Høsten er i hus i Californien og beskrives som en høst delt i to. Dem der plukkende før hedebølgen som ramte omkring d. 4 september og dem der ventede. Alt var ellers op til starten af september forløbet nærmest perfekt med en regnfuld vinter hvor vandreserve blev fyldt godt op, en fin blomstring og modning i løbet af sommeren. Men med temperaturer over 45 grader i starten af september betød det at høstudbyttet faldt derefter, da modningen pludselig skete hurtigt hvilket satte mange vingårde under et stort pres i forhold til at få høstet druerne i tide.

Kun i Lodi og Sierra Foothills blev man i foråret ramt af frost som reducerede mængden af druer en del.

De første meldinger lyder på en koncentreret og meget intens årgang og specielt Pinot Noir fra Russian River, Anderson Valley og Santa Lucia Highlands samt Merlot og Cabernet Franc fremhæves for specielt fremragende frugt. Endvidere vurderes det at få stor betydning hvorledes man blender sine vine høstet før og efter hedebølgen, hvilket kan have betydning for balancen i vinene.