Vi har smagt 64 chardonnay fra USA.

Den største del af den vin, vi møder fra USA, kommer fra Californien. Vinene fra Californien er kendt af de fleste og hører til de bedste i verden. Det er blevet testet flere gange, og bedst kendt er den store blindsmagning i 1976, hvor Californien udfordrede de bedste Bordeaux- og Bourgogne-vine på de samme druer, og til stor overraskelse for især franskmændene vandt californierne smagningen.

Det var vinhandleren Steven Spurrier, som arrangerede blindsmagningen i Paris. Et udvalg af USA’s bedste chardonnay- og cabernet-vine blev smagt op mod de bedste hvid- og rødvine fra Bourgogne og Bordeaux respektivt. Smagsdommerne var anerkendte franske vinskribenter, sommelierer og slotsejere. Chateau Montelena Chardonnay 1973 vandt hvidvinssmagningen, og en cabernet fra Stag’s Leap Wine Cellars havde slået alle de store Bordeauxer.

Nyheden gik kloden rundt som en løbeild. Fransk vin var ikke usårlig! Man kunne også fremstille vine i verdensklasse andre steder i verden! Den overraskende sejr banede således vej for en bølge af ambitiøse vinprojekter især i Californien, og bølgen bredte sig med tiden også til resten af den nye verden. En spillefilm, Bottleshock, er senere blevet lavet om denne smagning.

De fleste forbinder Californien med masser af sol og varme, men der er stor forskel på bl.a. temperaturer og nedbør— især pga. Stillehavet og bjergene. Det skaber en større årgangsvariation, end man egentlig skulle tro.

De senere år er også hvidvine fra Oregon, Washington State og selv New York begyndt at komme frem. Mere kølige og europæiske i udtrykket.

Jeg var i bund og grund ganske godt tilfreds med niveauet af denne smagning. Vel er amerikansk vin dyrt, men der er også flere seriøse og flotte vine— og på trods af prisen en lille håndfuld gode køb. Men smagningen viste også, at pris og kvalitet ikke naturligt hænger sammen. Vi smagte både meget dyre vine, som skuffede, og fik omvendt gode vine til omkring 150 kroner. Tidligere har man benyttet rigtigt meget fad til sine chardonnayer, men det er tydeligt, at dette har ændret sig, og jeg synes balancen er blvet væsentligt bedre, og frugten kommer mere til sin ret. Så alt i alt er amerikansk chardonnay i dén grad tilbage!


OO Wines Chardonnay EGW 2017, Oregon  BEDSTE VIN
Salin Group | 809 kr.
Flot, elegant næse med masser af citrus og lette fadnoter. Elegant og vellavet med en flot og ren frugt og masser af dybde og længde. Alkoholprocent: 13,3%  94

 

Tyler La Rinconada Vineyard Chardonnay 2019, Californien
Theis Vine | 420 kr. tilbudspris
Sprød og frisk med masser af limefrugt, fersken og vanilje i smagen. Ikke specielt fadtung men kølig og meget præcis i udtrykket. En flot balance og en lang sprød afslutning. Kompleks flot vin, nærmest burgundisk i udtrykket.
Alkoholprocent: 13%  93

 

Kendall Jackson Camelot Highlands Chardonnay 2019, Santa Maria Valley
Best Selections | 400 kr. tilbudspris
Vanilje og smørnoter i duften. En fyldig meget fadtung vin men samtidig med en yderst flot ren frugt og syre til at bære fadet op. Masser af intensitet og dybde. Lang kompleks og vedvarende smag.
Alkoholprocent: 14,5%  93

 

Dutcher Crossing Costello Chardonnay 2017, Alexander Valley
Holte vinlager | 299 kr. tilbudspris
Flot tæt næse med tydeligt fadpræg. Flot koncentration og intensitet i smagen med smør, abrikos, fersken og vanilje. Flot kompleks vin med en lang vedvarende smag. Alkoholprocent: 14,4%  93

 

Stags Leap Chardonnay Karia 2018, Napa
Kjær & Sommerfeldt | 249 kr. tilbudspris
Flot, ren frugtnæse med let fadpræg, meget velintegreret. En smule smør og let fedme med frisk abrikos og lakrids. Stor kompleksitet i flot balance med elegant syrestyret rygrad. Alkoholprocent: 14,5%  93

 

Starmont Winery Stanly Ranch Chardonnay 2017, Californien
Otto Suenson | 399 kr. tilbudspris
Fyldig og intens med en flot frugtprofil. Velintegreret fad og flot dybde og længde. Meget helstøbt.
Alkoholprocent: 13,5%  93

 

OO Wines Chardonnay Seven Springs 2017, Oregon
Salin Group | 826 kr.
Kompleks og ekspressiv næse, der lover noget stort. Rig smag af smør og moden gul frugt, toast og vanille i en flot balance— intet bliver for meget. Elegant og flot sammensat vin. Rig længde.
Alkoholprocent: 12,9%  93

 

Chateau St. Michelle Chardonnay 2018, Washington
Kjær & Sommerfeldt | 199 kr. tilbudspris
Rig vin med tydeligt fadpræg, vanille og smør i næsen. God struktur og mundfylde med moden, imødekommende frugtighed. Relativt lang finish.
Alkoholprocent: 14%  92


Au Bon Climat Chardonnay Nuits Blanches au Rouge 2018, Santa Maria Valley
Kjær & Sommerfeldt | 299 kr.
En del fad fornemmes. Moden fersken, citrus og masser af vanilje. Koncentreret med en flot struktur og balance. Lang krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  92


Sojourn Chardonnay Durell Vineyard 2017, Sonoma
Erik Sørensen Vin | 450 kr. tilbudspris
Syrlig men også fyldig næse. Noget fadpræg med masser af fersken, lime og vanilje i smagen. Pæn struktur og længde. Alkoholprocent: 14,3%  92


Newton Chardonnay 2016, Napa
LVMH | 375 kr. tilbudspris
Flot, friskt og køligt udtryk med et let fadpræg og masser af fersken og citrus. Flot, lang afslutning. Alkoholprocent: 14%  92

 

Goodfellow Chardonnay 2018, Oregon
Juuls | 279 kr. Tilbudspris
Fadpræg med toast og masser af lime og citrus. Rig på moden ananas og gul mirabelle men styret af fadristning. Høj syrestramhed trækker op og balancerer vinen fornemt. Popcorn i sen finish.
Alkoholprocent: 12,9%  92

 

Kalin Cellars Chardonnay 1996, Livermore Valley
KK Wine | 350 kr.
Meget moden duft med oxidativt dominerende præg. Tørrede frugter og nødder men stadig frisk. Stor kompleksitet som en amontillado sherry i let liftlig og lav alkoholisk udgave. Langt smagende finish.
Alkoholprocent: 13,5%  92

 

Lemelson Reserve Chardonnay 2017, Oregon
Vinoble | 299 kr. tilbudspris
Lette fadnoter i duften. En kølig og elegant chardonnay med fersken, citrus og lette toastnoter. Flot ren i frugten og velbalanceret med syre og fad. Meget Bourgundisk med en flot lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,6%  92

 

Ferrari Carano Chardonnay 2018, Sonoma
Americanwine.dk | 155 kr. tilbudspris
Frisk og let citrusnæse med en svag anelse toast og vanille. Moden pære, ananas og hints af citrongræs. Pæn, syrestyret stramhed i stilen med medium koncentration. Alkoholprocent: 14,1%  91


Freemark Abbey Chardonnay 2018, Napa
Sigurd Müller Vinhandel | 275 kr.
Masser af fadpræg i næsen. Fine solmodne ferskennoter og generelt en pæn intensitet. Fadet dominerende men velintegreret.
Alkoholprocent: 14,5%  91


Kendall Jackson Vintners Reserve Chardonnay 2019, Californien
Best Selections | 200 kr. tilbudspris
En del vanilje i udtrykket. Abrikos, moden fersken, citrus og vanilje i smagen. Fyldig og meget klassisk old-school californisk chardonnay. Pæn balance og længde.
Alkoholprocent: 13,5%  91


Paul Lato Martinee Chardonnay 2017, Santa Barbara
Vinspecialisten | 425 kr.
Moden abrikos i næsen. Pæn balance og meget klassisk oversøisk i stilen. Fin koncentration og længde.
Alkoholprocent: 13,9%  91


Colene Clemens Chardonnay 2018, Oregon
Salin Group | 348 kr.
Citrus, gær smør og toast. Flot kompleksitet og fylde i balance. Rigdom og virkeligt pænt lavet med en lang finish med frisk citrusstramhed.
Alkoholprocent: 13,5%  91


Sojourn Chardonnay 2018, Sonoma
Erik Sørensen Vin | 350 kr. tilbudspris
Kølig grøn-gul næse, frisk ananas og moden pære med citrus og bagekrydderi. Pæn kompleksitet og intensitet i fin balance.
Alkoholprocent: 14,1%  91


Chamisal Chardonnay 2018, Monterey
Vinens Verden | 229 kr. tilbudspris
Masser af smør og toast i næsen. Koncentreret og klassisk med masser af tropiske frugtnoter og vanilje i smagen. Flot, lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,8%  91


Rodney Strong Chardonnay 2018, Californien
Skjold Burne | 170 kr.
Flot næse med vaniljenoter. Flot struktur, meget ren og stringent i udtrykket. Fin og lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  91


Daou Reserva Chardonnay 2019, Paso Robles
Vinspecialisten | 299 kr.
En fyldig fadlagret vin med abrikos, moden fersken og vanilje i smagen. Anelse bitterhed og fadtannin i eftersmagen. Savner lidt mere friskhed og præcision. Alkoholprocent: 14,5%  90


Daou Chardonnay 2020, Paso Robles
Vinspecialisten | 159 kr.
Fyldig let fadlagret vin med fersken, gule æbler, blomster og strejf vanilje i smagen. Meget ligefrem og frugtig med en pæn syre. Ikke så meget dybde men fin længde. Alkoholprocent: 13,5%  90


Au Bon Climat Chardonnay 2019, Santa Maria Valley
Kjær & Sommerfeldt | 215 kr.
Vanilje og fersken i duften. Medium koncentration med fersken, citrus, blomster og vanilje. Pæn struktur og balance. En pæn meget klassisk oversøisk chardonnay.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Giapoza Chardonnay 2018, Sonoma  BEDSTE KØB
Americanwine.dk | 100 kr. tilbudspris
Liflige hvide blomster, viol, pærekompot og citrusskal. Pæn koncentration, som dog bliver en smule vandet til slut.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Pico & Vine Chardonnay 2017, Sonoma
Supervin | 100 kr. Tilbudspris
Lidt plumret moden pære-ananas og dåseasparges i duften. Bedre i smagen, lækker fedme og ok kompleksitet med rige gule frugtnoter.
Alkoholprocent: 14,2%  90


J. Lohr Arroya Vista Chardonnay 2018, Monterey
Irma  149 kr. tilbudspris
En del fad både i duft og smag. Koncentreret og klassisk oldschool chardonnay med masser af solmoden frugt og fad. Det fungerer og der er masser af fylde og intensitet i smagen.
Alkoholprocent: 14,5%  90


Farmstead Chardonnay 2018, Napa Valley
Otto Suenson | 185 kr.
Fadlagret men yderst velintegret fad. Flot ren frugt med solmodne stenfrugtnoter, citrus og vanilje. Flot syre og lang letkrydret afslutning. Flot vin!
Alkoholprocent: 13,5% 90


Pence Ranch Chardonnay 2018, Santa Rita Hills
KK Wine | 190 kr.
Herligt rig næse med frisk citrus. Lidt kantet fad, men pænt balanceret med cremet karamel og moden frugt. Masser af liv og pæn længde.
Alkoholprocent: 13,3%  90


De Loach Heritage Reserve Chardonnay 2019, Sonoma  GODT KØB
Philipson Wine | 110 kr. tilbudspris
Citrus i duften. Flot og frisk i udtrykket, fadet velintegreret. Fin intensitet og en sprød afslutning.
Alkoholprocent: 14,5%  90


Hook Ladder Chardonnay 2019, Sonoma
Jysk Vin | 149 kr. tilbudspris
Hvide ferskner i duften. Flot struktur med en fin intensitet og velbalanceret syre. Sprød afslutning.
Alkoholprocent: 14,2%  90


Columbia Winery Chardonnay 2016, Washington GODT KØB
MENY | 110 kr. Tilbudspris
Smør og fadpræg i duften. Ananas, abrikos og limefrugt. Pæn intensitet og fyldig i udtrykket. Krydret afslutning.
Alkoholprocent: 14%  90


Melt Chardonnay 2018, Lodi GODT KØB
Americanwine.dk | 85 kr. tilbudspris
Rig duft af solbærblade, kamfer og anis med moden citrusskal og pære. Lidt atypisk i sit udtryk men velsmagende og interessant.
Alkoholprocent: 14,9%  90


Folie à Deux Chardonnay 2018, Californien
Holte Vinlager | 180 kr. tilbudspris
En del fad i duften. Masser af abrikos, tropiske noter og vanilje i smagen. Koncentreret med en fin syre. Alkoholen lige til den høje side men ellers en ganske flot klassisk fadlagret chardonnay.
Alkoholprocent: 14%  90


Adler Fels The eagle Rock Chardonnay 2018, Californien
MENY | 120 kr.
Vanilje i duften. Fyldig klassisk fadlagret chardonnay med masser af abrikos, solmoden fersken, smørblomst og vanilje i smagen. Flot balance og en fin lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Educated Guess Chardonnay 2017, Sonoma
California Wines | 225 kr. Tilbudspris
Forholdsvist enkelt udtryk med umiddelbar, frisk grøn pære og gule blommer. En anelse varm alkolhol på finishen.
Alkoholprocent: 14,3%  90


Gruet Chardonnay 2018, New Mexico
Americanwine.dk | 100 kr. tilbudspris
Meget syrlig og ikke specielt koncentreret. Lette fersken- og citrusnoter. En anelse vandet i eftersmagen.
Alkoholprocent: 13%  89


Meiomi Chardonnay 2019, Monterey
Husted Vin | 229 kr.
Tropiske frugtnoter i duften. Pæn struktur og meget klassisk oversøisk med fin fadintegration og masser af solmoden frugt.
Alkoholprocent: 13,5%  89


Brutocao Chardonnay 2018, Mendocino
Erik Sørensen Vin | 150 kr. tilbudspris
Frisk grøn stil, pære og fennikel. Savner kompleksitet for balance af alkoholen, som stikker noget ud. En smule kluntet.
Alkoholprocent: 13,5%  89


Smoking Loon Chardonnay 2018, Californien
Vinmonopolet | 120 kr. tilbudspris
Lette vaniljenoter i duften. Klassisk oversøisk chardonnay med tropiske frugtnoter, abrikos og vanilje. Medium koncentration og ikke voldsom dyb i smagen.
Alkoholprocent: 13,5%  89


Charles Smith Substance Ch Chardonnay 2018, Washington
Husted Vin | 229 kr. tilbudspris
Meget blomstret udtryk med en smule karamel og svag toast i baggrunden. Pæn vin med tyngde; savner dog en smule mere frugtig friskhed.
Alkoholprocent: 13,5%  89


Mayacamas Chardonnay 2018, Napa
KK Wine | 425 kr.
Imødekommende og umiddelbar næse. Metallisk smag, der savner frugtintensitet og nuancerigdom. Slutter let bittert.
Alkoholprocent: 14,5%  88


Reata Chardonnay 2018, Sonoma
Juuls | 169 kr.
Diskret i næsen. Fin og ligefrem med fersken, blomster og vaniljenoter. Medium koncentration og en let krydret afslutning.
Alkoholprocent: 14,4%  88


Matthew Joseph Chardonnay 2018, Napa
Americanwine.dk | 110 kr. tilbudspris
Lidt diskret i udtrykket med lette fersken-, ananas- og vaniljenoter. Lidt en-dimensionel.
Alkoholprocent: 14,9%  88


The Hilt Chardonnay 2017, Santa Rita Hills
KK Wine | 450 kr.
Flot næse med toast og stenfrugt. Meget syrlig, nærmest lidt for meget. Citrus- og ferskennoter dominerer. Syrlig afslutning men savner mere frugtsmag. Alkoholprocent: 13,2%  88


Brutocao Chardonnay 2018, Mendocino
Erik Sørensen Vin | 150 kr. tilbudspris
Frisk grøn stil, pære og fennikel. Savner kompleksitet for balance af alkoholen, som stikker noget ud. En smule kluntet.
Alkoholprocent: 13,5%  88


Ménage a Trois Gold Chardonnay 2019, Californien
Holte Vinlager | 120 kr. tilbudspris
Vanilje og abrikosnoter i duften. En intens men ganske vellavet vin med masser af moden stenfrugt og fadnoter i smagen. Savner lidt mere syre til at holde friskheden oppe. Pæn afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  88


The Federalist Chardonnay 2017, Mendocino
MENY | 210 kr.
Syrligt udtryk. Medium koncentration med lette fersken- og citrusnoter. En kende vandet og kort i smagen.
Alkoholprocent: 14,5%  88


Truchard Chardonnay 2019, Napa
Scandinavian Wine & Chocolate | 150 kr. tilbudspris
Fersken i duften. Syrlig og stringent i udtrykket med fine stenfrugtnoter i smagen. Pæn balance og frugtig afslutning.
Alkoholprocent: 14,1%  88


Cycles Gladiator Chardonnay 2018, Californien
Masterwines | 100 kr. tilbudspris
En del fadpræg. Simpel med meget tropiske frugtnoter. En anelse sødmefuld og krydret i afslutningen.
Alkoholprocent: 14%  88


De Loach Russian River Chardonnay 2019, Sonoma
Philipson Wine | 170 kr. tilbudspris
Diskret i næsen og en anelse bitterhed i duften. Kommer bedre med i afslutningen, men balancen holder ikke helt.
Alkoholprocent: 14,5%  88


Charles Smith Eve Chardonnay 2016, Washington
Husted Vin | 155 kr. tilbudspris
Frugtig og meget ligefrem med tropiske frugt- og vaniljenoter i smagen. Simpel men vellavet.
Alkoholprocent: 13,5%  87


Liberty School Chardonnay 2018, Central Coast
Otto Suenson | 129 kr. tilbudspris
Volatil, kunstig næse. En smule uren med restsødme og parfume. Dog frisk og syrespændstig.
Alkoholprocent: 13,5%  87


Pike Road Chardonnay 2018, Oregon
Juuls | 149 kr.
Meget let i udtrykket og har ikke meget at byde på. Lime, ferskennoter og en smule fad. Kort afslutning.
Alkoholprocent: 13%  87


Milbrands Chardonnay 2019, Washington
Juuls | 129 kr.
Sæbe og grønne urter, koriander og kørvel. Lidt dåsefrugt spiller ind med en snert af gær. Savner frisk frugt og kompleksitet.
Alkoholprocent: 13%  87


Collier Creek Front Coach Chardonnay 2017, Californien
Andrup Vin | 89 kr. tilbudspris
Lette fersken noter i duften. Medium koncentration og ikke specielt intens i smagen. Fersken og citrusnoter fornemmes. Lidt kort i smagen.
Alkoholprocent: 13,5% 87


Bonterra Chardonnay 2019, Californien
Irma | 89 kr. tilbudspris
En del fadnoter både i duft og smag. Abrikos, fersken, smørblomst og vanilje i smagen. Simpel vin måske lidt overgjort.
Alkoholprocent: 13,5%  86


Chardonnay 2019, Californien
Lidl | 40 kr.
Meget simpel og ligefrem med fersken, citrus og lette blomstrede noter. Lidt kort og tør afslutning. Men fungerer og til prisen ganske ok.
Alkoholprocent: 13%  86


Hayes Chardonnay 2018, Californien
Skjold Burne | 90 kr. tilbudspris
Meget syrlig næse. Spinkel i udtrykket med solmoden fersken og strejf af vanilje. Simpel, ligefrem.
Alkoholprocent: 13,5%  86


Light House Chardonnay 2018, Californien
Juuls | 119 kr. tilbudspris
Grøn pære med spinkelt og simpelt udtryk. Meget generisk og simpelt for genren. Alkoholprocent: 14%  86


Palmer Chardonnay 2019, Long Island NY
Americanwine.dk | 95 kr. tilbudspris
Meget parfumeret næse, urtet og grøn med skarp duft af sæbe. Rå i sit udtryk med let prikken på tungen.
Alkoholprocent: 14,9%  85


Chardonnay 2018, Californien
Lidl | 40 kr.
Plumret næse. Virker uren og stilket. Let prikken på tungen.
Alkoholprocent: 13%  85


Cali Monuments Chardonnay 2019, Californien
Aldi | 50 kr. tilbudspris
Parfumeret i duften. Spinkel og frugtig i udtrykket. Syrlig men balancen lidt off. Alkoholprocent: 12,5%  84