Vega Sicilia investerer 150 mio. kr. i vinhus i Galicien.
Vega Sicilia er måske Spaniens mest berømte vinhus og ligger i området Ribera del Duero i det nordlige Spanien langs Duero floden. Pago de la Vega Santa Cecilia y Carrascal var det oprindelig navn som omkring 1850 blev forkortet til Vega Sicilia. Siden 1982 er huset ejet af familien Alvarez.
Nu vil man også til at producere hvidvin i et helt nyt vinhus i Rías Baixas i Galicien. Der har længe været spekulationer om hvor det kendte vinhus vil lave sin første hvidvin. Specielt efter det er blevet godkendt i Ribera Del Duero at lave hvidvin under klassificeringen. Men man har i stedet valgt, at erhverve 24 hektar vinmarker i Rías Baixas som er kendt for sine sprøde hvidvine på druen albarino. Der vil blive lanceret to hvidvine – Deiva (modnet 2 år) samt Arnela (modnet 3 år). Begge vine vil første gang blive frigivet i 2025. Det er målet at producere 300.000 flasker årligt.
Det nye vinhus vil blive bygget på grænsen til Portugal i det sydlige Rias Baixas hvor også en del af vinmarkerne ligger. Navnet vil være Deiva. Vega Sicilia laver i dag også vin i Rioja, Toro samt i Ungarn.