Den årlige smagning af de nye årgange fra Douro fandt sted i Regua i maj. Vi var med.

Produktion af vin i Douro er ikke ny, men i flere århundreder var bordvinene blot et appendiks til portvinen og kvaliteten derefter. Første skridt i en anden retning blev taget i 1952, da den første udgave af legendariske Barca Velha kom på gaden. Næste bølge fulgte i 1990´erne, hvor bl.a. Ramos Pinto og Alves de Sousa valgte at prioritere rød- og hvidvine fra Douro; og i 2003 så Douro Boys dagens lys, hvormed producenterne Niepoort, Quinta do Crasto, Quinta do Vallado, Quinta do Vale Meão og Quinta Vale de Maria– den sidste i dag erstattet af Van Zellers & Co.– forenede kræfterne.

Den første udgave af Douro Primeira, The New Douro, blev ligeledes afholdt i 2003 på initiativ af netop Douro Boys i samarbejde med storproducenten Symington Family Estates. Målet var og er at præsentere de nye årgange af såvel rødvine og hvidvine som portvine og med tiden også rosé og mousserende vin– i Portugal kaldet espumante.

Tre-i-ener
Årets arrangementet omfattede godt 20 producenter og var lidt af en tre-i-ener, idet det faktisk bestod af tre forskellige smagninger. En med de nye årgange, en med sent frigivne vine og en såkaldt speed-tasting med producenternes signaturvine. Det betød, at der blev smagt et bredt udvalgt af vine i forskellige årgange herunder mange af husenes topvine.

I mine noter har jeg valgt at fokusere på de seneste årgange. Det betyder, at topvine som f.eks. Quinta do Crastos Vinha do Ponte 2016, Quinta do Vallados Adelaide 2015 og Poerias Década 2010 samt Alves de Sousas fremragende hvidvin Pessoal 2016 med skam er sorteret fra, selv om de alle scorede point lige under eller over 95.

For portvinenes vedkommende har jeg valgt kun at medtage vintage portvin fra de seneste par årgange, altså 2019 og 2020, hvor jeg smagte flere fadprøver. Derfor er ellers udmærkede præsenterede vine som Colheita 2009 fra såvel Niepoort som Quinta do Noval samt Van Zellers & Co Colheita fra 1950 ikke medtaget.

Endelig peger jeg på fem atypiske Douro vine– altså vine med f.eks. mere primær frugt og kortere ekstraktion eller lavet på for regionen atypiske druesorter. Der synes at dukke flere og flere af den slags vine op.

Generelt går udviklingen mod kortere ekstraktion og mere diskret brug af fad, også blandt mere de traditionelle Douro-blends. Endvidere øges kvaliteten af hvidvine stadig, ligesom espumante også vinder frem, f.eks. med den glimrende producent Vertice.

Årgangene

2019
En fremragende årgang. Vinter og forår var meget tørre, hvilket forårsagede en vis stress, især i yngre vinstokke i anden halvdel af sommeren. Heldigvis var sommeren meget frisk med kølige nætter. Sidst i august fulgte regn, der gav en god modning og fenolisk modenhed på en blød og balanceret måde med fine syreniveauer. September var en perfekt høstmåned med moderate temperaturer og friske nætter, der tillod en gradvis modning og fremragende balance mellem sukker og syre.

2020
Gennemsnitlig nedbør i vinter og tidligt forår, men højere temperaturer end vanligt i det tidlige forår. Det bevirkede, at knopperne startede tre uger tidligere end normalt, og blomstringen to uger tidligere, i begyndelsen af ​​maj. Juni til august var præget af hedebølger, hvad de oprindelige sorter og gamle vinstokke dog kan tilpasse sig. Resultatet var en tidlig høst, uden regn i juni og juli, men dog med lidt nedbør i august, efterfulgt af høje temperaturer i september. Derfor et reduceret udbytte.

2021
Efter nogle varme og tørre år var 2021 et af de køligste år længe med god nedbør. Disse moderate forhold tillod en langsommere gradvis og balanceret modning. Meget kølige nætter bidrog til at opnå fremragende syreniveau og smuk fenolisk modning. Af flere bliver året sammenlignet med det fremragende 2011.

Portvin
For portvinenes vedkommende er både 2019 og 2020 mindre år, hvor der især produceres Single Quinta Vintage og færre såkaldte klassiske Vintage. Forskellen er, at druerne til førstnævnte kun kommer fra den pågældende vingård, hvorimod de klassiske er blends af druer fra forskellige vingårde med forskelligt terroir rundt om i Douro.

Undtagelser er der selvfølgelig en del af. Sogevinus, som ikke var med på Douro Primeira, har f.eks. i 2020 valgt at deklarere alle deres fire store klassiske brands; Cálem, Barros, Kopke og Burmester. Quinta do Noval har valgt at udsende såvel Noval som Noval Nacional i begge årgange, ligesom Churchill’s i 2020 udsender såvel den klassiske udgave som Single Quinta Vintage fra Gricha.

De fem bedste hvidvine

Poças Branco da Ribeira 2021   94
Løgismose | 395 kr.
Grøngul. Meget aromatisk med blomster, grønne noter og lidt fersken. Dejligt balanceret med stor friskhed, men også god fylde og kompleksitet, gule stenfrugter, floral med lang, delikat hale.

Wine & Soul Guru 2021   94
Atomwine | 300 kr.
Lys grøngul. Aromatisk med godt med frugt, citrus og mineralitet. Fyldig i munden med god frugt, florale noter og flot balancerende syre, dejligt kompleksitet, mineralsk hale med lidt citrusbid.

Vale D. Maria Vinha do Martim 2020   93
Ikke i dansk distribution pt.
Grøngul. Dejlig næse med lidt tropisk frugt. Dejlig i munden, frisk og sprød i første omgang, derefter mere frugtfylde og balancerede fadnoter. En fin vin.

Alves de Sousa Branco da Gaivosa Grande Reserva 2020   92
Det Portugisiske Hus | 245 kr.
Grøngul. Diskret næse med citrus og blomster. God fylde i munden, dejlig kompleksitet, som kommer i flere tempi, velbalanceret og delikat.

Niepoort Redoma Branco 2020   92
Theis Vine | 170 kr.
Blend fra gammel vinmark. Lys, grøngul. Aromatisk med citrus og blomster, let parfumeret. Frisk og kompleks i munden med god frugt, mineralitet, tør med flot balance samt lang hale.

Andre gode hvidvine:
Quinta do Noval Reserva Branco 2021. 92
Quinta dos Murças Assobio 2021. 92
Pó de Poeira 2021. 92
Quinta da Romaneira Reserva White 2021. 92
Ramos Pinto Duas Quintas Reserva. 92
Lavradores de Feitoria Branco 2021. 92
Van Zellers & Co CV Branco 2019. 92

De fem bedste rødvine

Alves de Sousa Abandonado 2019   95
Det Portugisiske Hus 595 kr.
Mørk og intens næse med mørke bær, masser af krydderurter, mynte, eukalyptus, lavendel og stevia. Kraftig og tæt i munden med dejlig kompleksitet, lang og intens hale med markante men bløde tanniner. En flot og velbalanceret vin.

Quinta do Vale Meão 2020   95
Jysk Vin 795 kr. v/3 stk.
Mørk rubin. Intens næse, masser af frugt og mørke bær, lidt mynte og krydderurt, lavendel, stevia. Intens i munden med god frugtfylde og lidt urter, pinje og skov samt godt med bløde tanniner til et lagt liv. En flot vin.

Poeira 2019   94
Atomwine | 300 kr.
Mørk rubin. Intens og aromatisk med mørke bær, solbær, brombær. Flot i munden med masser af frugt, mørke kirsebær, solbær, dejlig kompleksitet, integrerede tanniner, lang hale med tørre tanniner. Stort potentiale.

Prats & Symington Chryseia 2019   94
Kjær & Sommerfeldt 579 kr.
75% touriga franca og 25% touriga nacional. Mørk rubin, lilla kant, tæt, næsten uigennemsigtig. Ekspressiv med mørke bær, mineralitet, kirsebær og lidt florale noter. Lidt lukket i munden med god fylde, mørke bør, krydderurter, mineralitet, lang hale, fint balanceret, markante tørre tanniner i enden. Stort potentiale.

Wine & Soul Pintas 2019   94
Atomwine | 700 kr.
Mørk rubin, lilla kant, dyb. Intens og ekspressiv næse med mørke bær, sorte kirsebær. Kraftig og fyldig med massive tanniner, lavendel, krydderurter. En stor vine med stort potentiale.

Andre gode rødvine
Alves de Sousa Vinha de Lordelo 2019. 94
Poças Símbolo 2017. 94
Quinta Vale D. Maria Vinha do Rio 2019. 94
Symington Family Estates Quinta do Vesuvio 2019. 94
Churchill´s Quinta da Gricha Original 2020. 93
Niepoort Charme 2019. 93
Quinta da Romaneira touriga francesa “Carrapata” 2019. 93
Wine & Soul Manoella VV 2019. 93
Ramos Pinto Duas Quintas Reserva 2019. 93
Van Zellers & Co VZ Tinto 2020. 92
Casa Ferreirinha Quinta da Leda 2019. 92
Quinta dos Murças Reserva 2016. 92

De fem bedste portvine

Niepoort Vintage Port 2019   95
Theis Vine | ukendt pris
Mørk rubin med lilla kant. Frisk næse med blomster, røde bær, friske krydderurter, esteve. Meget kompakt, men også elegant, kirsebær og florale noter, godt med tanniner, kraftige tørre tanniner i enden.

Quinta do Noval Vintage Port 2019   94
Johs. M. Klein | 899 kr.
Mørk rubin, dyb og sort. Elegant i munden med mørke bør og jordbær, krydret baggrund, tæt struktur, delikat og elegant med stort potentiale.

Alves de Sousa Quinta da Gaivosa “Amphitheatrum” Vintage Port 2020   94
Det Portugisiske Hus | 985 kr.
Sort og uigennemsigtig. Røde bær og mere mørke toner. Floral og elegant i munden med stor kompleksitet bag. Fin struktur, godt med tanniner og lang, lang hale.

Ramos Pinto Quinta de Ervamoira Vintage Port 2020   93
Vinoble | 799 kr.
Dyb og mørk rubin, lilla kant. Floral med mørke bær. Let og elegant i første omgang, dernæst med tyngde og markante integrerede tanniner, floral, lidt krydderurter, tørre tanniner i halen. Mellemlangt potentiale.

Churchill´s Vintage Port 2020   93
Vinens Verden | 845 kr.
Mørk rubin, tæt, lilla kant. Lidt krydret næse med mørke og krydderurter. Tæt struktur med mørke bær og mørk chokolade, dejligt kompleks, godt med tanniner, lang hale, stort potentiale.

Andre gode portvine:
Wine & Soul Pintas Vintage 2019. 93
Quinta do Vale Meão Vintage Porto 2019. 93
Alves de Sousa Vintage 2019. 93
Quinta do Vallado Vintage Port 2019. 92
Churchill’s Quinta da Gricha Vintage 2020. 92
Poças Vintage 2020. 92
Quinta do Crasto Vintage 2019. 92
Quinta da Romaneira Vintage Port 2019. 91

Fem atypiske vine fra Douro:

Niepoort Bastardo 2020   93
Theis Vine | ukendt pris
Lys, teglrød. Frisk og krydret næse med røde bær og kirsebær. Dejlig i munden, mørke kirsebær, krydret undertone med lidt tobak, meget diskret bløde tanniner, på en gang let og elegant og samtidig med god kompleksitet i smagen.

Quinta do Crasto Altitude 2019   92
Portugisisk Vinkælder | 145 kr.
Blend af tinta francisca og touriga nacional fra højt beliggende marker. Lys rubin, lys kant, lav intensitet. Røde bær, kirsebær og lidt krydret underlag. Læskende og sprød i munden med røde bær, florale noter og krydret underlag.

Quinta do Vale Meão Monte Meão Vinha da Cantina 2019   92
Jysk Vin | 255 kr. tilbudspris
100% baga, som ellers mest dyrkes i Bairrada. Lys rubin. Frisk næse med røde bær. Meget rund og blød med jordbær, kirsebær og andre røde bær, fint syreniveau, diskrete silkebløde tanniner.

Quinta do Vallado Prima 2021  91
Philipson Wine | ca. 100 kr.
100% moscatel galego. Lys grøngul. Ekspressiv og lidt parfumeret, blomster. Frisk og sprød, med eksotisk frugt som ananas og passionsfrugt, dejlig aromatisk, flot balance.

Poças Fora da Série Orange 2021  91
Løgismose | xx kr.
Orangevin lavet på arinto og códega. Ravfarvet med lys kant. Lidt skjult næse. God tekstur i munden med god frugt og fin balance samt en smule tanniner i baggrunden