Orkneyøernes verdenskendte whiskydestilleri Highland Park udgiver nu ny 54 år gammel single malt scotch whisky, den ældste udgivelse i Highland Parks historie. Udgivelsen kommer forud for destilleriets 225-års jubilæum senere dette år.

Jubilæumsåret 225, er samtidig det magiske tal for, hvor mange flasker der fremstilles af denne særligt sjældne single malt. Whiskyen blev i 1968 lagt på 4 refill butts-fade og 6 refill hogsheads-fade. 40 år senere, i 2008 blev de 2 fadtyper kombineret og hældt på europæiske first fill sherry butt-fade, hvor whiskyen forsat har fået lov at modnes. Den har gennem de seneste 14 år fået endnu mere dybde, intensitet og smagskarakter, men også dens særlige farvenuance har fået lov at udvikle sig løbende. Der sælges 4 flasker i Danmark.

Highland Park 54 års udgives i en specialfremstillet glasflaske, som er omsluttet af en graciøs præsentationsæske, der er lavet af det fineste, skotske egetræ. Sammen med flaske og æske venter der desuden ejeren en eksklusiv invitation til et enestående besøg hos Highland Park og de storslåede Orkneyøer.

De 225 flasker er aftappet ved 46,9% og prisen er 339.000 kr. for én flaske.