De fleste kender vinene på sauvignon blanc og pinot noir fra New Zealand. Det er dog de færreste, som har stiftet bekendtskab med rødvine lavet på andre druer fra landet down under. Vi har testet en række rødvine, som ikke er lavet på pinot noir, for at se, hvilken kvalitet man kan frembringe. Og det var en ganske spændende smagning, som viste, at man godt kan bruge krudt på andre druer end de gængse fra New Zealand. Der er mange gode oplevelser i vente også her.


Te Mata Coleraine 2016
Laudrup Vin | 599 kr. tilbudspris
Cabernet sauvignon, merlot og cabernet franc. Violer og sort peber i næsen. Køligt og intenst Bordeaux blend med solbær, blåbær, tobak, krydderier og vanilje. Flot integreret fad og en lang, krydret afslutning. En stor vin og måske bedste bud på en gemmevin fra NZ! 96


Craggy Range Le Sol 2016
Philipson Wine | 450 kr. tilbudspris
En enkelt blok i Gimlett Gravel. Gæret delvist med hele klaser, 18 måneder på fad. Sort med flot struktur og dybde. Kompleks med sorte bær, peber og krydderier. Velbalanceret med en lang, vedvarende afslutning. 94


Craggy Range Sophia 2016
Philipson Wine | 400 kr. tilbudspris
Næsten sort. Intense bærnoter. Solbær, brombær, lakrids, peber, tobak og vanilje. Flot koncentration og en flot, seriøs og krydret vin. Lang afslutning. Man tænker umiddelbart Bordeaux i en høj klasse! 94


Trinity Hill Homage 2016
Ukendt | ca. 700 kr.
25 år gamle stokke. Sorte bær i duften. Flot koncentration, dybde og kompleksitet. En anelse lukket p.t. Pæn, stor længde. Elegant. 93


Te Mata Bullnose Syrah 2016
Laudrup Vin | 300 kr. tilbudspris
Forrygende næse. Masser af røde bærnoter, sort peber og krydderier i smagen. Yderst vellavet. En flot vin med en lang, frugtig afslutning. 93


Sacred Hill Helmsman 2010
Supervin | 299 kr. tilbudspris
Blend af primært cabernet sauvignon med cabernet franc og merlot. Moden i udtrykket med brombær, solbær, tobak, læder og vanilje. Kølig i udtrykket men pæn koncentration. Kan sagtens stå op mod mange cru classé vine fra Bordeaux. Lang, krydret afslutning. 93


Sacred Hill Brokenstone 2010
Supervin | 299 kr. tilbudspris
Moden næse. Flot, modent kompotpræg med solbær, brombær, tobak, mokka og vanilje i smagen. Meget højrebreds-Bordeaux i udtrykket med en lang, flot afslutning. 93


Elephant Hill Syrah Reserve 2016
Juuls | 329 kr.
Sort og tæt. Sorte bær, mørke krydderier, peber og vanilje i smagen. Flot, fyldig og balanceret vin. Lang afslutning. 93


Mission Hill Jewelstone Antoine 2015
Suenson | 249 kr.
Cabernet sauvignon og merlot. 20 måneders fadlagring. Intens i duften af solbær. Brombær, solbær, krydderier, tobak og vanilje i smagen. Tørt tanninbid. Klassisk Bordeaux blend, meget vellykket og med en lang afslutning. 92


Elephant Hill Merlot Malbec 2015
Juuls | 199 kr.
Intense mørke bær i duften. Koncentreret i udtrykket med en vis kølighed, som klæder vinen. Brombær, animalske noter, lakrids, sort peber og vanilje i smagen. Flot balance og længde. 91


Hans Herzog Spirit of Marlborough 2013, Marlborough
Downunderwines.dk | 249 kr.
Blend af cabernet franc, merlot og cabernet sauvignon. Let urtet i duften, men det klæder vinen. Masser af solbær, tobak, grøn peber og vanilje i smagen. Flot balance og en krydret afslutning. 91


Soho Blue Blood 2015, Waiheke
Vinslottet | 375 kr.
Blend af syrah, petit verdot og malbec. Mørk og krydret i udtrykket. Bagte, modne bærnoter, varme krydderier og animalske noter. Pæn syre med en pæn intensitet og koncentration. Lang, krydret afslutning. 91


Hans Herzog Zweigelt 2014, Marlborough
Downunderwines.dk | 269 kr.
Fyldig og anderledes zweigelt. Masser af skovbær, lakrids, peber og et strejf vanilje. Pæn koncentration og intensitet. Nærmest som en nord-Rhône-vin i udtrykket. Lang afslutning. 91


Mission Estate Jewelstone Syrah 2015
Suenson | 249 kr.
Krydret i næsen med sorte bær, peber, krydderier og vanilje i smagen. Lidt tørre tanniner men ellers en vellavet og pæn vin. Krydret afslutning. 90


Sacred Hill Deerstalkers Syrah 2015
Supervin | 350 kr. tilbudspris
Mørk og intens med sorte bær i duft og smag. Forholdsvist moden allerede nu med tobak, svampede og krydrede noter i smagen. Flot koncentration og længde. 90


Elephant Hill Syrah 2016
Juuls | 199 kr.
Flot koncentreret vin med masser af intensitet i duft og smag. Imødekommende med bløde, venlige tanniner. Sorte bær, lakrids og peber i smagen. Pæn, krydret afslutning.  90


Blank Canvas Syrah 2015, Hawke´s Bay
Winelovers.dk | 288 kr. tilbudspris
Sort med intense sorte bær i duften. Pæn koncentration og i smagen rødt kød, brombær, lakrids, sort peber og vanilje. Flot balance og en krydret afslutning. 90


Ti Point Syrah 2012, Hawke’s Bay
Supervin | 150 kr. tilbudspris
Moden i næsen med sorte bærnoter. Medium koncentration, en høj syre og køligt udtryk i smagen. Sorte kirsebær, peber, tobak og vanilje i smagen. Vellavet, ligefrem vin med en krydret afslutning. 89


Craggy Range Te Kahu 2015
Philipson Wine | 115 kr. tilbudspris
Blend af merlot, cabernet sauvignon, malbec og cabernet franc. Let animalsk og urtet i næsen. Tørre tanniner og masser af sorte bær, lakrids, urter og strejf af vanilje i smagen. Mellemlang, tør afslutning. 88


Oaster Bay Merlot 2016, Hawke’s Bay
Amalie Vinimport | 75 kr. tilbudspris
Modne sorte bær i næsen. Medium koncentration og meget klassisk merlot i smagen med brombær, mokka og tobaksnoter. Simpel men fungerer pænt. 87