I dette nummer tester vi 47 chardonnay fra Australien og New Zealand

Arealmæssigt er Australien større end hele Vesteuropa, men over 90% af vinen kommer dog fra det nederste højre hjørne, South Eastern Australia, og resten fra et mindre område i det vestlige Australien. Hvad de fleste dog ikke ved er, at der er meget stor kompleksitet i udbuddet af vine fra Australien. De fleste forbinder australsk vin med fadlagrede chardonnay-vine eller varme, marmeladeagtige shiraz-vine. Men der er sket meget de senere år, og stilen for både shiraz- og chardonnay-vinene har ændret sig markant— i de fleste tilfælde til mindre fadlagrede og mere stringente, slanke vine.

Australien er da også en væsentlig producent af chardonnay. Kun USA og Frankrig er større end Australien, når det gælder marker plantet med druen. Det er især i Victoria samt Western Australia, hvor man finder de mest spændende chardonnay-vine. Victoria er området omkring Melbourne på Australiens sydlige østkyst. Området blev historisk ramt af vinpesten, og næsten alle stokke måtte rives op. Både kulturen og stokkene er derfor ikke så gamle her som i andre dele af Australien. Da klimaet er forholdsvist køligt, er det især pinot noir og chardonnay i en køligere stil, som man finder her. I Western Australia har man også et noget køligere klima i den sydlige del, og det egner sig godt til chardonnay-druen, omend vinene oftest er en anelse varmere i stilen end i Victoria.

På New Zealand har man også taget druen til sig, og her er det især på nordøen omkring Hawke’s Bay samt ikke mindst Gisborne, man finder druen. Men den ses også oftere i Marlborough, som jo ellers primært er kendt for sine sauvignon blanc vine.

Det var en overbevisende indsats, de australske og new zealandske chardonnay-vine gav i denne test. Bundniveauet var højt, og bedre end man kan forvente sammenlignet med den lave ende i Bourgogne. Og så endda til priser langt under hvad en basis chardonnay fra Bourgogne kan købes til.

Men det er nu i niveauet 100-200 kroner, at man finder de rigtigt interessante vine. Her kan man finde vine, som er ganske overbevisende; og da jeg bevidst sammenligner med Bourgogne og ikke andre oversøiske vine, er det fordi den stil, man i dag finder i Australien, har ændret sig så markant de senere år mod netop en stil, man finder i Bourgogne. Væk er de overmodne druer og det voldsomme fadpræg. I stedet finder man chardonnay plantet i køligere områder, hvor modningen tager længere tid, syren er højere, og hvor man ikke behøver maskere vinen så meget med nye fade.

 

Leeuwin Art Series Chardonnay 2018, Australien BEDSTE VIN
Vinspecialisten | 600 kr. tilbudspris
Intense fersken noter og vanilje i duften. En flot og seriøs vin hvor franske fade virkelig slår igennem i smagen men velintegrewret med en pæn ren og intens frugtkarakter. Flot lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  94

 

Chardonnay by Farr 2018, Australien 
Laudrup Vin | 575 kr. tilbudspris
Flot, ren og indbydende næse. Så velbalanceret og indbydende med kølige, frugtige noter og en flot fadintegration. Lang afslutning. Meget burgundisk.
Alkoholprocent: 13%  93


Sacred Hill Rifleman Chardonnay 2019, New Zealand
Supervin | 300 kr. Tilbudspris
På med det fad og godt med bâtonnage, her er brød og røg sammen med fin gul frugt. Dejlig smag med så lækker en balance. Flot høstet frugt, der er arbejdet godt rundt i fadene, og resultatet er, så man bare vil drikke det. Komplekst og lækkert!
Alkoholprocent: 13,5%  93

 

Neudorf Moutere Chardonnay 2018, New Zealand
Laudrup Vin | 419 kr. tilbudspris
Virkeligt velbalanceret og sammensat vin. Ret behersket aroma— ingen bulderbasse her— alligevel føles en seriøs stil med rig koncentration. Lang eftersmag, der hænger ved. Flot vin i en lidt atypisk nedtonet stil.
Alkoholprocent: 12,5%  92

 

Saint Clair Chardonnay Omaka Reserve 2018, New Zealand GODT KØB
Bichel | 135 kr. tilbudspris
Kølig stil med citrus og vanilje noter i duften. Yderst flot balance og meget intens i smagen med fersken, citrus og vanilje. Pæn fylde og længde.
Alkoholprocent: 13% 91

 

Sacred Hill Wine Thief Chardonnay 2019, New Zealand
Supervin | 200 kr. Tilbudspris
Livlig i næsen med lidt røg og sprød frugt. Smæk på tungen med god syre, lidt råt fad og herlig intensitet i frugten. Ren og lækker afslutning. Kalder på en grillet fisk.
Alkoholprocent: 13,5%  91


Sileni Cellar Selection Chardonnay 2019, New Zealand BEDSTE KØB
Erik Sørensen | 90 kr. tilbudspris
Meget aromatisk stenfrugt i næsen. Mango og eksotisk frugt, samtidigt grønne æbler og meget forfriskende. Smæk på smagen og i flot balance.
Alkoholprocent: 13,5%  91


Cloudy Bay Chardonnay 2018, New Zealand
LVMH | 300 kr. tilbudspris
Flot, ren og intens næse. Koncentreret med abrikos, moden fersken, lette krydderier og vanilje. Klassisk i udtrykket og en meget vellavet vin. Flot, lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  91


Elephant Hill Chardonnay Reserve 2016, New Zealand
Juuls | 329 kr. tilbudspris
Ristet brød og smør med en intens moden frugt. Stor rigdom holdt flot sammen af elegant syreniveau. Masser af nuancer og kompleksitet. Langt finish.
Alkoholprocent: 13%  91


Penfolds Bin 311 Chardonnay 2019, Australien
MENY | 259 kr. tilbudspris
Meget livlig vin med masser af frisk citrus. Skarphed og renhed. Citrusdominans med et svagt fadpræg. Elegant vin med flot finish.
Alkoholprocent: 13%  91


Sidewood Mappinga Chardonnay 2016, Australien
Winelovers.dk | 225 kr. tilbudspris
Elegant friskhed med citrus og moden frugt. Balanceret og velintegreret fad. God frugtrigdom, hænger flot sammen med den smørrede note samt pæne syre.
Alkoholprocent: 12,5%  91


Leeuwin Prelude Chardonnay 2020, Australien
Vinspecialisten | 249 kr. tilbudspris
Toastet og moden frugt i udtrykket. Elegant og vellavet meget klassisk. Flot lang afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  90


D’Arenberg The Lucky Lizard Chardonnay 2018, Australien
Erik Sørensen | 140 kr. tilbudspris
Velbalanceret med god dybde i næsen. Melon og citrus som bærende kræfter, også i smagen. Dejlig fedme, som balancerer fint på den friske syre. Lidt mineralsk.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Seresin Chardonnay 2015, New Zealand
Vinspecialisten | 189 kr. tilbudspris
Modne stenfrugt noter i duften. Flot stringent i udtrykket men alligevel fornemmes alderen i vinen. Flot ren og intens frugt med lette tertiære noter. Pæn fadintegration og længde.
Alkoholprocent: 13,5% 90


Giant Steps Sexton Vineyard Chardonnay 2019, Australien
Jysk Vin | 229 kr. tilbudspris
Moderne næse med popcorn og ristet fad sammen med god og præcis frugt. Super balance i munden, hvor alt lægges fint til rette. Sprød, ren syre og moden frugt. Fadet ligger fint som en kant, og afslutningen er lang og ren.
Alkoholprocent: 13%  90


Anna’s Way Chardonnay 2016, New Zealand GODT KØB
Scandinavian Wine & Chocolate | 80 kr. Tilbudspris
Blød, rund og imødekommende næse. Moden gul mirabelle og kandiseret citronskal. Honning og akacienoter slutter smagen fint af. Vin i den runde, afdæmpede stil med god fylde.
Alkoholprocent: 13%  90


Vandenberg Chardonnay 2018, Australien GODT KØB
Juuls | 119 kr. tilbudspris
Lys med lette fadnoter i næsen. Frisk i udtrykket med fersken, citrus og lette tropiske frugtnoter. Pæn og ligefrem vin.
Alkoholprocent: 12,5%  90


Sacred Hill Wine Thief Chardonnay 2018, New Zealand
Supervin | 200 kr. tilbudspris
Mørk med en tæt moden næse. Meget moden og koncentreret frugt. Ananas, abrikos og vanilje i smagen. En del fad og en lang afslutning. Savner lidt i syren.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Wirra Wirra The 12th Man Chardonnay 2018, Australien
Supervin | 140 kr. tilbudspris
Moden fersken i duften. Frisk, imødekommende i stilen. Medium koncentration. Stenfrugt, citrus og lette vaniljenoter. Pæn og frugtig afslutning.
Alkoholprocent: 13%  90


Sacred Hill Chardonnay Reserve 2018, New Zealand GODT KØB
Supervin | 90 kr. Tilbudspris
Rig vin med toastet præg, en pæn citrus note og moden gul frugt. Ren, pæn vin, som slutter en smule bittert.
Alkoholprocent: 13%  89


Seresin Chardonnay Reserve 2016, New Zealand
Vinspecialisten | 269 kr. tilbudspris
Reduktiv næse med lidt krudt. Smagen åbner flot op for overmoden tropisk frugt, smør, brød og abrikos. Høj syre holder vinen fast og giver god intensitet i eftersmagen. Har noget tyngde og kompleksitet, der byder godt ind.
Alkoholprocent: 14%  89


Chapoutier Tournon Landsborough Vineyard Chardonnay 2018, Australien
Kjær & Sommerfeldt | 159 kr. tilbudspris
Smørsødlig næse med overmoden melon. Smagen giver noter af gammel frugt, overmodne pærer og melon. Klodset i sin opbygning. Slutter med et bittert, umodent præg.
Alkoholprocent: 14%  89

 

Sileni Lodge Chardonnay 2017, New Zealand
Erik Sørensen | 140 kr. tilbudspris
Ret lukket og lummer næse. Ungt fadpræg dominerer frugten en smule, men stadig i en let smørret stil, og frugten kommer stille frem. Smagen er klart bedre end duften. Lang og behagelig finish.
Alkoholprocent: 13%  89

 

Penfolds Max’s Chardonnay 2019, Australien
MENY | 179 kr. tilbudspris
Flot og ren næse. Virkeligt flot balanceret, hvor fadet og frugten står godt op mod hinanden. Pæn koncentration og en lang, stringent afslutning. Meget burgundisk.
Alkoholprocent: 13,5%  89

 

100 Bats Field Chardonnay 2019, Australien
AndrupVin | 99 kr. tilbudspris
Frugtig næse med fadnoter. I smagen masser af fersken, tropisk frugt, lime og vanilje. Pæn balance og længde.
Alkoholprocent: 14% 89

 

Astrolabe Chardonnay 2017, New Zealand
Sigurd Müller Vinhandel | 165 kr. tilbudspris
Fin, lille diskret næse med en anelse røg og umoden pære. Slank og præcis i sit udtryk. Ikke for moden frugt, lidt brødnoter og en god længde. Ren men ikke så kompleks.
Alkoholprocent: 13%  89

 

Busby’s Mate Chardonnay 2019, Australien
MasterWines | 60 kr. Tilbudspris
Frisk og lidt slikket stil med lakrids i eftersmagen. Behagelig vin, nem at gå til og i ok balance.
Alkoholprocent: 13,5%  88


Wirra Wirra Scrubby Rise Chardonnay 2018, Australien
Supervin | 70 kr. tilbudspris
Tung næse, kompleks med citrusfrugt og moden melon. Stram i betrækket med en bitter note. Grønne æbler, hvid fersken og en slank struktur. Noget mere kompleksitet i afslutningen, som holder sig fint ren.
Alkoholprocent: 12,5%  88

 

Alkoomi Black Label Chardonnay 2019, Australien
Sprit & Co | 159 kr. Tilbudspris
Citrus og fersken i duften. Medium koncentration. Meget ligefrem i udtrykket, drevet af primært frugten. Mellemlang afslutning.
Alkoholprocent: 13%  88

 

Wakefield Chardonnay 2019, Australien
Vin&Vin | 99 kr. tilbudspris
Humleanelser i duften. Spændstig og frisk med pæn moden frugt, især ananas og grøn stenfrugt. Alk stikker en smule ud.
Alkoholprocent: 13,5%  88

 

Palliser Chardonnay 2017, New Zealand
Laudrup Vin | 149 kr. Tilbudspris
Smør og vaniljenoter i duften. Flot balanceret, saftig og meget imødekommende. Pæn fylde og længde.
Alkoholprocent: 13%  88

 

Penfolds Koonunga Hill Chardonnay 2019, Australien
MENY | 75 kr. tilbudspris
Enkel næse, drevet af lidt gul frugt. Smagen har kun det samme og vander ud til sidst. Enkel og kedelig.
Alkoholprocent: 13,5%  87

 

19 Crimes Chardonnay 2020, Australien
Føtex | 55 kr. tilbudspris
Masser af fadnoter i duften. Fyldig og tæt vin med tropiske frugtnoter, abrikos og vanilje. Savner lidt i syren. Madvin.
Alkoholprocent: 13% 87

 

Brightwater Chardonnay 2015, New Zealand
Vin&Vin | 175 kr. tilbudspris
Slank i både næse og smag. Noter af champignon sammen med æbler og melon. Heldigvis kort i afslutningen. Bitter og kedelig med høj alkohol.
Alkoholprocent: 14%  87


D’Arenberg The Olive Grove Chardonnay 2019, Australien
Erik Sørensen | 90 kr. tilbudspris
Mørk og fyldig næse. Forholdsvist syrerig men ikke helt integreret med frugten. Medium koncentration med citrus, umoden fersken og let fadpræg.
Alkoholprocent: 13%  87

 

Sacred Hill Chardonnay 2019, New Zealand
Supervin | 80 kr. Tilbudspris
Duft af meget moden frugt, med lidt røg bagerst. Cremet struktur med dåseananas og træspåner. Fin friskhed, med en lidt bitter kant til sidst.
Alkoholprocent: 13,5%  87


Babich Chardonnay 2019, Australien
Skjold Burne | 125 kr. tilbudspris
Frugtdreven næse med syltede citroner. Smagen er enkel, båret af gul frugt og med en fin renhed. Ingen kanter til at skræmme nogen.
Alkoholprocent: 13%  87


Sacred Hill Chardonnay Reserve 2019, New Zealand
Supervin | 90 kr. tilbudspris
Mørk, tæt næse med vanilje og abrikos. Meget fyldig med tropiske frugtnoter, lime og vanilje i smagen. Flot balanceret og en vin, der vil og kan en del.
Alkoholprocent: 13,5%  86


Penley Estate Genevieve Chardonnay 2019, Australien
Husted Vin | 159 kr. tilbudspris
Frisk og livlig næse. Pæn koncentration med citrus, fersken og lette fadnoter i smagen. Ikke voldsomt lang i smagen dog.
Alkoholprocent: 13%  86


Milton Park Chardonnay 2019, Australien
Skjold Burne | 75 kr. tilbudspris
Grøn-urtet, metalisk duft. Grøn bitternote i smagen, præget af citrusskal. Savner intensitet og frugtighed.
Alkoholprocent: 13%  86


Kingston Chardonnay 2018, Australien
Skjold Burne | 100 kr. tilbudspris
Meget mørk med modne abrikosnoter i næsen. Flot koncentration men savner lidt i syren. En tung og lidt kluntet vin, som vil rigtig meget. Pæn, lang afslutning.
Alkoholprocent: 13%  86


Cimarosa Chardonnay 2020, Australien
Lidl | 39 kr. tilbudspris
Snert fad i næsen. Frugtig meget ligefrem vin. Pænt balanceret, ikke så dyb men frugtig i udtrykket.
Alkoholprocent: 12,5% 86


Elephant Hill Chardonnay 2017, New Zealand
Juuls | 179 kr. Tilbudspris
Marcipan i næsen. Medium koncentration med bitre frugtnoter og let fadpræg. Det parfumerede fortsætter i smagen, hvilket ikke klæder vinen.
Alkoholprocent: 13,5%  85


Alkoomi Chardonnay 2018, Australien
Sprit & Co | 119 kr. tilbudspris
Flint og citrus på umoden pære. Skarp og slank i smagen, med en lidt metallisk tone. Kort og simpel vin.
Alkoholprocent: 13%  85


Stony Creek Chardonnay 2016, Australien
Skjold Burne | 55 kr. tilbudspris
Umiddelbar og simpel i både duft og smag. En smule vandet og bitter afslutning. Savner friskhed.
Alkoholprocent: 13% 85


Hasselgrove Hardy Chardonnay 2015, Australien
Scandinavian Wine & Chocolate | 60 kr. tilbudspris
Diskret næse. Let parfumeret i smagen med mandler, stenfrugt og citrusnoter. Lidt vandet i eftersmagen og noget kort.
Alkoholprocent: 13%  83


Limestone Coast Chardonnay 2020, Australien
Lidl | 39 kr. tilbudspris
Træt udtryk med smag af dåsefrugt, næsten fermenteret syltet pære. Savner i dén grad frisk frugt, syre og spændstighed.
Alkoholprocent: 12,5% 82