På St. Patrick’s Day den 17. marts, som er Irlands nationaldag, er landet nærmest i bogstavelig forstand farvet grønt, og irerne mødes til en pint på den lokale pub og alskens festivitas. Men de senere år er øllet blevet suppleret med whisky, for udviklingen går stærkt, og irsk whisky har aldrig stået stærkere end nu.

I Irland drikker man tør stout og whiskey, begge lavet på umaltet byg, som bl.a. giver whiskeyen sin karakteristiske smag af olie og hørfrø. Ja, irerne elsker whiskey og dét på trods af, at landet indtil for nyligt kun kunne mobilisere tre destillerier. Men udviklingen er nærmest eksploderet i de senere år, og mere end 34 nye destillerier er åbnet, og flere er på tegnebrættet!

Men allerede i 1172 kunne man læse om destillering i Irland, og faktum er, at Europas ældste whiskey er Old Bushmills fra 1276, beliggende i Nordirland. I Skotland var det først i 1494, man snakkede om whisky, da præsten John Cor fik tilsendt otte tønder malt til det formål at fremstille whisky.

Over 2.000 destillerier i Irland

I slutningen af 1700-tallet var der over 2.000 destillerier i Irland. Ganske vist var de ikke alle lovlige, men de producerede alle whiskey, oftest på byg. Uroligheder og borgerkrige gav nedgang i produktionen, og stille og roligt gik det nedad for irerne og deres whiskey.

Omkring år 1900 var der 88 irske whiskeymærker, men flere problemer for branchen indtraf under og efter Første Verdenskrig. Og på grund af krigen blev eksporten sat i stå. Og da USA (som var den største aftager af irsk whiskey) i 1920 indførte forbudstiden, som varede i 13 år, faldt efterspørgslen drastisk.

Én ulykke kommer sjældent alene, og efterfølgende kom borgerkrigen mod det engelske overherredømme. Da Irland endelig blev en selvstændig republik og startede produktionen op igen, var de blevet overhalet af skotterne. Skotterne var bedre til at markedsføre deres produkter til resten af Europa og bedre til at lovgive og sætte produktionen i system.

Hurtigt kunne antallet af destillerier derfor tælles på én hånd, og for at stå stærkere i den benhårde konkurrence gik en række af de største irske whiskeyproducenter sammen. Det var Jameson, Powers, Paddy og Tullamore under Irish Distillers. De blev i 1988 opkøbt af det franske firma Pernod-Ricard, og det var et salg, der ikke passede de irske whiskey-entusiaster, men det gav arbejde og sikrede overlevelse. Tullamore blev dog siden købt af Grants, og senest blev Bushmill solgt til mexikanske Casa Cuervo.

 

Tørven

Irlands landskab er præget af tørv, men det præger nu ikke whiskeyerne. Nok mest grundet historien, hvor man længe før tørveskæringen benyttede kul eller træ til at fyre op under kedlerne. Der er dog en enkelt kendt whiskey, som er røget, nemlig Connemara Peated Irish Malt fra Cooley-destilleriet. Der benyttes traditionelt i Irland en del umaltet byg i mæsken. Det skyldes en skat på malt, som blev indført af den engelske konge Henrik den 2. I dag benyttes der stadig 60-80% umaltet byg i produktionen, og det er blevet en del af den still, som irerne har skabt for deres whiskey. Desuden vandt tripledestillering indpas og benyttes stadig i dag på flere destillerier: En destilleringsform, som giver en højere alkohol og renere grundspiritus.

I 2016 blev en ny lov vedtaget, som beskriver kravene til irsk whiskey, og hvor The Irish Whiskey GI (Geographic Indication) sætter krav til bl.a. destillering og modningen af whiskey.

I dag ser Irlands whiskeyproduktion igen lys ud, og irsk whiskey er nu den hurtigst voksende spiritus i verden. Mere end 34 nye destillerier er åbnet, og flere som Kilbeggan og Teeling har for alvor bidt sig fast. Og i år vil man kunne smage nye whiskeyer fra Hinch, Micil og Tipperary. Samt de første potstill whiskyer fra Kilbeggan og The Shed.

 

Nye destillerier på vej

Der planlægges stadig flere nye destillerier i Irland. Produktionen er steget fra omkring seks millioner kasser whiskey i 2010 til nu omkring 12 millioner her i 2022. Og man regner med at øge yderligere til 20 millioner kasser i 2030. 140% er irsk whiskey steget siden 2010, og den er god for seks milliarder kroner årligt (skotsk whisky er til sammenligning 38 milliarder kroner værd). USA er klart det største marked og udgør næsten 40% af salget. I Danmark er irsk whiskey steget med 36% siden 2010, og der sælges årligt omkring lidt over en million flasker.

Senest er et whiskey museum åbnet i Dublin, og The Irish Whiskey Trail og Irish Whisky 360 gør et stort nummer ud af whiskeyturisme på den grønne ø, hvor man i dag kan man besøge 17 destillerier på øen. Og mere end en million mennesker besøgte et irsk destilleri inden covid-krisen indtraf. Så verden ser igen lys ud for den irske whiskey.