Som middelhavets største ø, har Sicilien fået enorm indflydelse fra mange forskellige kulturer gennem tiden. Det var blandt andet her, grækerne og fønikerne for tusinder af år siden introducerede og udviklede vindyrkningen i Italien. De mange traditioner og tilførte kundskaber har i dén grad sat sit præg på øen i alle henseender.

Sicilien er i dag den største vinproducerende region i Italien og på trods af at størstedelen af vinene stadig er billige hverdagsvine, primært produceret af store kooperativer, finder man nu om dage også en lang række kvalitetsfokuserede vinhuse. Det er dog kun knap 20% af vinene, der er klassificeret DOC. Der 23 DOC zoner og én DOCG på Sicilien. Regionen er i rivende udvikling, og især vinene fra Etna er i øjeblikket nogle af de mest eftertragtede at nørde rundt i for vinentusiaster.

Den store optur for Sicilien er sket i takt med fornyet fokus på kvalitet fremfor kvantitet, man har blandt andet halveret dyrkningsarealet og gennemgående moderniseret produktionen i denne proces.

DOC Etna har med stor succes vist sig frem med deres rødvine lavet på nerello mascalese og til dels nerello cappucio. Flotte, elegante vine med rød frugt, mærkbar syre og høj tannin; typisk sammenlignet med en blanding af nebbiolo og pinot noir druer. Også de grønne sorter carricante og cataratto viser flotte eksempler. Etna vinder stærkt frem i disse år med nogle fantastiske vine i en stil, som skiller sig ud fra de øvrige vine på øen. Dette især grundet dyrkningsforholdende i den næringsrige, mineralske vulkanjordbund.

DOC Sicilia er en anden sag

DOC Sicilia blev opgraderet fra IGT i 2011 og blev dermed anerkendt for sit seneste hårde arbejde med fokus på kvalitetsvin. DOC’en dækker hele øen ligesom et væld af druesorter og stilarter— og desværre også stadig en betragtelig variation i kvalitet. Både oprindelige, såkaldt antikke sorter, og nyere tilkomne druesorter dyrkes og fremstilles som enkeltsortsvine og som blends. Her er rødvinene oftere mørkere og mindre elegante end på Etna, til gengæld besidder de en varme og blødhed i tanninen, som gør dem meget drikkevenlige.

Druen nero d’Avola dyrkes i stor stil på hele øen og er til stadighed den mest dyrkede blå sort med dominans i fem ud af Siciliens ni provinser. Selvom druen ofte bruges til blends, har den en karakter, som jeg mener kommer allerbedst frem, når den laves som enkeltsortsvin. Den giver i bedste udgaver vine med rig bæraroma af røde blommer, hindbær og kirsebær, med underliggende lag af blandt andet chokolade, mynte og vanilje. Afhængigt af voksested vil vinene have et syre- og tanninniveau, der balancerer den intense frugt og bringer friskhed og struktur til vinene, især vine dyrket i højderne på den vestlige del af øen. Fadlagring kan i behersket brug komplementere disse vine flot og give endnu et lag til kompleksiteten.

Der laves andet end nero dAvola

Ud over nero d’Avola findes en lang række lokale sorter som f.eks. frappato, der kendetegnes ved en relativt lys farve og intens parfumeret aroma, masser af rød bærfrugt som jordbær og røde kirsebær. Generelt en frugtig vin, som gerne drikkes let afkølet. Perricone vinder også mere frem ved sin egen karakteristiske stil, der kan minde lidt om mencia fra Spanien. Her dyrkes den typisk i højderne i de vestlige områder og giver animalske noter med mørke bær og ofte en smule vanilje fra fadlagring. Dette er vine med relativt høj tannin og et rankt udtryk.

Internationale sorter som cabernet sauvignon, merlot, cabernet franc og syrah har også fundet sig til rette i det sicilianske terroir, især til blends. Syrah dyrket på jordbund med vulkanske materiale kan lave super flotte enkeltsortsvine og fremstå yderst rene og nærmest nord-rhônske i deres udtryk. En vinproducent som danske Peter Vinding-Diers laver en af de bedste rene syrah vine, Il Carrubo på Sicilien, men han laver også enormt flotte blends på franske sorter, på sin vingård Montecarrubo.

Vinhuset Planeta er efterhånden et af de mest veletablerede sicilianske vinhuse herhjemme, med en stor portefølje af højkvalitetsvine. Donnafugata viser sig også frem som et af de avancerede huse, der tør eksperimentere, og samtidigt laver en formidabel kvalitet af vine på originale- og internationale sorter.

Der satses på grillo

For at fremhæve en enkelt af de grønne sorter, er grillo en drue, man er begyndt at sætte fokus på for DOC Sicilia. Druen, der er en krydsning mellem cataratto bianco og zibibbo/moscato, blev udviklet for at skabe en drue til Marsala-produktion med højere resistent over for sygdomme i det varme og tørre klima end den oprindelige catarratto-drue. Næsten uddød fik druen dog sin genopstandelse, da den legendariske Marsala-producent Marco de Bartoli i 1990 besluttede sig for at vinificere sin grillo til tør vin. I dag dyrkes druen i stor stil til tørre hvidvine, og man er sågar begyndt at eksperimentere med druen til mousserende vin også.

For de stille vines vedkommende er karakterer som tropisk frugt, som f.eks. passionsfrugt, citrus/grape og roser udpræget, generelt er citrusnoter dominerende og en markant grøn pyrazinaroma af grøn ananas, græs, urter og kattetis er jævnligt at finde. I det hele taget kan druen vise meget typiske sauvignonske karakterer, dog oftest uden at opnå samme rankhed og kompleksitet. Den kan lykkes med at lave vine med pæn koncentration, såfremt udbytterne holdes nede, ellers har smagen svært ved at hamle op med duften.

Men mange andre sorter er som sagt i spil. Inzolia er den mest udbredte grønne sort uden for Sicilien, da den dyrkes flere steder i Syditalien, bl.a. Calabrien, Sardinien og i Toscana. På Sicilien har den det bedst i den nordvestlige del, hvor dens lette struktur og relativt lave syreniveau ikke overrumples af for moden frugt i de køligere dyrkningsforhold i højderne. Fermentering på skindet er blevet populært og kan give mere struktur og karakter til vinenes lette og florale citrusnoter.

Catarratto, også kaldet lucido på Sicilien, er med længder den mest dyrkede af de grønne sorter. Den er ikke helt identisk med catarratto bianco, blot i familie med meget ens genetik, dog er catarratto bianco anset som bedre kvalitet med større intensitet. Orangeblomst og citrus med eksotisk frugt er typiske deskriptorer for druen, ligesom relativt høj syre og en let bitter finish på den strågul-farvede vin.

Grecanico er også en gammel sort, og DNA-analyser har vist sig at den er relateret til garganega og den spanske malvasia de Marensa og ikke græske sorter, som først antaget pga. navnet. Druen er i de senere år blevet mere og mere populær, da den kan lave vine med moderat alkohol grundet dens naturligt beherskede sukkerudvikling.

Zibibbo, eller moscato di alessandria, moscato di Pantelleria, kært barn har mange navne. Moscato druen har et væld af synonymer, og de bliver stort set altid benævnt med dyrkningsområdet som f.eks. Pantelleria, øen som står bag nogle flotte eksempler af søde vine lavet på denne sort. Intense og rige vine med en blomstret fylde og cremet blød rigdom i munden. Denne drue skal ikke forveksles med moscato bianco, selvom denne også har et hav af synonymer beslægtet med dyrkningsområde, f.eks. moscato duoro eller moscato di Frontignan. De to sorter udtrykker sig forskelligt, da Alessandria-typen giver tydeligere grøn-aromatiske noter i dens parfumerede udtryk og en luftigere stil. Der laves efterhånden flotte eksempler på tørre zibibbo-vine med kant og intensitet, f.eks. fra husene Barraco og Coste Ghirlanda.

 

Geografisk opdeling og jordbundstyper

Zonerne i den nord-nordvestlige del af Sicilien består af bjergrige områder, hvor dyrkning i op til 700 meters højde gør det muligt at fremstille syrefriske vine. Her findes rig diversitet i jordbunden, som består af blandt andet kalksten, ler og rød, jernholdig jordbund, og et rigt udvalg af sorter kan derved dyrkes her.

Derimod dyrkes lidt færre druesorter i syd og sydøst. Her er mere lavland, op til 300 meters højde, og jordbunden er præget af brun, kalkrig jord og rød, sandet jordbund, som er ideelt til frappato-druerne til DOCG Cerasuolo di Vittoria.

På Etna er det selvsagt vulkansk jordbund, som også præger den nordøstlige del af øen, som derudover indeholder ler, sand og silt-elementer.

 

Mulighedernes ø

Sicilien har som nævnt rige muligheder for at producere vine af høj kvalitet, men med en DOC, der er så bred som DOC Sicilia, er det svært at gennemskue niveauet for den almene forbruger. Gennemsnitskvaliteten er stadig relativt lav, og kun prispunktet virker som indikator for kvalitet, på trods af at man efterhånden noterer DOC-zone på etiketterne, hvilke burde give anledning til en vis forventning. Den nyere fokus på kvalitet er stadig i sin primære fase sammenlignet med øvrige regioner, så hav tålmodighed og håb, for mulighederne findes.

 

 De bedste Nero dAvola vine

 Caruso & Minini Nero dAvola Naturalmente Bio 2019
Glud Vin ǀ 149 kr.
Indbydende næse. Elegant stil med moden både lys og mørk bærfrugt med en herlig friskhed og fin kompleksitet. Meget velsmagende finish. 92

Feudo Disisa Nero dAvola 2020
The Wine Company ǀ ca. 100 kr.
Blomsternoter, brombær og røde blommer. Varme krydderier, nelliker og en smule tobak i smagen, en lethed samtidigt med en kompleksitet, der giver vinen fint spil. Relativt lang og frugtpræget finish. 91

Luna Sicana Azita cu zitu2019
Ukendt ǀ ca. 149 kr.
Masser af mørke kirsebær, nærmest likøragtig næse men med spændstighed. Rig og koncentreret vin med modne tanniner, der holder flot sammen på balancen. Herligt glas. 92
 

Donnafugata Sherazade 2020
Sigurd Müller ǀ 120 kr.
Relativ kompleks frugt. Hindbær, kirsebær, rød blomme, tobak og ribs. Juicy karakter med fasthed og fine tanniner. Meget drikbar og anvendelig vin. 91

 

Planeta Plumbago 2019
92 Vinoble ǀ 179kr.
Likørpræget næse med brombær og kirsch. I smagen mere fast struktur med orangeskal og urtede indslag sammen med fadpræg og vanilje. Pæn kompleksitet og balance med rig eftersmag. 91

Settesoli Mandrarossa Nero dAvola Cartagho 2018
Ukendt ǀ ca. 175 kr.
Tæt og fyldig vin rig på mørke kirsebær, friske krydderurter, mokka og the. En smule sødme, som komplementerer den fine tanninstruktur godt. Meget velsmagende afslutning. 91

Øvrige røde vine
2017 Donnafugata Mille Una Notte 2017
Sigurd Müller ǀ 450 kr.
Dyb, mørk farve og wow en næse! Høj intensitet af mørke bær, solbær, blåbær, hyld, vanilje og mint og så meget mere. Stor kompleksitet i afstemt og superflot balance. Virkeligt en flot vin på alle punkter med en lang smagende finish. 94

Abbazia Santa Anastasia Litra Cabernet Sauvignon 2016
Ukendt ǀ ca. 300 kr.
Masser modne solbær med strejf af blyant og cedertræ— flot i så varmt et klima. Flot tanninstruktur og rankhed i vinen. En svag sødme afslører alligevel et varmt voksested men er pænt balanceret. 93.

Casa Grazia Laetitya Frappato 2020
Ukendt ǀ ca. 100 kr.
Hindbær og jordbær i herligt læskende harmoni med milde kryddernoter i frisk liflighed og drikkevenlig struktur. 88

Luna Sicana Pizziferru Perricone 2018
Ukendt ǀ ca. 100 kr.
Floral og frisk næse med lyse bær, timian og violnoter. Pæn elegance og lethed i vinen, som slutter med et stramt tannin bid. 90

Tenuta Regaleali Tasca Lamùri Nero dAvola 2019
Ukendt ǀ ca. 130 kr.
Urtet stil à la cabernet franc med solbærblade, brombær, dild, mokka og vanilje. Pæn fadintegration og struktur. 90

2020 Settesoli Mandrarossa Desertico Syrah 2020
Ukendt ǀ ca. 90 kr.
Kølig og rank stil med florale noter og mørke bær. Relativt enkel vin med pæn balance. 89

3 bedste grillo vine

Gurrieri Grillo 2020
Ukendt ǀ ca. 100 kr
Ren, citrusbaseret og flintet vin med noter af sandsten og grus. Elegance og balance. 91

Planeta Terebinto 2020
Vinoble ǀ 179 kr.
Imødekommende duft af moden gul frugt. Juicy med flot syre og intensitet. Kompleks med blomme, lakrids og moden ananas. God længde. 90

Fondo Antico Grillo Parlante 2020
Toscavini ǀ 149 kr.
Floral næse med hvide og gule blomster, eksotisk frugt med krydderier og julekage, ingefær og kanel. Flot vin i elegant balance. 91

Øvrige hvide vine

Donnafugata Chiarandà Chardonnay 2018
Sigurd Müller ǀ 255 kr.
Toast og smør med koncentreret og moden gul frugt med citrusfriskhed og pæn fadintegration. Pæn finish med cremet viskositet. 91

Donnafugata La Fuga Chardonnay 2020
Sigurd Müller ǀ 145 kr.
Frugtdrevet vin med tropiske frugter, især ananas og melon med citrusskal. Liflig struktur med rig smag og frisk syre. 89

Principi di Butera Seró Inzolia 2017
Ukendt ǀ ca. 80 kr.
Grønne noter med citrus og flint. Rimeligt enkel stil, som bliver en anelse ensidig. 87

Luna Sicana Catarratto -Lucido 2020
Ukendt ǀ ca. 125 kr.
Let eksotisk præg af syrlig ananas og mandarin. Pæn og frisk stil, som slutter tørt. 88

Planeta Allemanda Moscato Bianco 2020
Ukendt ǀ ca. 80 kr.
Højaromatisk rosen- og hibiscus-aroma i friskt udtryk med liflig lethed. Let bittert bid i finish. 89

Feudo Arancio Dalila Bianco Riserva Grillo-Viognier 2019
Ukendt ǀ ca. 90 kr.
Byder både på en krydret urtearoma samt hvid blomsterparfume i relativt intens koncentration. 88