Det virker egentlig lidt underligt at skulle kalde England for et af de nye whiskylande, men det er ikke desto mindre sandt. Godt nok producerede man noget whisky i det 19. århundrede, men siden da har det stået stort set stille, og når man har sagt whisky i England, har man automatisk kigget mod nord mod Skotland. Det at destillere malt og modne det i årevis har man ladet skotterne om, mens man så selv har kastet sig over bl.a. destillering af især gin.

Og over 100 år skulle der gå, før man igen begyndte at se engelsk whisky. Hicks & Healey var blandt de første, som i 2003 i Cornwall begyndte at lave whisky. Men det var nok mere åbningen af St George’s Distillery i 2006 i Norfolk, der virkelig signalerede, at nu var whiskyen også kommet til England.

I dag laves der whisky på 33 destillerier over hele England, og som i Norden vil man tage kampen op mod skotterne. Og mulighederne er store, for England er et af de største whiskynydende markeder i verden, så kan man bare overbevise en lille del om at skifte til engelske dråber, så er forretningen sikret.

Er der så en engelsk stil af whisky, hvilket jo ville være oplagt, når man kigger på skotterne og irerne. Tja, egentlig ikke— det virker, som om de fleste kigger mod vennerne i Skotland, mens andre går den mere moderne vej med kortere modning og fokus på fadene. Men det er vel heller ikke fair, at en mindre end 20 år gammel industri skal kunne definere en stil. Se bare på skotterne… for hvad er den skotske stil? Hvem kan svare på det? Dem, der kommer fra Øerne har nok en klar definition af røg, mens man i Speyside går efter den klassiske stil med mange års modning.

Jeg vil her tage på en rundtur til en række af de mest interessante destillerier lige nu i England; og vi kommer vitterlig rundt i hele England, fra syd til nord og øst til vest.

Kort med reference til numre

 

  1. Ad Gefrin Destillery

Grundlagt 2019. Første whisky er der ikke dato på.

 

  1. Durham Distillery

I Durhan i nordøst, ikke langt fra den skotske grænser, finder man destilleriet af samme navn. Blev grundlagt i 2014, og i 2018 startede man med whisky, men ingen er endnu frigivet. Der satses indtil videre en del på gin og forskellige, også fadmodnede, er frigivet.

 

  1. Yarm Destillery

Grundlagt 2018. Der laves rom, gin og whisky. Første single malt whisky lanceres i juni 2023.

 

  1. Whittaker’s Distillery

Fra 2015 i Harrogate. Specielt kendt for deres gin, men i 2019 begyndte man whiskyproduktion, og første aftapning forventes i 2025.

 

  1. Cooper King Distillery

Nyt Destilleri I Sutton, Yorkshire fra 2018. Første fad til whisky fyldt i 2019 og vil efter sigende blive frigivet i 2024. Der arbejdes med lokal byg, gulvmaltet i Worchester. Der destilleres på en tasmansk kedel med en kapacitet på 900 liter. Der arbejdes med små 100 liters fade. Indtil man er klar med whiskyen, satses der stort på gin.

 

  1. Spirit of Yorkshire Distillery

I det nordøstlige England finder man Spirit of Yorkshire Distillery, som er grundlagt i 2016 på to forskellige adresser. På den ene med en 1.000 kg mashtun og to 10.000 liter washbacks. Her ligger også bryggeriet World Top. Omkring fire km længere derfra i Hunmanby finder man et sæt kedler (5000 liters wash-kedel og en 3.500 liters spritkedel) samt yderligere en washback, og det er her, destilleringen foretages. Der benyttes kun lokal byg, og der produceres p.t. omkring 80.000 liter årligt. Første aftapning blev præsenteret i 2019 og var en bourbon-modnet Filey Bay Flagship. Derudover er der siden kommet en håndfuld limited releases modnet på forskellige typer af fade. I 2024 ventes der en rye whisky.

 

  1. White Peak Distillery

Grundlagt I 2017 i Ambergate. Første fad fyldt i 2018 og frigives i år. Der arbejdes med en let røget whisky.

 

  1. Wharf Distillery

Måske det mindset destilleri i England, beliggende i Towcester centralt i landet. Første single malt blev frigivet i 2019 efter at have modnet på 55 liters fade. Destilleriet laver stort set alle typer spirits: Rom, brandy, gin, vodka og whisky.

 

  1. St. Georges Distillery

Det for mange første rigtige whiskydestilleri i England i nyere tid, åbnet i 2006 i Norfolk i det østlige England. Det er startet af den lokale landmand James Nelstrop og hans søn Andrew. I dag er det Andrew, som driver destilleriet videre efter hans fars død i 2014. Der arbejdes både med røgede og ikke-røgede udgaver, og indtil videre er mere end 3.000 fade fyldt med engelsk whisky. Den første whisky blev lanceret i 2009 og kaldt Chapter 5 (de første fire var ung maltspiritus). Siden er over 17 chapters kommet til.

Der arbejdes med en større mashtun, tre washbacks i stål og et sæt kedler (2.800 liter wash-kedel samt en 1.800 liter spritkedel). På destilleriet finder man også et besøgscenter med et stort udvalg af whisky.

 

  1. Adnams Copper House Distillery

Startede destillering af whisky i 2010, og i 2013 blev de første udgaver frigivet. Beliggende i Suffolk. I dag har man Single Malt modnet på franske fade, Rye Malt samt en Triple malt (hvede, byg og havre) på virgin amerikanske fade. For et par år siden udvidede man kapaciteten med et nyt sæt kedler.

 

  1. East London Liquor Company

Beliggende i Bow Wharf i London i en tidligere limfabrik. Startede i 2015 med gin og vodka og lidt efter startede man med at fylde American virgin fade til whisky. Har i dag lanceret tre whiskyer, hvor der især satses på en single malt og en blended whisky.

 

  1. Bimber Distillery

Bimber Distillery finder man i London, hvor det blev grundlagt i 2015 af en række whisky-entusiaster. Der arbejdes med eget produceret økologisk byg, som gulvmaltes på Warminster Malting. Fermenteringen sker på washbacks af træ og ofte åbne med op til en uges lang fermenteringstid. Man destillerer på et sæt kedler med en 1100 liters wash-kedel og en 600 liters spritkedel. I 2019 kom første aftapning kaldet The First, som blev udsolgt på under tre timer. Siden er der kommet en række forskellige whiskyer modnet på forskellige fade. Der satses endvidere en del på eksport og på en række specifikke country collections.

 

  1. Copper Rivet Distillery

Lancerede sin første whisky i 2020. Beliggende i Chatham øst for London i en gammel pumpestation. Kendt især for sin vodkas og gin. Whiskyen destilleres på kolonnekedel.

 

  1. Canterbury Brewers & Distillers

Grundlagt 2018. Første whisky forventes frigivet i år. Indtil da satses der på gin og en enkelt rom.

 

  1. Anno Distillers

Grundlagt 2018. Første whisky frigives snart, men der stases primært på gin.

 

  1. Isle of Wight Distillery

Startede I 2015 med whisky produktion. Mæsken købes fra et lokalt bryggeri og destilleres i en hybrid kobberkedel. Endnu ingen whisky frigivet. En række gin og rom er lanceret fra destilleriet.

 

  1. Black Bottle Distillery

Grundlagt 2016. Første whisky frigivet i 2020, men der satses primært på gin.

 

  1. The Oxford Artisan Distillery

Grundlagt 2017 med fokus på gin. Første whisky frigivet i 2021, og der satses især på rye whisky, hvor der er lanceret flere varianter. Endvidere en whisky på majs.

 

  1. Ten Hides Distillery

Grundlagt 2020. Første whisky er der ikke dato på. Indtil da kan man nyde deres gin og rom.

 

  1. Dartmoor Whisky Distillery

Beliggende I Cornwall og introducerede sin første whisky i 2020. Der arbejdes med en kobberkedel fra Cognac. I dag findes tre udgaver på ex-bourbon, ex-oloroso og ex-Bordeaux-vinfade.

 

  1. Princetown Distillery

Grundlagt 2015. Første whisky frigives i 2024. Fade sælges primært som investeringsobjekt.

 

  1. Hicks & Healey

Grundlagt 2003 i Cornwall og derfor det første destilleri I nyere tid, der producerer whisky. Det er drevet af en familie, som også laver vin og cider. På whiskyfronten arbejdes der med lokal byg, men whiskyproduktionen er lille, og det er især ciderproduktionen, som driver virksomheden.

 

  1. Wrecking Coast Distillery

Grundlagt 2016. Første whisky frigives i 2023. Indtil da satses der på gin og lidt rom.

 

  1. Circumstance Distillery

Nyt destilleri nær Bristol fra 2018. Første whisky på vej. Indtil da er der lanceret spiritus på malt med kortere lagring og modnet på små fade.

 

  1. Cotswords Distillery

The Cotswolds Distillery finder man i Stourton nær Chipping Norton, godt 150 km nordvest for London. Det er en tidligere finansmand, Daniel Szor, som ejer det. Her begyndte man at destillere single malt whisky og rye i 2014. Der benyttes lokal byg, som maltes på Warminster Maltings. På destilleriet finder man en 500 kg mash tun, 2.400 liters wash-kedel, en 1.600 liters spritkedel og otte 2.500 liters fermenteringskar. Endvidere to Holstein kedler til produktion af gin og anden spiritus. Det betyder, at man kan producere lidt over 100.000 flasker Cotswold Single Malt Whisky årligt. Den modnes på ex-bourbon og STR fade. Der produceres også gin. De første udgaver blev præsenteret i 2017, blandt andet en tre-års Odyssey. For et par år siden opnåede man via crowdfunding at få over otte millioner kroner, så whiskyproduktionen blev fordoblet, og man kunne åbne et besøgscenter. Sidste år præsenterede man Hearts & Craft serien, som bliver aftapninger fra specielle fade— den første modnet udelukkende på et Pineau des Charentes fad.

 

  1. Chase Distillery

Grundlagt i 2008 i Hereford ikke langt fra grænsen til Wales. Mest kendte for sin Chase Vodka, men i 2011 begyndte man whiskyproduktion. Der arbejdes med en kolonnekedel. Ingen whiskyer er blevet frigivet endnu. I 2020 blev destilleriet købt af Diageo.

 

  1. Sadlers Distillery

Grundlagt 2020. Første whisky er der ikke dato på.

 

  1. Ludlow Distillery

Ligger I Midlands og er grundlagt i 2014. Lille destilleri med kedel på 200 liter. Første single malt lanceret i november 2018. Er pt. ved at sammenlægge virksomheden med Wardingtons, som er kendt for deres gin.

 

  1. Henstone Distillery

Startede i 2017 i Shropshire nær grænsen til Wales af to ægtepar. Kendt for deres gin, vodka og æblebrandy. I 2021 kom den første whisky, som blev udsolgt på få timer. Der destilleres på en 1.000 liter pot/column hybridkedel. Løbende sættes der batches til salg.

 

  1. Weetwood Distillery

Grundlagt 2018. Første whisky frigives senere i år. Indtil da satses der stort på gin og ikke mindst øl.

 

  1. Forest Distillery

Grundlagt 2014 drevet af en familie. Der destilleres på en 25 liters kedel og arbejdes især med gin og lokale bær plukket i skovene, hvor destilleriet ligger. Første whisky blev frigivet i 2021, og man har modtaget en del anerkendelse for den.

 

  1. Bankhall Distillery

Grundlagt 2020. Første whisky er der ikke dato på.

 

  1. Lakes Distillery

Lakes Distillery finder man næsten på grænsen til Skotland, på den vestlige side nær Bassenthwaite søen i  Lake District National Park i Cumbria. Det er Englands største destilleri og bygget på en gammel victoriansk gård fra 1850’erne. Det er Paul Currie fra Arran destilleriet samt den tidligere master destiller fra Dewar’s  Chris Anderson, som ejer destilleriet, som de åbnede i 2014.

Der arbejdes på to kedler for whiskyen samt en tredje til brug for anden spiritus, som ikke overraskende primært er gin. Der er nu otte washbacks, hvilket betyder , at der kan produceres mere end én million flasker årligt. Den første aftapning, The Lakes Genesis, blev introduceret i 2018. Siden er der årligt blevet lanceret en aftapning, men der er ingen fast i programmet endnu. I øvrigt arbejder destilleret med en Founders’ Club, og de første 100 fade årligt er eksklusivt for dem.

 

  1. The London Distillery Company

Var det første whiskydestilleri I London i over 100 år, da det åbnede i 2012. Målet var 100 fade med single malt årligt— men det måtte desværre lukke i 2020.