Der er uro i det kendte spanske område for mousserende vine, hvor flere producenter nu danner deres egen betegnelse
Cava D.O. breder sig over 159 forskellige små og større områder i Spanien, men hovedvægten produceres i Penedès i Catalonien. Det er også her de klart største producenter Codoníu og Freixenet ligger. Men netop uenigheder omkring geografien og kvaliteten for Cava har betydet, at en række producenter grundlagde L’Associació d’Elaboradors i Viticultors Corpinnat (AVEC). I dag tæller AVEC ni medlemmer bl.a. Gramona, Recaredo, Llopart, Nadal, Sabaté i Coca, Torelló, Huguet-Can Freixes, Júlia Bernat og Mas Candí. Reglerne for Corpinnat er væsentlig strengere og betyder blandt andet at druerne skal stamme fra økologisk certificerede vinmarker, håndhøstes og fra et afgrænset område inden for appellationen Penedès. Endvidere skal mindst 75% af druerne skal være fra marker, der ejes af det pågældende vinhus, og vinificeringen af vinen skal foregå i eget vineri. 90% af druerne skal være de gængse oprindelige druer xarel-lo, parellada og macabeo. Og pinot noir, chardonnay og trapet må højst udgøre 10% af vinen. Og til mousserende rosévin må der kun anvendes garnacha, monastrell, sumoll og xarel-lo rosat. Endvidere skal vinene modne i mindst 18 måneder på gærresterne før frigivelse til salg.
AVEC fik godkendt den nye Corpinnat-klassifikation af de catalanske myndigheder, vinrådet i Penedès og af EU men ikke af Cava D.O. Tanken var ellers udelukkende at tilføje Corpinnat til Cava betegnelsen på flasken. Men da der ikke kunne blive enighed om dette har producenterne nu valgt at udtræde af D.O. Cava. Der venter derfor nu AVEC en større markedsføringsindsats for at slå mærket Corpinnat fast i forbrugernes bevidsthed.