Vi har testet 54 Reserva og Gran Reserva fra Rioja

Rioja er uden tvivl det mest kendte vinområde i Spanien. Stort set lige meget hvor i verden man befinder sig, kan man finde en rioja på vinhylden eller i vinkortet. Og igennem flere år var rioja det eneste, folk kunne associere med spansk vin.

Rioja er primært kendt for rødvine, men der produceres også hvidvine og rosé. De fleste vinhuse laver deres egne blandinger, typisk med minimum tre druer— dog med en hovedvægt på tempranillo. Herudover benyttes garnacha, graciano og mazuela. Garnachadruen tilfører ofte alkohol, syre og struktur til vinen. Udfordringen er, at tempranillo og garnacha ikke har et særligt højt indhold af tannin og karakter. Her kommer mazuela og graciano ind, da de ud over syre også tilfører vinen farve og en krydret tone. Især graciano har i de senere år fået en renæssance, og flere huse er begyndt at lave vine udelukkende på denne drue ved siden af deres normale vine. En typisk blanding i Rioja består af omkring 60-80 procent tempranillo, op til 20 procent garnacha samt en mindre andel mazuela og graciano.

Der laves mange forskellige stilarter, lige fra de klassiske vino jóven, crianza, reserva og gran reserva til de mere moderne, som ikke på samme måde benytter disse betegnelser, og hvor frugten i langt højere grad spiller en rolle i forhold til brugen af fade. Vi har i denne test valgt at fokusere på reserva og gran reserva kategorierne.

Reserva vinene lagres i minimum 36 måneder, hvoraf minimum 24 skal være på egetræsfad. De er ofte faddominerede i smagen og kan tit gemmes i flere år.

Gran reserva er vine, som fadlagres i minimum 24 måneder og i 36 måneder på flaske. Ofte lagrer de betydeligt mere, og en række klassiske producenter lagrer typisk vinene i 6-8 år. Marqués de Murrieta lagrede blandt andet sin gran reserva 1942 i ikke mindre end 41 år, før de frigav den i 1983. Gran reserva vinene er derfor de dyreste vine og de mest eksklusive. Ofte er de meget lyse og har et markant præg af fad i smagen. De har ligesom reserva vinene et langt gemmepotentiale.

Niveauet var højt, og det ses tydeligt, at det er gode årgange, som p.t. er i handlen fra Rioja. De klassiske vine fungerer i min optik stadig rigtigt flot. Måske ikke de store overraskelser her, men de er vellavede og har det tydelige men balancerede fadpræg, man forventer. Ultra klassisk og det må de i min optik gerne fortsætte med. Ingen tvivl om, at Rioja er tilbage på landkortet— et klassisk område, man ikke kan overse.


CVNE Imperial Gran Reserva 2016
Jysk Vin | 425 kr. Tilbudspris
85% Tempranillo, 10% Graciano og 5% Mazuelo. Ultra klassisk Rioja når det er bedst. Tætte sorte bærnoter, tobak og masser af fadnoter. Frisk i udtrykket hvilket i den grad klæder vinen. Flot dybde og en stor vin nu og de næste 15 år.
Alk.: 14%  96

 

Muga Prado Enea Gran Reserva 2014
Laudrup Vin | 625 kr. Tilbudspris
Stor duft, der vælter op af glasset. Frugt, der kommer i flere lag, og fadet ligger fint i baggrunden. Smagen er balanceret og fyldig. Stor på de fleste parametre. Sat virkeligt godt sammen med kompleksitet og saftighed. En stor vin med stort potentiale. Ville elske at smage denne igen om 15 år. Alk.: 14,5%  96


Miguel Merino Gran Reserva 2013
Vinoble | 425 kr. Tilbudspris
Meget elegant nærmest burgundisk i udtrykket med kølige røde bærnoter, lyse krydderier. Fadet velintegreret og der er en dybde og saftighed over denne vin der virkelig holder. Spændende bekendtskab!
Alk.: 14%  95


CVNE Imperial Gran Reserva 2015
Jysk Vin | 349 kr. Tilbudspris
Kraftfuld og en super klassisk Rioja med masser af fadpræg men på den gode måde. For frugten er koncentreret, flot struktur og en lang, kompleks afslutning. Alk.: 14%  94


Marqués de Murrieta Gran Reserva 2015
Laudrup Vin | 499 kr. Tilbudspris
Diskret næse, hvor hindbær og jordbær kommer snigende. I smagen lidt samme rolige billede med en fin, elegant frugt, der holder fadets noter på plads. Vinen åbner op og bliver fyldig med tæt sort frugt og krydderier fra fadet. Intens og i balance. Lang, sort eftersmag. Alk.: 14%  94


Finca del Marquesado Gran Reserva 2011
Juuls | 189 kr. Tilbudspris
Nuancer af kostald var det første, som jeg duftede, men den åbnede sig flot efter fem minutter. Hvor chokolade, lakrids, mynte, cigarkasse, egetræ og røde bær springer frem. Vinen er stadig en smule ung, men tannin og frugt går flot hånd i hånd. Alk.: 14%  93

 

LAN Gran Reserva 2015
Best Selection | 199 kr.
Moderne stil, hvor frugten spiller førsteviolin. Herlig intensitet og en syre, der løfter vinen godt op. Stor fylde og en vin, der udvikler mange lag i eftersmagen. Kompakt og intens på den gode måde. Alk.: 14%  93


Miguel Merino Reserva 2016
Vinoble | 359 kr. Tilbudspris
Flot næse med røde bær. Elegant udtryk og meget harmonisk. Pæn koncentration og masser af sorte bær, tobak og fadnoter i smagen. Flot balance og længde.
Alk.: 14%  93


Bai Gorri Reserva 2014
Otto Suenson | 219 kr.
Flot næse, hvor modne kirsebær, brombær, egetræ og lakrids kommer til udtryk, smagen følger næsen med udpræget egetræsfad efterfulgt af brombær, tobak og middelhavsurter. Kan lagre 5-10 år. Alk.: 14,5%  92


Alonso & Pedrajo Suañé Reserva 2016
Victoria Vine | 239 kr. Tilbudspris
Funklende klar i glasset med masser af rød frugt, lidt medicin og en moderne tilgang. Smagen er frugtdrevet med lidt sødt fad bagved. Herligt saftig afslutning i den moderne, polerede stil. Alk.: 14,5%  92


Altanza Club Reserva 2015
Jysk Vin | 149 kr. Tilbudspris
Meget frugtigt udtryk med masser af saftige røde bær og lyse krydderier i duft og smag. Flot fadintegration og en ganske imødekommende vellavet vin.
Alk.: 14%  92


Viña Pomal Reserva 2017
Kjær & Sommerfeldt | 199 kr. Tilbudspris
Flot næse med sorte bær og fadnoter. Klassisk i udtrykket med masser af brombær, tobak, kokos, vanilje og varme krydderier. Vellavet med en lang krydret afslutning.
Alk.: 14%  92


Remelluri Reserva 2012
Philipson Wine | 150 kr. Tilbudspris
Masser af vanilje i næsen. Flot struktur og meget ren i udtrykket. Pæne, bløde tanniner og en fin dybde. Alk.: 14%  92


Sierra Cantabria Gran Reserva 2010
Sigurd Müller Vinhandel | 250 kr.
Masser af svampe, varme krydderier, tobak og vanilje. Moden klassisk Rioja med masser af kompleksitet og en flot, lang afslutning. Alk.: 14%  92


Gomez Cruzado Reserva 2014
Otto Suenson | 199 kr.
Vinen er lidt anonym i næsen med umodne røde bær som det drivende element, smagen er flot balanceret mellem frugt, tannin og syre. Kan med fordel gemmes 3-5 år. Alk.: 14,5%  92


Muga Reserva 2018
Laudrup Vin | 219 kr. Tilbudspris
Lettere støvet næse med hindbær, brombær og tobak. En grovkornet tannin, meget udtørrende og hænger i munden lang tid. Alk.: 14%  92


Viña Pomal Gran Reserva 2014
Kjær & Sommerfeldt | 249 kr. Tilbudspris
Flot næse, som har mange forskellige lag, røde frugter, egetræ, urter, bitter chokolade, kirsebær. Smagen følger næsen med røde frugter som den primære karakter. Kan med fordel lagre 5-10 år. Alk.: 14%  92


Faustino I Gran Reserva 2010
MENY m. fl. | 110 kr. Tilbudspris
Meget frugtig og ligefrem. Flot balanceret, hvor de sorte bær og fadet harmonerer flot. Moden men alligevel med en flot friskhed. Meget drikkevenlig. Alk.: 13,5%  92


Altos Reserva 2015
CRT Spirits | 219 kr.
Flot, intens og frugtig næse. Masser af brombær, mokka og vanilje i smagen. Frisk og imødekommende i stilen. Vellavet med en pæn afslutning. Alk.: 14,5%  92


Izarbe Gran Reserva 2006
Johs. M. Klein | 269 kr.
Duft af kælder og syltede røde bær. Umiddelbart meget klassisk i stilen. Smagen er lidt spids til at starte med, men den samler sig med tid i glasset. En smuk, gammel stil af Rioja, der kræver tid. En god kombination af spinkel rød frugt og sød lakrids. Alk.: 14%  92


Cune Gran Reserva 2015
AMKA | 170 kr.
Ungdommelig næse med primære nuancer fra røde frugter og en let egetræsnuance. Strukturen i vinen er lidt voldsom, og den bør lagre mindst fem år endnu for at afbløde strukturen i vinen. Alk.: 13,5%  91


Viña Pomal Gran Reserva 2014
Kjær & Sommerfeldt | 189 kr. Tilbudspris
Tæt mørk næse med sorte bær og krydderier. Ultraklassisk i smagen med en del kokos, vanilje, tobak og krydderier fra fadet. Vellavet vin med en fin længde og anelse tørhed i eftersmagen.
Alk.: 14%  91


Viña Real Gran Reserva 2016
Jysk Vin | 175 kr. Tilbudspris
Lidt støvet i næsen men kommer pænt i smagen med intense brombær, mocca, tobak, kokos og vaniljenoter. Ultraklassisk Rioja men hvor frugten også får lov at spille en hovedrolle. Let tør men lang afslutning.
Alk.: 13,5%  91


Obalo Las Arenas Reserva 2017
Erik Sørensen Vin | 180 kr. Tilbudspris
Masser af krydrede noter i duft og smag. Sorte bær, tobak og en del fadnoter dominerer i smagen. Pænt balanceret med en sødmefuld krydret lang afslutning.
Alk.: 14,5%  91


Baron de Ley Reserva 2018
Føtex | 100 kr. Tilbudspris
Fyldig og ganske flot harmonisk vin med brombær, mocca, tobak og vanilje i smagen. Pænt balanceret især med fadet. Lang afslutning. En flot og tro reserva til stilen.
Alk.: 13,5%  91


Marqués de Riscal Reserva 2018
Netto | 109 kr. Tilbudspris
Klassisk Rioja med masser af toast og vanilje i duften. Intens i smagen med brombær, tobak, varme krydderier og masser af fadpræg. Velbalanceret med en lang afslutning. År efter år et sikkert køb til prisen!
Alk.: 14%  91


Sierra Cantabria Reserva 2014
Sigurd Müller Vinhandel | 190 kr.
Masser af vanilje i næsen. Køligt udtryk med brombær, mokka, mørke krydderier og vanilje i smagen. Pæn balance og en fin, lang afslutning. Alk.: 14%  91


Contino Reserva 2017
Jysk Vin | 195 kr. Tilbudspris
Det første indtryk, som næsen giver, er laktisk i form af A-38 efterfulgt af egetræ, cigarkasse, jordbær og umodne kirsebær. Fadet er ikke integreret endnu og er ret opulent med frugtsmagen gemt bag ved. Kan med fordel lagre 5-10 år. Alk.: 14%  90


Finca Montote Reserva Reserva 2014
Andrup Vin | 199 kr. Tilbudspris
Herlig åben og ligetil næse med søde røde frugter. Bliver lidt enkel i smagen, hvor frugten sejler fint ud af mundhulen. Alk.: 14,5%  90


Cerro Añon Gran Reserva 2016
Philipson Wine | 110 kr. Tilbudspris
Flot klassisk Rioja næse med masser af fad. Pænt balanceret og man fornemmer en flot frugtintensitet. En del fad men er velbalanceret og tro mod det man forventer. Pæn længde. Ganske flot gran reserva til prisen.
Alk.: 14%  90


Beronia Gran Reserva 2015
Udvalgte MENY | 149 kr. Tilbudspris
Pæn intensitet i duften med sorte bær. I smagen masser af frugt, overraskende lidt fadpræg af en gran reserva. Frisk og ligefrem om end ikke så dyb. Pæn krydret afslutning.
Alk.: 14,5%  90


Marqués de Caceres Reserva 2016
Strandgaarden | 149 kr. Tilbudspris
Flot og krydret næse. Masser af brombær, varme krydderier og vanilje. Klassisk stil, flot balanceret med en pæn afslutning. Alk.: 14%  90


Señorío de La Eralta Gran Reserva 2013
Fortium | 85 kr. Tilbudspris
En laktisk næse med urter og løg, efterfulgt af chokolade, lakrids og egetræ. Let tyndbenet struktur med en tannin, som man føler. Bør lagres fem år. Alk.: 13,5%  90


Terroir de Zinio Reserva 2017
Andrup Vin | 145 kr. Tilbudspris
Den gamle stil med medicinskab, støvet landevej og tørrede roser i næsen. Dybde i smagen, hvor frugten kommer snigende ind. Røde blommer og en lidt sødlig kant. Alk.: 15%  90

 

Finca del Marquesado Reserva 2015
Juuls | 139 kr. Tilbudspris
Diskret næse med lidt rød frugt og tørret tobak. Smagen er fin og slank, med noter af skovjordbær og fad. Vinen holder sig fint slank og elegant, dog uden de store armbevægelser. Alk.: 14%  90


Maqués del Atrio Reserva 2017
Skjold Burne | 130 kr.
Saftig og imødekommende med en del røde bær og fadnoter. Klassisk men alligevel med en del bærintensitet. Pæn længde. Alk.: 14%  90


Cerro Añon Reserva 2018
MENY | 100 kr. Tilbudspris
En flot næse med en god balance mellem frugt og fad, og afstemt struktur, som stadig kan lagre fem år for at opnå fuld modenhed. Alk.: 14%  90


Valde Lacierva Reserva 2015
Vin & Vin | 169 kr. Tilbudspris
Intens stil med en del fadkrydderi og moden mørk frugt. Tanninen holder vinen lidt stram i smagen. En flot vin, som kræver lidt mere tid i kælderen. Alk.: 14%  90


Cune Reserva 2017
AMKA | 140 kr.
Karakter af umodne kirsebær, ribs, tobak, middelhavsurter og mørk chokolade. Strukturen er voldsom med høje tanniner af en grov type. Alk.: 14%  89


Marqués de Riscal Reserva 2017
Udvalgte MENY, Kvickly, Superbrugsen | 100 kr. Tilbudspris
Flot, rolig duft, hvor frugt og tørrede blomster følges fint ad. Smagen har god balance mellem syrlig rød frugt og et bittert bid fra tanninen. Klassisk afslutning, hvor tingene arbejder fint videre. Alk.: 14%  89

 

Izarbe VS Reserva 2011
Johs. M. Klein | 179 kr.
Frisk bærnæse. Masser af solmodne sorte bær, mokka og vanilje. En meget ligefrem, vellavet imødekommende vin med en afslutning, der tørrer lidt ud. Alk.: 14%  89


LAN Reserva 2016
Best Selection | 149 kr.
Dyb moden rød frugt i både duft og smag. Et godt tanninbid og en underliggende syre der giver friskhed. Medium længde. Alk.: 13,5%  89


Beronia Gran Reserva 2013
Scandlines | 100 kr. Tilbudspris
Moden, med svampede noter i duften. Ikke megen intensitet, med sorte bær og vanilje som det dominerende. Savner mere frugt og slutter lidt kort. Alk.: 14%  89


Sancho Garcés Reserva 2017
Kobaj | 89 kr. Tilbudspris
Masser af toastpræg i næsen. Simpel og ligefrem vin, hvor fadintegrationen ikke helt er der. Men intens og meget krydret. Alk.: 15%  89


Olarra Clasico Reserva 2018
Philipson Wine | 90 kr. Tilbudspris
Fyldig og drevet af frugten med masser af sorte brombær, tobak, varme krydderier, kokos og vanilje. Vellavet og klassisk i udtrykket men ikke så dyb.
Alk.: 13,5%  89


Bodegas Alvia Mileto Reserva 2012
Scandinavian Wine & Chocolate | 90 kr. Tilbudspris
Hengemte jordbær i næsen, med en lidt støvet kælder. Der dukker lidt tørrede roser op sammen med sødmen fra fadet. Fin balance i smagen, hvor den røde frugt styrer dansen. Men ender lidt kort. Alk.: 13,5%  89


Marqués de Caceres Gran Reserva 2012
Strandgaarden | 279 kr. Tilbudspris
Tør, varm og krydret med svampede noter. Alderen fornemmes, og de tertiære noter har taget over. Tør afslutning. Alk.: 14,5%  89

 

Lachargo Reserva 2015
Johs. M. Klein | 135 kr.
Dyb og mørk stil, hvor chokolade og sorte blommer er fremherskende. Rå stil i munden, hvor tannin og syre tager kampen op med frugten. Tør afslutning. Alk.: 14%  88


Señorío de La Eralta Reserva 2016
Fortium | 69 kr.
Sorte bær i næsen. En vellavet og imødekommende vin med masser af sorte bær, krydderier og vaniljepræg. Ikke megen dybde dog. Alk.: 13,5%  88


Viña Pomal Reserva 2017
Kjær & Sommerfeldt | 159 kr. Tilbudspris
Frisk med en let tørhed i smagen. Medium koncentration og køligt udtryk. Saftig og let i stilen, hvilket sikkert skyldes årgangen. Alk.: 14%  88


Leza Gracia Reserva 2017
Kobaj | 87 kr. Tilbudspris
Kødfuld i udtrykket med brombær, krydderier og vanilje. Ligefrem, imødekommende om end ikke så dyb. Alk.: 15%  87


Beronia Reserva 2018
Udvalgte MENY | 109 kr. Tilbudspris
Pæne sorte bær i duften. Anelse bitterhed fornemmes i smagen og der er meget fad. Hænger ikke helt sammen om end man fornemmer det er gode fade. Let tørhed i afslutningen.
Alk.: 14%  87


Rioja Bordón Gran Reserva 2012
Bilka | 85 kr. Tilbudspris
Meget letbenet gran reserva med lyse frugtige noter, kokos og krydderier i smagen. Simpel – vel den fungerer men savner mere dybde.
Alk.: 14%  87


Cepa Lebrel Reserva 2017
Lidl | 55 kr.
En anelse bitterhed i frugten og virker noget udpint i smagen. Sorte bær, krydderier, tobak og et strejf vanilje. Kort i smagen. Alk.: 13,5%  86