Bourgogne er på alle måder et fortryllende vindistrikt, hvor nogle af verdens største vine fremstilles. Den samlede mængde er lille, distriktet er småt og efterspørgslen på verdensplan er det stik modsatte. Alle vil drikke Bourgogne. Finessen i disse vine, når de rammer ”bulls-eye” er magisk; det er det, vi som Bourgogne-nydere jagter hver gang, vi lirker proppen af en flaske fra området. Efterspørgslen jager priserne i vejret, så sammenhængen mellem pris og kvalitet i dette område kan ikke sammenlignes med noget andet. Og der er ofte skuffelser, især når man sammenligner prisen med kvaliteten, så alt i alt: Bourgogne er på ingen måde et nemt område at kigge nærmere på, for det er andre kræfter, der på spil, når man snakker efterspørgsel. I november 2019 var jeg i Beaune for at får et første indtryk af 2018-vinene. Desuden fik jeg i forbindelse med Hospices des Beaune-auktionen mulighed for et første indtryk af 2019-årgangen.
2019 havde en mild vinter og dermed en tidlig knopskydning. Maj og juni var ustabile med både varme, regn og kulde. Det betød at blomstringen ikke var helt optimal alle steder. Sommeren var meget varm med hedebølge både i slutningen af juni og juli hvilket betød nogle druer blev brændte. Høsten startede i midten af september med små bær og en mængde noget mindre end normalen. Men temperaturerne var rimelig normale, hvilket betød der var en god syre og friskhed i druerne. Så alt i alt en rigtig flot men lille årgang.
Udfra smagningen samt de vine jeg har smagt som er blevet frigivet i 2020 er 2019 årgangen en ganske flot årgang med masser af farve og koncentration i vinene. På mange måder som 2018 men måske med en anelse højere syreniveau, hvilket kan indikere en snært bedre balance og holdbarhed i rødvinene. Så det bliver spændende at se om et års tid, om det bliver 2018 eller 2019, der ender som den bedste årgang. Men det er meget tæt.
De hvide vil også være præget af høj koncentration men har en forholdsvist lav pH og pæn syre. Så pt. ligner det også en stor årgang for de hvide. Men mængderne for både de røde og hvide er væsentligt mindre grundet køligt og regnfuldt vejr gennem blomstringen. Flere huse snakker om 30-50% færre vine! Så man skal nok desværre ikke forvente stagnerende priser.
Et par eksempler på vine som frigives i løbet af 2021.
Domaine du Meix-Foulot Mercurey 1 cru Clos du Chateau de Montaigu Monopole 2019. 91
Vinens Verden | ca. 375 kr.
Mørk med florale noter i næsen. Pæn koncentration og mass4er af intensitet i smagen. Hindbær og jordbærnoter især. Flot struktur og dybde. Alc.: 13,5%
Domaine Edmond Cornu Ladoix 1 cru Le Bois Rousset 2019. 92
Vinens Verden | ca. 359 kr.
Meget mørk og intens i næsen drevet af sorte bær. Flotte ranke tanniner og generelt en flot struktur men mere intensitet end man normalt finder i vinene fra Ladoix. Flot lang afslutning. Alc.: 14%
Domaine Georges Lignier Morey-Saint-Denis 1 Cru Clos des Ormes 2019. 94
Vinens Verden | ca. 675 kr.
Mørk med skovbærnoter i duften. En intens vin med flot koncentration. Stadig tanninbid men generelt en yderst flot struktur. Masser af sorte bær og vaniljenoter i smagen. Flot potentiale og en fin lang afslutning. Alc.: 13,5%
Domaine Georges Lignier Gevrey-Chambertin 1 cru Les Combottes 2019. 94
Vinens Verden | ca. 1195 kr.
Intens i duften med masser af sorte bærnoter. Koncentreret med skovbærnoter, peber, roser og vanilje. Flot balanceret og en vin med mange lag og en flot lang afslutning. Alc.: 13,5%
Domaine Jean Chauvenet Nuits-Saint Georges 2019. 91
Vinens Verden | ca. 459 kr.
Flotte mørke bærnoter i duften. Anelse tørre tanniner men flot koncentration. Skovbær, skovbund, roser og vanilje i smagen. Pæn struktur og længde. Alc.: 13,5%
Domaine Jean Chauvenet Nuits-Saint Georges 1 Cru Les Vaucrains 2019. 93
Vinens Verden | ca. 875 kr.
Meget mørk og intens i næsen. En del fadpræg fornemmes og en vin der med fordel bør gemmes 3-5 år. Flot koncentration med sorte bær, lakrids, roser og vanilje i smagen. Velbalanceret med en lang afslutning. Alc.: 13,5%