Tegn et abonnement på magasinet DinVinGuide – klik her.

Vi tester 33 blends fra Sydafrika

Sydafrika er ved at gennemgå en kolossal forandring: Fra at være et land, som under apartheid-styret var lukket og ikke havde megen samhandel med andre lande, er der nu under en ny demokratisk regering ved at ske en stor udvikling, ikke kun for alle dem, som bor og besøger landet, men også i vinindustrien i Sydafrika. Sydafrika er ved at åbne sine porte og vise os sin fantastiske natur og andre rigdomme.

Der produceres i dag vine fra fire officielle regioner, 21 distrikter, 61 underdistrikter og estates, dvs. individuelle vingårde, primært i det sydvestlige hjørne omkring Cape Town. Men i takt med at Sydafrika eksporterer mere og mere, rykker denne grænse længere og længere østpå, så i dag producerer man vin lige fra Cape Town i sydvest til Klein Karoo i øst.

Mens de fleste i dag har stiftet bekendtskab med sydafrikansk vin gennem de billigere vine i supermarkedskæderne, er der også begyndt at blive produceret vine af meget høj kvalitet. En ny generation af vinmagere er på vej, og omvendt før søger de inspiration i de typiske vinområder i især Frankrig og Italien. Det betyder, man i højere grad ser især europæisk inspirerede vine i en høj kvalitet og til priser, som er yderst fornuftige. Man er stadig i et tidligt stadie omkring udvikling af kvalitetsvin, men der er ingen tvivl om, at det kun bliver bedre, og at de etablerede vinlande vil få endda rigtig stor konkurrence fra disse kanter.

Man må ind imellem stå i Bordeaux og misundeligt se på det stabile klima, der er i Sydafrika. Og da hovedvægten netop er de internationalt anerkendte Bordeaux-druer som merlot og cabernet sauvignon, satte vi os for at teste disse i blends fra Sydafrika. Dels for at se, hvor langt de er kommet dernede, men også for at se om “fremtidens” Bordeaux-vine skal findes netop her. Smagningen var bestemt interessant, men der er stadig langt til toppen af Bordeaux. Til gengæld må man sige, at bundniveauet er højt og noget højere end i Bordeaux. Man får simpelthen betydeligt mere for pengene. De bedste vine er flotte og kan uden problemer konkurrere med de lavere rangerende cru classé-vine. Men strukturen og rankheden, som de store Bordeaux vine har, er man stadig langt fra.


Thorne & Daughters Wanderer’s Heart 2019  TESTVINDER
VinsdeVinde | 149 kr. tilbudspris
Lys farve og ren og kølig næse med en anelse reduktivitet og ellers masser af rød bærfrugt à la tranebær med et lille sød-urtet element. Slank i smagen med god balance mellem frugt, alkohol og friskhed. Frugten varmer en lille smule op og bliver mere moden i sit udtryk. Velkomponeret og umiddelbar men også med kompleksitet. Godt. Alkoholprocent: 13,5%  93

 

Constantia Glen Three 2013  BEDSTE KØB
Tasty Brands | 124 kr.
Varmt krydret i næsen. Solmoden frugt med en anelse urtet præg. Brombær, tobak, grøn peber og vanilje i smagen. Runde og bløde tanniner. Krydret afslutning. Alkoholprocent: 14,5%  92


Rustenberg John H Marrimann 2016
Sigurd Müller Vinhandel | 280 kr. tilbudspris
Moden og frugtdomineret næse med solbær, urter og tobak samt et mineralsk islæt. Smagen er intens med flot kompleksitet og længde. En vin med power men også finesse. Mørk frugt og tanniner, som giver modspil. Potentiale. Alkoholprocent: 14,5%  92


Rust en Vrede 2015
Theis Vine | 280 kr. tilbudspris
Masser af friske, modne solbær her— hverken sød eller brændt, bare korrekt moden frugt. Flot fylde og intensitet. Meget behagelig vin med god struktur og langt smagende afslutning. Alkoholprocent: 14,5%  92


Erika O 2016
Vinkunsten | 399 kr. tilbudspris
Lys og krydret med sorte kirsebær i duften. Saftig og imødekommende med en flot friskhed og sorte bær, vilde krydderier og et strejf vanilje. Flot, lang og krydret afslutning. Alkoholprocent: 14%  92


Raats Jasper 2017
Vinkunsten | 199 kr. tilbudspris
Flæsket næse med bacon og modne, mørke bær. I smagen også tobak, urter og kirsebær. En hel del tørstof, forventede mere blødhed og frugtkoncentration ud fra duften. Alkoholprocent: 14%  91


Constantia Glen Five 2014
Tasty Brands | 214 kr. tilbudspris
Intens næse, som springer op af glasset med mørke og røde bær, peberfrugt og røg. Textbook næse. Smagen er fyldig og ren. God balance mellem en sødmefuld, moden frugt og et urtet præg, som sammen med vinens syre frisker godt op. Alkoholen varmer en smule. Alkoholprocent: 14,5%  91


Ataraxia Serenity 2017
Vinkonsulatet | 215 kr. tilbudspris
Jordbær og lyse røde bær i duften. Lys og meget imødekommende vin med masser af røde bær, roser og lyse krydderier i smagen. Meget harmonisk med en saftig afslutning. Alkoholprocent: 13%  91


Morgenster Lourens River Valley 2013
Vinens Verden | 189 kr. tilbudspris
Modne, svampede noter i duften. Kraftig vin med klassiske cabernetnoter af solbær, tobak, varme krydderier og vanilje. Flot balanceret og meget klassisk. Lang afslutning. Alkoholprocent: 14,5%  91


Constantia Glen Three 2015
Tasty Brands | 124 kr.
Solbær og blommer, friske og lækre. Opulent, tør stil med pæn intensitet. Flot holdt sammen og balanceret i sin friskhed og modenhed. Pæn afslutning. Alkoholprocent: 14,5%  91


Babylonstoren Nebukadnesar 2017
Tasty Brands | 305 kr.
Masser af sorte bær i duften. Flot koncentration med solmodne solbær, brombær, lakrids, peber, varme krydderier og vanilje. Pæn dybde og lang vedvarende afslutning. Lidt tørhed fornemmes dog.
Alkoholprocent: 14%  91


Rijks Pinotage Syrah 2014
Wineguys | 189 kr. tilbudspris
Rig på modne blommer og rå lakrids. En anelse sødmefuld med præsent fadpræg, vanille, dog kraftfuld intensitet og fylde. Til den søde side, men ellers flot balanceret. Liflig trods tyngden. Alkoholprocent: 14,5%  91


Luddite Saluez Le Saboteur 2016
Tasty Brands | 280 kr.
Mørk og varm men indbydende næse. Ristet kaffebønne og træ, lidt grov tannin, solbær og syrlige kirsebær, cedertræ. Fin balance og god intensitet. Slutter en anelse bittert. Alkoholprocent: 14,5%  90


Saronsberg Full Circle 2017
Holte vinlager | 399 kr. tilbudspris
Roser og kølige, krydrede noter i duften. Saftig og imødekommende med friske sorte bær, lakrids, peber og et strejf vanilje. Let tørhed men ellers en fin og ligefrem vin med en lang, krydret afslutning. Alkoholprocent: 14,5%  90


The Grande Provence 2015
Tasty Brands | 375 kr.
Intens, varm og krydret næse. Medium koncentration med sorte bær, violer og krydderier i smagen. Pæn balance men savner lidt i længden. Alkoholprocent: 14%  90


Van Biljon Cinq 2015
SA Wineimport | 395 kr.
Solbærkompot i næsen med modne ribs og tranebær i smagen. Pænt struktureret frisk stil med volumen og pæn længde. Alkoholprocent: 14,5%  90

 

De Krans Tritonia 2016
Valuewine | 149 kr.
Syltede bærnoter i duften. Moden i udtrykket med blommer, sød lakrids, peber og vanilje. Vellavet vin med en pæn koncentration og længde. Alkoholprocent: 14%  90

 

Sijnn Low Profile 2018
VinsdeVinde | 119 kr.
Dejligt indbydende næse med hindbæressens og slikne kirsebær. Kompleks. Smagen er sødmefuld med blommefrugt og kirsebær og med mindre kompleksitet end i næsen. Meget vellavet. Alkoholprocent: 13%  90


Anthonij Rupert Optima 2015
Vinkunsten | 219 kr. tilbudspris
Moden og krydret næse. Frisk i stilen med solbær, mynte, tobak og vaniljenoter i smagen. Pænt blend med en lidt urtet kant og en fin, krydret afslutning. Alkoholprocent: 14%  90


Anthonij Rupert Optima 2011
Strandgaarden | 169 kr. tilbudspris
Lys i farven. Duft af jordbund og rød bærfrugt og en smule celluloid. Mundudtørrende, lidt brændt præg og bitterhed på tungen. Savner frugt og generel friskhed i smagen. Virker lidt træt. Alkoholprocent: 14%  89


Stellenrust Timeless 2013
Strandgaarden | 199 kr. tilbudspris
Udviklet farve og let bruneret udtryk med læder, stald, urter og røg. Smagen er ren og har en god balance mellem friskhed, vedvarende tanniner og fin længde. Lidt syrnet bærfrugt viser sig i den udviklede vin. Alkoholprocent: 14,5%  89


Hoopenburg Integer Rhone Blend
SA Wineimport | 125 kr.
Åben, rødfrugtig næse domineret af syltede jordbær og kanel. Smagen er ren og indbydende men også en smule simpel i sit udtryk. Meget frugtren og med udmærket friskhed. Alkoholprocent: 14,5%  89


The Old Grain Silo Darling 2017
AMKA | 120 kr. tilbudspris
Sødmefulde noter i næsen. Solmodne bær i smagen med tobak, varme krydderier og toastpræg. Pæn koncentration med runde, bløde tanniner og en varm, krydret afslutning. Alkoholprocent: 14,5%  89


Sir Charles Darling 2017
AMKA | 120 kr. tilbudspris
Varm og krydret i næsen. Solbær, tobak, lette urter og vanilje i smagen. Pæn balance, et meget klassisk cabernet-blend. Pæn, krydret afslutning. Alkoholprocent: 14%  89


Glen Carlou Grand Classique
SA Wineimport | 150 kr.
Meget ekspressiv næse. Modne brombær, blåbær og blomme står op af glasset indhyldet i toastet bacon-flæsk— her er tyngde. Nærmest likør-modenhed i munden og desværre en ret grov tanninstruktur, der får vine ud af balance. Alkoholprocent: 14,5%  89


Beaumont Vitruvian 2015
Vinkunsten | 279 kr. tilbudspris
En smule tilbageholdende næse, men frem kommer intens mørk bærfrugt, brombær, mint, solbær og lakrids. Ikke helt i balance, alkoholen stikker lidt af, ligesom tanninen ikke er helt integreret. Umodne grønne nuancer giver et bittert, urtet præg. Alkoholprocent: 14%  88


David & Nadia Elpidios 2015
Vinkunsten | 239 kr. tilbudspris
Næsen er forsigtig men med lidt iltning viser sig jordbæryoghurt og hvide krydderier. Smagen er mere åben med moden bærfrugt, fine tanniner og en anelse påsat syre. Alkoholprocent: 13,5%  88


David Finlayson The Pepper Pot
SA Wineimport | 89 kr. / Propperiet 99 kr.
Sky næse, som har brug for lidt iltning. Viser rød bærfrugt og middelhavsurter. I smagen er vinen letbenet men med moden frugt og en anelse varmende alkohol. Alkoholprocent: 14,5%  88


Black Elephant 3 Men in a Tub 2018
Wineguys | 110 kr. tilbudspris
Diskret i næsen. Sødmefuld og krydret i smagen med solmodne bær og vaniljenoter. Simpel og meget ligefrem vin. Måske en anelse kort i smagen. Alkoholprocent: 13,5%  87


Jordan Chameleon 2018
Vinmonopolet | 100 kr. tilbudspris
Diskret næse. Noget bitterhed i smagen med sorte bær, bagte krydderier og vanilje. Pæn koncentration. Krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  87


La Motte 2017
Kjær & Sommerfeldt | 139 kr. tilbudspris
Intense sorte bær. Solbær, en anelse urtet, tobak og toastnoter. Meget klassisk cabernet-blend men lige til den urtede side. Krydret, pæn afslutning. Alkoholprocent: 13,5%  87


Raised by Wolves Cinsault Cabernet Sauvignon 2016
Wineguys | 175 kr. tilbudspris
Likørfad næse med blød, (over)moden frugt. Ok syre i munden men ubalanceret med den meget modne frugt og smag af marcipan og hengemt kirsebær. Slutter en smule bittert. Alkoholprocent: 12,5%  87


Leopards Leap Cabernet Sauvignon Merlot 2018
Kjær & Sommerfeldt | 85 kr. tilbudspris
Varm krydret næse. Medium koncentration. Simpel ligefrem vin med en krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  87


Ken Forrester The Renegade
SA Wineimport | 150 kr.
Moden og slikket i næsen med vanille og solbærkompot. Smagen emmer af solbærbusk og mørk chokolade. Fine tanniner, som giver en smule modspil til friskheden. Dog en anelse kort. Alkoholprocent: 14,5% 87


Volstruis 2018
Holte Vinlager | 65 kr. tilbudspris
Krudtet og reduktiv næse, som totalt overskygger frugten. Røg. Smagen er simpel og i og for sig ren men folder sig ingenlunde ud. Alkoholprocent: 14%  86