Der er bekymring I store dele af Chile for vinhøsten i år som har været hårdt ramt af tørke. Det skyldes især at Stillehavet er blevet køligere hvilket betyder mindre nedbør i Chile fortæller Marcelo Papa som er teknisk direktør og vinmager for Concha y Toro. Konsekvensen har været en af de fem tørreste år i de sidste 100 år.

Vinteren var tør og kold med kun en smule nedbør i august måned. Foråret var køligere end normalt og flere områder såsom Casablanca og Leyda blev ramt af frost under knopskydningen. Sommeren var kølig og modningen tog derfor længere end normalt. Først i februar kom varmen og modningen tog fat. I slutningen af marts kom der en del nedbør, hvilket især blev problematisk for de røde druer, som endnu ikke var høstet. Høstudbyttet var mellem 7-22% mindre end normalt afhængig af område, men kvaliteten af druerne var særdeles gode især for hvidvinene. Især Maule og Itata blev ramt af tørken og fik et markant mindre høstudbytte. Limari som ligger ved den køligere kyst mod nord klarede sig bedst og især druerne chardonnay, sauvignon blanc og pinot noir klarede sig godt her. I Maipo benytter de fleste sig af kunstvanding, hvilket betyder man har ikke været så hårdt ramt og efter sigende skulle cabernet sauvignon druerne være af en høj kvalitet.

Chile er mere end 6400 km langt og der er mange vinregioner i landet både i det varme nord i Elque og over 2000 km mod syd i det kølige Malleco.