I 2021 besluttede IVDP (Interprofessional Council of the Institute of Douro and Porto Wines) at tillade tre nye typer af portvin, nemlig en 50 års Tawny Port, en 50 års hvid Port samt Very Very Old Tawny som skal svare til en 80 års tawny. En af grundene til disse nye kategorier var behovet fra især samlere i USA, Canada og Storbritannien for mere eksklusive kategorier end de nuværende hvor 40 års Tawny var den mest eksklusive. Derudover har man manglet en særskilt kategori for meget gamle tawny port, som dækker de specielle og eksklusive portvine der de senere år er blevet lanceret. Blandt andet Taylor’s Scion, som er en 150 år gammel port, Quinta do Crasto Honore Porto og Graham’s Ne Oublie.

En af de første portvine med den nye klassificering Very Very Old Tawny kommer fra Quinta da Devesa. Quintaen er grundlagt i 1941 og ligger placeret i Cima Corgo nær Regua. Der er 34 hektar vinmarker, som bruges til både bordvine og portvine. Ejes i dag af familien Fortunado, som fra starten lagde fade med portvin til side, så der i dag er god basis for Colheita og Tawny. Især kendt for sine Tawnies og hvid portvin med alder, ligesom der nu lanceres Colheitas tilbage fra bl.a. 1944.

Den nye Very Very Old Tawny blev præsenteret i København i starten af marts. En stor del af blended er fra 1951 og 1967, men da 80 år dækker over en stilart er der ingen krav om at vinen skal indeholde vine som er mere end 80 år gammel. En spændende port i en helt anden stil end hvad jeg tidligere har smagt. Masser af mørke mahogni noter, især balsamico, læder, kanel, kardemomme og tobaksnoter. Meget intens pakket ind af en yderst flot syre. En rigtig meditationsvin. Der lanceres op til 100 flasker til hele verden og prisen hos den danske importør Vinho er 4.500 kr. i forsalg. Også Taylor’s lancerede i februar en Very Very Old Tawny.