Vinene fra det nordlige Rhône har altid været vine med en stor respekt om sig. Og vinene fra især Hermitage og Côte Rôtie har været blandt de klassiske og mest anerkendte vine i verden. Hvor Côte Rôtie udelukkende har været rødvine på primært syrah druen, er Hermitage også kendt for sine hvidvine på rousanne og marsanne. De senere år er også Cornas kommet pænt efter samt Saint Joseph og til dels Crozes Hermitage. På hvidvinssiden er det især Condrieu, som har fået en position i markedet med deres hvidvine udelukkende på viognier.

DinVinGuide var i april i det nordlige Rhône for at smage de nyeste årgange, som netop frigives, hvilket primært er 2019 og 2020.

 

2020

En mild og våd vinter betød, at vandreserverne blev pænt opbygget og ledte til en forholdsvist tidlig knopskydning. Især fordi marts var relativt varm. Det betød, at man mange steder var udfordret, hvis der kom sen frost. Sommeren var varm og tør, hvilket betød, at sukkerindholdet i druerne steg. Hedebølge i juli betød, at man nogle steder oplevede, at vinstokkene lukkede ned, og druernes modning blev standset. Man oplever derfor en lidt mindre alkohol i vinene end i 2019. Men tørt vejr, mere moderate temperaturer og en del vind betød, at druerne fik perfekte betingelser for modning. Endvidere så man generelt køligere temperaturer om natten end året før. Især syrah klarede sig flot med en fin modning og sødmefulde, krydrede noter.

2019

Der faldt en del nedbør i slutningen af 2018, som opbyggede vandreserve; og det var tiltrængt, for 2019 var generelt meget tørt. Det gælder stort set alle måneder, hvor der faldt mindre nedbør end normalen. Vejret var mildt i februar og marts. Knopskydningen kom tidligt, og der var udfordringer med frost. Men en kølig maj og juni fik cyklus tilbage til normalen. Sommeren var varm og tør, hvilket betød, at der ikke var de store problemer. Det gode og ideelle vejr fortsatte ind i september med en flot balance mellem sukker og den fenoliske modning i druerne. Kølige nætter gjorde, at syren blev bevaret. Kvaliteten i 2019 er fremragende, det er alle enige om. En årgang, der på alle måder nærmest var ideel. Masser af struktur, farve og fin tanninstruktur i vinene. Minder på mange måder om 2018 i nord. To store årgange! De hvide måske ikke helt så fremragende som de røde.

 

te Rôtie

Nordligst i Rhône finder man et yderst smalt vinområde og med kun 279 hektarer, det er det ikke større end et af de store Bordeaux huse. Vinmarkerne ligger udelukkende på den vestlige side af floden og går næsten lodret op i vejret. Nogle af markerne har da også en hældning på over 60 grader, hvilket stort set betyder, at alle vinmarker er anlagt med terrasser, da det ellers er umuligt at arbejde med vinstokkene.

Her er det syrah og viognier, der dyrkes, men det er kun rødvine, som er godkendt. Til gengæld er der mange, som benytter op til 20% viognier i vinene for at give dem mere frugt og tage lidt af de til tider hårde tanniner.

Området består af tre delområder: Saint-Cyr-sur-Rhône, Ampuis og Tupin-Semons, og stort set alle marker ligger mellem 180 og 325 meters højde. I Saint-Cyr-sur-Rhône og Ampuis er der primært skifer, mens man i Tupin-Semons finder mere granit. I smagen kommer det primært til udtryk i lidt blødere og mere tilgængelige vine i Tupin-Semons end nordligere.

Klimaet er semi-kontinentalt, og der benyttes det specielle opbindingssystem single guyot med to stokke, hvilket ikke ses mange andre steder. En metode til at give mere sollys til druerne, og som har stor betydning for den fenoliske modning.

Vinene er da også stilmæssigt mere i familie med bourgogne end med det sydlige Rhône. Lyse, høje tanniner og yderst elegante. Måske ikke nær så gemmeværdige som vinene fra Hermitage og Cornas, men alligevel bør man vente en 8-10 år før vinene rigtigt viser sin rette identitet.

Der er to gennemgående stilarter, der gik igennem smagningen af vinene fra Côte Rôtie. Dels de elegante, hvor der primært benyttes brugte fade, og hvor der fermenteres med stilkene. En metode, som især Jamet og Rostaing er eksponenter for; og så den anden stil, hvor stilkene primært fjernes, og hvor vinene lagrer på en del nye fade. Her er det især Guigal og Stephane Ogier, som er gået i denne retning.

Generelt var niveauet højt, og man fornemmer, at man i 2018 og 2019 har to meget store årgange. 2020 når måske ikke helt samme niveau men er friske og måske mere tilgængelige som unge.

 

De bedste vine netop frigivet

Guigal La Landonne Côte Rôtie 2018. 99

Guigal La Turque Côte Rôtie 2018. 98

Guigal La Mouline Côte Rôtie 2018. 96

Stephane Ogier La Viallier Côte Rôtie 2020. 95

Duclaux Coteaux du Tupin Côte Rôtie 2020. 95

Jamet  Côte Rôtie 2019. 94

Yves Cuilleron La Vaillere Côte Rôtie 2020. 94

Chapoutier Neve Côte Rôtie 2019. 94

Guigal Chateau Ampuis Côte Rôtie 2018. 93

Christophe Pichon La Comtesse en Cote Blonde Côte Rôtie 2019. 93

Duclaux Maison Rouge Côte Rôtie 2020. 93

Graeme & Julie Bott Côte Rôtie 2019. 93

Yves Cuilleron Bonnivire Côte Rôtie 2020. 92

Duclaux La Germin Côte Rôtie 2020. 92

Guigal Brune et Blonde Côte Rôtie 2019. 91

 

 

Condrieu

Det er næsten et under, at vi i dag kan nyde hvidvinene fra Condrieu, for det er ikke mange år siden, at området var helt ved at forsvinde. Men især én person, Georges Vernay, holdt stædigt fast og blev ved med at producere den blomstrede hvidvin— og det på trods af, at priserne i 1980’erne var omkring otte kroner for en flaske, og der totalt set kun var 14 hektarer tilbage med viognierstokke. Gennembruddet kom netop på grund af druen viognier, som blev populær flere steder i verden, blandt andet i Californien og i Australien. Det betød et større fokus på druens oprindelsessted i Rhônedalen, og der blev plantet flere stokke, og både kvaliteten og priserne steg. I dag er der 168 hektarer, og det er svært at få øje på flere muligheder. Så skal man ændre på det geografiske område og f.eks. tillade vinstokke i over 300 meters højde, hvilket måske er en vej frem, da temperaturerne generelt i området er steget en del de seneste årtier.

Condrieu er udelukkende hvidvine på viognier, som dyrkes på de granitholdige skråninger på den vestlige side af floden. Når man ser op på markerne, er de især kendetegnet ved den pulveriserede granit, der ligger som en sandlignende overflade, og som holder på varmen og giver druen sin karakteristiske aromatiske karakter.

Vinene fra Condrieu havde et meget højt niveau, og man fornemmer, at 2020, som frigives nu, på mange måder er et flot år for hvidvinene fra Condrieu; hvor balancen i dén grad er til stede med en medium alkohol, en flot syre og masser af intensitet. Der er kommet flere unge til, og det ses i stilen af vinene, som med tiden er blevet lettere og mere elegant.

 

De bedste vine netop frigivet

Guigal La Dorianne Condrieu 2020. 96

Vernay Coteau de Vernon Condrieu 2020. 95

Stephane Ogier VV Condrieu 2018. 94

Yves Cuilleron Verlieu Condrieu 2020. 94

Niero Heritage Condrieu 2018. 94

Christophe Pichon la Roche Coulante Condrieu 2020. 93

Vernay L’Enfer Condrieu 2020. 93

Jamet Condrieu 2020. 93

Yves Cuilleron Vernon Condrieu 2020. 93

Chapoutier Coteau de Chery Condrieu 2016. 93

Perret Clos Chanson Condrieu 2020. 93

Perret Chery Condrieu 2020. 93

Niero Chery Condrieu 2020. 93

Graeme & Julie Bott L’Aleau Condrieu 2020. 93

Graeme & Julie Bott Condrieu 2020. 92

Guigal Condrieu 2020. 92

Yves Cuilleron Les Challets Condrieu 2020. 92

Christophe Pichon   Condrieu 2020. 92

Perret Condrieu 2020. 92

Les Vins de Vienne La Chambée Condrieu 2020. 91

Christophe Blanc Les Valins Condrieu 2020. 91

Julian Pilon Vernon Condrieu 2020. 90

Francois Villard DePoncins Condrieu 2020. 90

 

 

St. Joseph

Vindistriktet Saint-Joseph strækker sig ud over Rhôneflodens højre bred, ikke mindre end 56 km lige fra Guilherand i syd og til Chavanay i nord, dækkende 23 kommuner. Her ses vinmarkene plantet på stejle bjergsider, der siden antikken er blevet formet til terrasser. Netop de stejle marker og især sydvendte marker har stor betydning for stilen i vinene. Tidligere hed vinene ”vin de Mauves”, hvilket hentyder til hovedbyen Mauves, hvor en række af de bedste marker ligger.

Saint Joseph er primært anerkendt for sine rødvine, der er fremstillet på syrah-druen; derudover produceres der 10% hvidvine, der er fremstillet på druesorterne roussanne og marsanne. Det er i øvrigt siden 1980 også tilladt at tilsætte op til 10% hvide druer til rødvinene.

Jordbunden er domineret af granit, men der er nogen forskel på jordbunden i nord og syd. I nord er det især blød gnejs og granit på bjergsider, mens det i syd omkring Tournon er sammensat af mergel og granitsammensætninger. Klimaet er et semi-fastlandsklima med en forskel på typisk 1-1½ grad mellem nord og syd.

Niveauet var generelt pænt, og der var mange vellavede og spændende vine. Enkelte har en tendens til at bruge meget fad, som ikke helt integreres. De bedste vine havde udmærket struktur, masser af frugt og var flot balancerede. Saint Joseph er måske det område i det nordlige Rhône, hvor man får mest værdi for pengene, og det er bestemt værd at kigge i denne retning. Også hvidvinene viste en høj klasse med enkelte absolut fremragende vine. Der ses en tendens til at benytte mere rousanne sydpå i Saint Joseph, mens marsanne udgør en højere del mod nord.

 

De bedste vine netop frigivet

Chapoutier Les Clos Saint Joseph 2016 96

Guigal Vignes de L’Hospices Saint Joseph 2019. 95

Chapoutier Les Granits Blanc Saint Joseph 2017 94

Chapoutier Les Granilites Blanc Saint Joseph 2019. 93

Berhard Gripa Parady Saint Joseph 2019. 93

Berhard Gripa Le Berceau Saint Joseph 2020. 93

Delas Freres Sainte Epine Saint Joseph 2018 92

Coursodon L’olivaie Saint Joseph 2020. 92

Pierre Gonon Saint Joseph 2020. 92

Louis Cheze Ro-Ree Blanc Saint Joseph 2020. 92

Berhard Gripa Saint Joseph 2020. 92

Stephane Ogier Les Passage Saint Joseph 2020. 92

Guigal Saint Joseph 2019. 92

Pascal Jamet tour d’arras Saint Joseph 2019. 91

Domaine du Mortier Combeniere Saint Joseph 2020. 91

Luyton Fleury Origine Saint Joseph 2018 91

Francois Villard Mariant Saint Joseph 2019. 91

Jean Claude Marsanne Saint Joseph 2019. 91

Louis Cheze Caroline Saint Joseph 2019. 91

Vallet Anthony Merbets Saint Joseph 2020. 91

Domaine Coursodon Silice Blanc Saint Joseph 2021 91

Mathouret Blanc Saint Joseph 2020. 91

Domaine du Mortier Terrases Saint Joseph 2020. 91

Graeme & Julie Bott Blanc Saint Joseph 2021 91

 

Hermitage og Crozes-Hermitage

Hermitage er uden sammenligning den mest berømte af alle de nordlige Rhône appellationer. Kommunen hører til blandt de mindste i regionen, og mængderne af den legendariske Hermitage er forsvindende lille. Vinene er blandt de længst levende i Frankrig og kan nemt sammenlignes i kvalitet med de store slotte og domæner i Bordeaux og Bourgogne.

Der er noget mytisk over Hermitage-skråningen. Så vidt vides dyrkede grækerne druer her allerede 600 år før vor tidsregning. Efterfølgende blev bakketoppen kendt som Côteau de Saint-Christophe på grund af et kapel på toppen opkaldt efter Sankt Kristoffer (nu blot kendt som La Chapelle). Det nuværende navn Hermitage (eller Ermitage) fik det i 1600-tallet til minde om ridderen Henri-Gaspard de Sterimberg, som efter det albigensiske korstog vendte tilbage til bakketoppen som eneboer (hermit). Også på det tidspunkt blev der i øvrigt lavet vin.

Hermitage markerne ligger på den stejle, sydvendte skråning og dermed får mindre påvirkning fra den kolde mistralvind end andre vinmarker i det nordlige Rhône. Det gør dem til de varmeste i le Rhône septentrional, som nordområdet også kaldes, sammen med Cornas. Jordbunden er præget af forvitret granit og gnejs (og sand) på bakkens vestige side, på østsiden og nedad løss, en mængde kalksten, rød og gul ler og grus fra floder og gletcher. Hermitage består af omkring 20 lieu-dits (enkeltmarker), hvor de mest kendte er L’Hermite, La Chapelle og Le Meal.

 

Crozes-Hermitage

Hele vejen rundt om Hermitage, på de små høje, som støder op til selve Hermitage i syd, øst og nord, ligger den store appellation, Crozes-Hermitage, hvis areal hele tiden øges.

Crozes-Hermitage blev stiftet i 1937. Den var dog begrænset til en enkelt kommune, hvor den bar navnet, grundet anseelsen den havde opnået takket være nogle jordlodder fastholdt som AOC Hermitage. Men det var først i 1952, at dekretet kom til at omfatte de ti andre omkringliggende kommuner. Gennem mange år var dette område hovedsagelig dækket af frugtplantager (center og syd) eller af brakmarker (nord). Det var først efter appellationen blev udvidet, at vindistriktet voksede.

I dag er Crozes-Hermitage det største af de nordlige appellationer og strækker sig over 11 kommuner i Drôme-departementet ved Rhônes venstre bred, nord, syd og vest for byen Tain-l’Hermitage. De bedste Crozes-Hermitage vine kommer fra de bakkede skråninger omkring Gervans i nord og Mercurol øst for Hermitage.

Jordbunden er formet af tykke lag af valsede skærver fra forskellige istider blandet med rødler og har formet relativt flade overfladeforhold, der kaldes plateauer eller terrasser. I nordvest finder man terroirer, hvor bjergsidernes overfladeforhold er ret stejle. Mod Larnage og Crozes-Hermitage er det en stenet terrasse dækket med løss eller hvidt kaolinsand; de nordlige kommuner (Erôme, Serves og Gervans) er beliggende på granitjorde, der ligeledes er dækket af løss.

 

 

De bedste vine netop frigivet

Guigal Ex Voto Hermitage 2018. 97

Jaboulet Aine la Chapelle Blanc Hermitage 2020. 96

Delas Les Bessards Hermitage 2018. 96

Alain Graillot la Guiraude Crozes Hermitage 2019. 95

Delas Ligne de Crete Hermitage 2018. 95

Jaboulet Aine la Maison Bleu Hermitage 2020. 94

Ferraton Le Reverdy Hermitage 2019. 94

Ferraton Le Meal Hermitage 2019. 94

Alain Graillot Crozes Hermitage 2020. 93

Delas Domaine des Tourettes Blanc Hermitage 2020. 93

Domaine des Remizieres Cuvee Christophe Crozes Hermitage 2019. 92

Domaine Les Bruyeres Les Crois Crozes Hermitage 2018. 92

Cave du Tain Les Hauts du Fief Crozes Hermitage 2018. 91

Philippe et Yann Jaboulet Le Mazel Crozes Hermitage 2020. 91

Yann Chave  Le Rouvre Crozes Hermitage 2018. 91

Domaine des Combat Crozes Hermitage 2018. 91

Alain Graillot Blanc Crozes Hermitage 2020. 91

Domaine de Colombier Gaby Crozes Hermitage 2020. 90

Domaine Esprit La Zuave Crozes Hermitage 2020. 90

Domaine Belle Les Pierrelles Crozes Hermitage 2020. 90

Domaine Melody Crozes Hermitage 2020. 90

Domaine Les 4 Vents Saint Jaimes Crozes Hermitage 2020. 90

 

 

Cornas

Som det sydligste af rødvinsområderne i det nordlige Rhône finder man Cornas. Et lille men absolut spændende og overset område, som på mange måder kan måle sig med Hermitage og Côte Rôtie, omend man her finder mere muskuløse vine.

Der er lavet vin i Cornas gennem årtusinder, og det var romerne, som byggede de første terrasser til vinstokkene. I år 1100 kunne man læse om kirken i Cornas omringet af vinstokke; og i 1700-tallet under Karl den Store kan man læse om de sorte, kraftige Cornas-vine.

Hovedparten af de mange vinmarker er anlagt på terrasser på stejle, sydvendte granitskråninger. De første blev lavet i begyndelsen af 1900-tallet. På dette tidspunkt var også naboområdet Saint-Péray, som ligger ganske tæt, en væsentlig faktor og især kendt for sine mousserende vine på marsanne og rousanne. Dette skyldes, at man i dette område har en hel del kalk i jordbunden, hvilket gør den velegnet til de lyse vine.

Cornas går for at være en af Frankrigs mørkeste, kraftigste og barskeste vine. Det er ikke vine for nybegyndere! Der kan være stor forskel på stilen, dog har alle det kraftige udtryk til fælles. Man mener da også, at Cornas betyder ristet. De bedste vine kommer utvivlsomt fra skråningerne; men der produceres i stigende grad vin fra plateauet, som kvalitetsmæssigt ligger langt bagefter. De har hverken stilen eller styrken, som har defineret Cornas gennem et par tusinde år. Men også den sydlige placering betyder, at temperaturen generelt er væsentligt højere end i Côte Rôtie og Hermitage.

2018 er frigivet mange steder og er en koncentreret og flot årgang med masser af intensitet. 2019 har lidt af det samme men med en anelse bedre syre og struktur. 2020 følger mønsteret og bliver koncentreret, men med en flot syre og overraskende lavere alkohol end de tidligere årgange.

 

De bedste vine netop frigivet

Clape Cornas 2019. 95

Colombo Les Ruchets Cornas 2018. 94

Chapoutier Temenos Cornas 2019. 94

Chapoutier Les Arenes Cornas 2019. 93

Cave de Tain Arenes Sauvages Cornas 2018. 92

Johann Farge Jana Cornas 2020. 92

Clape Renaissance Cornas 2019. 92

Jaboulet Aine  Domiane de Saint Pierre Cornas 2020. 92

Eric & Joel Durand Empreintes Cornas 2019. 91

Domaine Lionnet Cornas 2020. 90

Guillaume Gilles Cornas 2019. 90

Domaine Lemencier Cornas 2020. 90

Michelas Saint Jemms Cornas 2018. 88

 

St. Peray

Et lille vinområde i det nordlige Rhône tæt på Valence. Nabo til Cornas, der er kendt for sine kraftige rødvin, men St. Péray leverer kun hvidvin af druerne marsanne og roussanne. Moderne teknik giver friskere hvidvine, som skal nydes unge. En del laves også mousserende på méthode traditionelle. Mange laver vin i både Cornas og St. Peray.

 

De bedste vine netop frigivet

Chapoutier Les Tanneurs Saint-Peray 2020. 92

Chaboud-Cellier Boscus Saint-Peray 2020. 92

Pascal Jamet Greenette Saint-Peray 2020. 91

Bernard Gripa Les Figuiers Saint-Peray 2020. 91

Guy Farge Grain de Silex Saint-Peray 2020. 90