Danmarks største vingård Dyrehøj Vingaard er netop sat til salg for 39 mio. kr. Vingården ligger på Røsnæs ved Kalundborg. EDC Landbrug Poul Erik Bech har fået til opgave at formidle salget af den unikt beliggende vingård, som har tilhørende grundareal på 53,5 hektar.

“Det hele startede med, at en lokal landmand sagde til mig, at det var det bedste sted i Danmark at dyrke vin,” siger ejer af Dyrehøj Vingaard, Tom Christensen, som købte Dyrehøjgård i 2007 og et år senere satte de første vinstokke i jorden. Det skulle vise sig at være startskuddet til det, som i 2011 blev Danmarks største vingård, og som i dag, 16 år senere, har ca. 50.000 vinplanter i jorden og stadig drifter i bedste velgående.

I løbet af de 16 år har Dyrehøj Vingaard udviklet sig til at være meget mere end at være en vingård. Tom Christensen siger:  “Vi har været inde i en rivende udvikling siden vi satte de første vinstokke i jorden i 2008. Vi har opbygget et professionelt vineri og ansat dygtige folk, herunder ønologer som er vinens brygmestre og har en gigantisk passion for vin. Bevidst har vi opbygget overkapacitet, så vi kan producere vin for andre danske vinproducenter, som måske ikke har de samme faciliteter, som vi har. Desuden har vi tilføjet vores eget destilleri, så restproduktioner fra vores vinproduktion kan bruges som base for vores produktion af spiritus, som vi har oplevet en stor efterspørgsel efter.”

Han fortsætter: “Derudover har interessen for Danmarks største vingård givet et ekstra element til vores forretning i form af turisme. Vi har over 40.000 besøgende om året, som besøger vores vinbutik, vores vinbar, tager en rundvisning, bruger gården som kursussted eller besøger Café Dyrehøj, som vi har bortforpagtet, men i øvrigt har et super godt samarbejde med.”