Der er kommet nyt ud omkring destilleriet Port Ellens genåbning. Der vil bl.a. komme to destilleringsenheder, så at der kan eksperimenteres i højere grad. Det oprindelige destilleri åbnede i 1824 og det er planen at restaurere hele det oprindelige destilleri men udvide destilleringen til to separate rum. Det ene rum vil have kedler magen til de oprindelige, mens man i det andet vil have mindre kedler for at kunne producere en anderledes spiritus for at kunne eksperimentere mere med stilen. Man forventer at kunne åbne Port Ellen i 2021, mens man kan forvente de første flasker på markedet omkring 2032, måske før ifølge Diageo.
Det var i 2017 at Diageo meddelte at der vil blive investeret mere end 300 mio. kr. i at få Port Ellen og Brora destilleriet tilbage i produktion. Port Ellen ligger på øen Islay hvor en række af verdens mest kendte destillerier ligger, blandt andet Ardbeg og Lagavulin. Brora ligger i højlandet på østkysten af Skotland ved Sutherland.
Destillerierne blev lukket tilbage i 1983 grundet globalt nedgang i salget af whisky. Men siden da er whisky, som har været gemt på fade fra de to destillerierne været efterspurgt blandt samlere og er i dag blandt de dyreste i verden.