graviere og Grand Maison laver vine, som ubetinget hører til iblandt de bedste ædelsøde vine i verden. Vinene laves i stil med sauternes, via angreb af svampen botrytis, der angriber druerne i morgen- og formiddagstimerne, før solen får magt og via sine sporer trækker væden ud af druerne og dermed koncentrerer deres sukker- og syreindhold. Ligesom i Sauternes høstes druerne af flere omgange, og ligesom i sauternes aldrig med maskine men altid i hånden. De bedste vine høstes ubetinget på de nordvendte skråninger, som solen er længere om at nå frem til.

Portræt af Tirecul la Graviere
Tirecul er i dag den absolutte top af Monbazillac, en status, som dels skyldes vinmarkenes beliggenhed, alle på nord- og østvendte skråninger i små minidale, hvor tågen samles naturligt. Domainet ejes af parret Bruno og Claudie, som først lejede jorden og siden købte den, efter at de havde solgt en mindre vinmark i Pomerol. Det otte hektarer store domaine havde dengang ikke den store bevågenhed, og det var parrets store held, at de umiddelbart efter at have lejet jorden kom til at stå ved siden af en producent fra Alsace, som blev importeret af Eric Solomon. På anbefaling smagte Eric vinene og serverede dem efterfølgende for Robert Parker, der ratede husets Cuvée Madame 98–100 og beskrev kvaliteten til at være på lige fod med Château d’Yquem. Omend parret slet ikke var parat til den høje rating fra verdens toneangivende vinskribent, så gav det dem dét rygstød, som de havde brug for. Der laves i dag tre ædelsøde vine på ejendommen, Les Pins, Tirecul la Graviere og Cuvée Madame, og på trods af at de prismæssigt hører til iblandt områdets dyreste, er de hver en krone værd; og en vin som Les Pins må decideret siges at være et fantastisk køb for et relativt beskedent beløb. Derudover laver Bruno og Claudie i dag også et par røde, hvide og mousserende vine. Alle gode og med stor indsigt. Da jeg for nyligt stoppede som indkøbschef hos den danske importør, må jeg erklære mig inhabil og har af samme årsag valgt ikke at rate vinene, omend min egen vinkælder vidner om min fascination af dem.

Vinene importeres af H.J. Hansen Vin

Portræt af Grande Maison
Grand Maison er egentlig de tilbageværende “ruiner” af en meget større borg, som blev ødelagt i religionskrigene. Ejendommens vinøse rygte blev grundlagt af Thierry Despres, som købte den i 1990 og omlagde de dengang fem hektarer, først til økologi for sidenhen at implementere biodynamiske principper i marken, som mundede ud i en certificering under Demeter i 2018. Siden er ejendommen vokset til nu 20 hektarer og har skiftet hænder til yngre kræfter, der på mange måder er fortsat i Thierrys fodspor. Der laves i dag såvel rød, hvid som mousserende vin på ejendommen. Alle vellavede vine, men det virkelige talent ligger måske ikke overraskende i de ædelsøde. Der laves fire forskellige cuvéer af de søde vine, hvoraf topcuvéen Monsters stadig kan fås, tilbage fra Thierrys ejerskab. Alle de søde er vellavede, med en god syrestruktur, som placerer dem iblandt de bedste i området.

Cuvée Château 2012
Meget indsmigrende i næsen, med masser af botrytis, ananas, fersken, appelsin og diskrete noter af kvæde. Fantastisk flot syrebalance. 94

Cuvée Monsters 2009
Lavet af den tidligere ejer og høstet med mere end 300 gram restsukker. Super  kompleks i næsen med massere af marcipan, tropiske frugter, safran og kandiserede frugter. På trods af sin unge alder stadig et meget ungdommeligt udtryk. En ekstremt kompleks vin med masser af lag og en nærmest uendelig eftersmag. 98

Vinen importeres ikke til Danmark men kan købes på slottet eller via deres hjemmeside til, kvaliteten taget i betragtning, særdeles rimelige priser.

Saussignac
Egentlig startede Saussignac som en interappellation i Bergerac, der blev indstiftet for at adskille de medium søde vine i området fra de meget søde, der stadig skulle sælges under Bergerac navnet. Betegnelsen tog aldrig rigtigt fart, og områdets mere skeptiske vinbønder forsatte med at benytte Bergerac navnet. Dette fortsatte, indtil en gruppe af mere ambitiøse producenter valgte at ansøge INAO om at benytte navnet til en mere koncentreret stil, som egentlig minder om Monbazillac. I starten blev tilladelsen til dette givet år for år, men da vinenes popularitet langt oversteg de mindre søde vines, blev reglerne til sidst ændret, så de i dag skal møde kravet for den mere søde “liquoreux”. Der laves også rigtigt fine eksemplarer af rød, hvid og rosé af områdets producenter, men disse skal i dag sælges som Bergerac eller Côtes de Bergerac.

Rosette
Da jeg fakta-tjekkede denne artikel, bestod Rosette af 44 hektarer vinmarker fordelt over 11 producenter. Området er beliggende lige omkring Bergerac by og er klassificeret med et maritimt klima, som dog har varmere somre og koldere vintre, end det er tilfældet i Bordeaux. De tilladte druesorter er sauvignon blanc, sémillion, muscadelle og sauvignon gris. Vinene er let sødmefyldte og skal drikkes i deres ungdom, hvilket de også bliver af de lokale.

Percharmant
Percharmant er udelukkende en rødvinsappellation, som lokalt er anerkendt for at lave vine af en højere kvalitet end naboernes, især grundet et større indhold af jern i jorden. Dette havde jeg rigtigt svært ved at se, og af de indsendte vine fra områdets producenter, var der ingen, der for mig kvalitativt stod ud over deres brødre og søstre fra de omgivende distrikter.

Området består i skrivende stund af 418 hektarer, hvor der i teorien kun må benyttes cabernet franc, cabernet sauvignon, malbec og merlot. Dette er dog teori, og praksis viser et lidt mere blandet billede. Alt dette sagt er Percharment et ambitiøst vinområde, som var de første til at tage brugen af nye fade til sig, og i 2020 hævede de minimumsbeplantningen fra 4.000 til 5.000 planter perr hektar.

Montravel
Montravel er beliggende på vejen fra Bordeaux imod Bergerac og er retteligt kendt for at give vine, som oftest besidder lidt mere friskhed og i sin ungdom også en mere ligefrem frugt. Betegnelsen må, men skal ikke, benyttes til såvel rød som tør og sød hvidvin. Merlot skal udgøre minimum 50% af blandingen, hvoraf resten skal komme fra cabernet franc og cabernet sauvignon samt malbec. Ved de hvide skal sémillion udgøre 25% og resten sauvignon og muscadelle. I en verden, hvor klimatiske ændringer udfordrer vinbønderne i en stadig stigende grad, bør man måske genoverveje valget af de dominerende druesorter.

Der arbejdes serøst i Montravel, med overordnede regler for beplantningstæthed (minimum 5.000 planter per hektar), regler for beskæring samt en smagning af vinene i det på høsten efterfølgende år, som skal fastslå, om vinens kvalitet lever op til områdets standard, eller om den skal deklassificeres til en Bergerac. Disse regler er en nødvendighed men påligger også producenten udgifter, som ikke altid kan hentes hjem, når vinen skal sælges; hvorfor at mange producenter i et forsøg på at sælge vinen, laver en mere moden stil, med en udstrakt fadlagring, som sjældent bliver rigtigt charmerende. Det sagt er der flere spændende producenter i området, som med vilje og midler kan bane vejen imod et højere prisniveau, som kan understøtte den nødvendige transformation i området.

Cahors
Efter en smagning af signaturvinene fra mere end 30 ejendomme bar ikke en eneste præg af tidligere tiders dårligdom, hvor grønne og umodne tanniner ofte dominerede vinene. Tværtimod stod det tydeligt, at området var på vej imod en langt mere imødekommende stil. Denne rejse er ikke lige startet. Tværtimod har viljen til at nærme sig et kundeklientel, som ikke har dybe kølige kældre og 20 års tålmodighed, været udtalt i området igennem de sidste 12-15 år.

I starten forsøgte man sig, ret usofistikerede, med at tilsætte forholdsvist store mængder af merlot til blenet, et forsøg, som aldrig rigtigt er lykkedes. Blandt andet fordi klimaet i Cahors i dag i to ud af tre årgange er for varmt til, at merlot rigtigt gør noget godt for blandingen.

Enkelte justerer stadig med mindre mængder af merlot, men de fleste har udskiftet denne praksis til et større fokus på udbyttet og valget af høst tidspunktet ligesom de er blevet bedre, såvel til canopy management som til arbejdet i kælderen. Yderligere forsøger enkelte sig med cabernet franc, her iblandt Domaine Cosse Maisonneuve, der med Siderolithe er et skoleeksempel på, hvor godt det kan gøres.

Det virker også til, at der er kommet bedre styr på brugen af nye egetræsfade, og langt de fleste af de vine, jeg smagte på min rejse, viste en mere nænsom tilgang til bødkernes fristelser, også i topcuvéerne.

I teorien består Cahors af mindst tre forskellige terroirs: Plateauet, hvor den jernrige ler skulle give vine med mere struktur; terrasser, hvor en blanding af ler, grus og småsten skulle give vine, hvor frugten er længere fremme; og terrasser, hvor et højere indhold af sand skulle give vine med en mørkere frugt.

Teorien består, men når jeg kigger mine smagsnotater igennem, er det i praksis svært at se, hvordan dette viser sig i glasset. Måske fordi malbec som druesort ikke er den store fortolker af terroir, og måske fordi der inden for de tre overordnede terroir er så mange underliggende terroirs, at disse overstyrer det overliggende indtryk.

Domaine Cosse Maisonneuve
Det er svært ikke at blive begejstret, når man besøger Cosse Maisonneuve. Ikke fordi der er et storslået slot med en tilhørende park og en slående udsigt over Lot-floden. Det er der ikke. Til gengæld er der Mathieu og Catherine, 28 hektarer og nogle af områdets mest elegante og fokuserede vine. Det startede i 1999 med kun fem hektarer vinmarker og så en rejse som i litteraturen beskrives som startende med overekstraktion og for meget egetræ, til at de nu er kommet ud på den anden side, hvor det virker til, at vinen bliver stadigt bedre år efter år. Man laver udelukkende røde vine på domainet, og malbec er den absolut dominerende druesort. Der er dog også plantet små mængder af cabernet franc, merlot og gamay. Al ny tilplantning forgår via selection massale, og vinmarkerne dyrkes biodynamisk. Det er seriøse vine, der hører til ikke bare blandt Cahors med også Frankrigs bedste.

La Farge 2019
Tæt i næsen, men med en blød, elegant og nærmest cremet struktur, meget indsmigrende allerede nu. Tanninerne er der, men de er bare enormt godt integreret i vinen. Noter af skovjordbær, solbær, kirsebær og lidt lys chokolade. 94

Siderolithe 2018
Her træder tanninerne lidt tydeligere frem, og det er klart en vin, som kræver tid, ikke bare ved bordet men også i kælderen. Balancen er perfekt, solbær, blommer, mørke kirsebær og lidt ribs. Bliver en stor vin engang. 94+

Forhandles af Rosforth og Rosforth