Tegn et abonnement på magasinet Whisky& – Klik her.

Vi tester 25 rom fra Barbados
I denne udgave af Whisky & Rom Magasinet har vi kastet os over rom, som bliver produceret på den Caribiske ø Barbados. Vi har testet 25 forskellige rom fra det engelsktalende paradis, et paradis som er kendt for sin kokossmagende romstil.
På Barbados finder vi fire romdestillerier, lige fra de helt store internationalt ejet mastodonter, til mindre familieejet virksomheder. Der er tale om Foursquare Rum Distillery, St. Nicholas Abbey, Mount Gay Distillery og ikke mindst West Indies Rum Distillery.
West Indies Rum Distillery er kendt for at levere rom til likøren Malibu, og har de seneste mange, mange år ikke satset på premium-rommarkedet – derfor er testen ikke ligefrem fyldt med rom fra det gamle destilleri. Der ændrer sig dog snart, da Maison Ferrand har købt destilleriet – så man kan godt forvente noget spændende fra dem snart.
St. Nicholas Abbey Rum er en ny spiller på Barbados, og det er samtidig også den mindste på øen. De har et lille pot-still på plantagen, og derfor er produktionen ikke specielt stor. Eksporten af deres rom er minimal, hvilket betyder at deres flasker en svære at finde, også i Danmark.
Foursquare Rum Distillery har lavet rom siden 1996, og sidder på langt de fleste aftapninger i denne test. De har igennem mange år solgt rom på bulk-markedet, hvilket betyder at deres rom findes hos utrolig mange uafhængige aftappere verden over, så som Plantation Rum, Compagnie des Indes, Transcontinental Rum Line, West Indian Rum & Cane og Alfred’s Trail Rum. De producerer også rom til deres egne rommærker, som naturligvis også indgår i testen.
Mount Gay Distillery er i testen repræsenteret af deres brand Mount Gay Rum. Det er meget sjældent at man finder rom fra dette destilleri på uafhængige aftapper-hænder, men det kan forekomme. Mount Gay udmærker sig ved at være det ældste registreret destilleri, og kan dateres tilbage til 1703.
Generelt for rommen på Barbados kan det nævnet, at smagen er enormt præget af bourbonfadene. Smagen af rommen derfra er typisk sammenlignet med kokos, mandel, vanilje og ristet kaffebønner. Både WIRD, Foursquare og Mount Gay benytter sig af den samme romstil, nemlig en blanding af lettere romtyper fra de kontinuerlige destilleringsapparater, og tungere romtyper fra batch-destilleringsapparater. Det giver alt i alt en medium-fyldig romstil.

Det er ikke lovligt at tilsætte sukker til rom på Barbados, men det kan forekomme, at man finder Barbados Rum som indeholder sukker. Hvis det er tilfældet, så er forklaringen den, at rommen er købt i bulk af uafhængige aftapper, og fragtet ud af Barbados. Det er lovligt at tilsætte sukker til Barbados Rum, hvis aftapningen sker udenfor landets grænser – det ses fx med Plantation Rum, som udfører denne del af produktionsprocessen i Frankrig.

Tak fordi du læser med, og lad os så smage….

Alle priser er enten oplyst af importøren eller fundet gennem ledende forhandlere. Der, hvor udsalgssted ikke er nævnt, betyder det, at den pågældende rom typisk kan købes gennem vin- og spiritusforhandlere over det meste af landet.

Anmelderne
Thomas Rydberg
Thomas Rydberg er redaktør og ejer af Whisky & Rom Magasinet, Din Vin Guide samt vin- og spiritusskribent på Ekstra Bladet. Han har som en af de få herhjemme en diplomuddannelse fra WSET (Wine & Spirit Education Trust) i London og dømmer i en række internationale vin- og spirituskonkurrencer rundt omkring i verden.

Mads Heitmann
Mads “Romhatten” Heitmann er i sit daglige virke vant til at vurdere og smage på rom, da han er stifter og skribent på Romhatten.dk. På Romhatten.dk finder du ud over 250 anmeldelser af rom et hav af artikler om rom. Derudover afholder Mads ligeledes romsmagninger i hele landet, og formidling af rom er Mads’ fuldtidsbeskæftigelse. Mads er desuden forfatter på ”ROMBOGEN”, som udkom på Politikens Forlag i 2015.

En ganske interessant test med en meget klar vinder i Mount Gay 1703, men også en stor uenighed omkring bedømmelsen af to rom. Vi har derfor valgt at give jer begge vores vurderinger. Derimod var der enighed om, at Plantation Grande Reserve var bedste køb. Men tæt forfulgt af Mount Gay XO og Mount Gay Black Barrel.

Mount Gay 1703 BEDSTE ROM
40% | Scandlines | 660 kr.
Tør frugt, egetræ, frisk ananas og brændte mandler. Virkelig flot rom med masser af dybe smagsnoter og komplekse elementer. Eftersmagen er lang og behagelig, samtidigt med at den udfordrer dig. Flot rom. 93

Foursquare Rum Sixty Six Cask Strenght
59% | Scape Spirits | 579 kr.
Flot dybde, flot kompleksitet – en rom, der virkelig vil frem i livet. Balancen er vildt flot, og smagselementerne er i total harmoni. Alkoholen er tilstede men kammer aldrig over. 92

Plantation Single Cask XO Mackmyra Finish
40,6% | Scandlines | 490 kr.
Mads: Wauw, denne rom kan altså noget i næsen. Det føles næsten helt whisky-agtigt. Hold nu på en kompleks og spændende omgang! Sammen med maltnoter finder jeg kokos, smør og blød vanilje. Dét her er en god rom! 92
Thomas: Sødmefuld i duft og smag. En anelse syntetisk i smagen med en let krydret afslutning. 87

Habitation Velier Foursquare 2013
64% | Juuls | 819 kr.
Thomas: Lyse citrusnoter i duften. Ung med en høj alkohol men masser af komplekse noter og en lang, varm afslutning. 92
Mads: Duften er præget af meget alkohol og nærmest gummiagtige elementer. Smagen har meget unge smagsnoter og forekommer mig meget ude af balance. Det er en oplevelse, som er båret af sprit. Mangler dybde. Simpelthen. 86

CDI Barbados 9 ans
62,1% | Juuls | 675 kr.
Høj alkohol men uden at være ubalanceret eller for meget. Smagen er meget kompleks og byder på gummi, kokos, mandel og brændte elementer. Utrolig fed og fyldig rom. 92

CDI Barbados 16 ans
62% | Juuls | 1125 kr.
Intenst krydret i næsen. Orangeskal og julekrydderier i smagen. Den høje alkohol fornemmes men er velintegreret. Lang afslutning. 91

Mount Gay XO
43% | Hans Just | 325 kr. GODT KØB
Meget krydret i næsen. Blød og imødekommende med svesker, krydderier og vanilje. Pæn, lang afslutning. 90

The Real McCoy Rum Aged 12 years
40% | CRT | 529 kr.
Parfumeret og mørk i duften. Mørke toner, en del fad fornemmes og tørrede frugter. Lang, krydret afslutning. 90

Plantation Vintage Barbados 2001
40% | Juuls | 399 kr.
Okay, næsen er speciel på denne. Rommen virker meget tør og let brændt i næsen, hvilket den slet ikke er i munden. Den er meget sød på smagen og holder vanilje, kokos og marcipanelementer. Pæn rom. 89

TCRL Barbados 2012
46% | Juuls | 499 kr.
Citrus i næsen. Elegant i smagen med lette, krydrede noter, citrus og vanilje. Velbalanceret alkohol. Lys og anderledes i stilen med en flot afslutning. 89

West Indian Rum & Cane Barbados
46% | Sprit & Co | 599 kr.
Intense krydrede noter i duften. Frugtig i udtrykket med varme krydderier. Pænt integreret alkohol og en lang, varm afslutning. 89

The Real McCoy Rum Aged 12 years
46% | CRT | 529 kr.
Næsen har brændt mandler, brændt smør og flot bourbonvanilje. I munden er den meget sødmefuld og imødekommende. Fin kompleksitet og godt med styrke. 89

The Real McCoy Rum Aged 12 Years Limited Edition 2016
46% | CRT | 639 kr.
Lette orangenoter i duften. Let krydret i smagen med et bid fra alkoholen. Pæn afslutning. 89

Alfreds Trail Rum 9.12 Banyuls Cask Finish
45% | CRT | 849 kr.
Meget parfumeret i duften. Bitre toner, orangeskal og vanilje i smagen. Krydret afslutning. 88

Foursquare Rum Sixty Six 6 års
40% | Scape Spirits | 379 kr.
Meget frisk i duften, ingefær og mynte. Smagen er knapt så ”frisk” men mere over i den søde afdeling – vanilje, kokos og mælkechokolade. 88

Foursquare Rum Sixty Six 12 års
40% | Scape Spirits | 469 kr.
Puddersukker i duften. Mørke, krydrede noter, blommer og vanilje i smagen. Ikke så intens men med en let krydret afslutning. 88

Kaniche XO
40% | Scandlines | 350 kr.
Rommen har en voldsom sødmefuld indgang og er ikke ret kompleks. Smagen er lidt flad og eftersmagen ikke kort. Den smager dog fint af kokos og vanilje men mangler fylde. 88

Mount Gay Black Barrel GODT KØB
43% | Hans Just | 249 kr.
Flot tørhed i næsen, masser af tør frugt og elegance. Smagen er lige sådan – pæn dybde og god kompleksitet. 88

Plantation Grande Reserve BEDSTE KØB
40% | Juuls | 219 kr.
Kokos bliver nævnt mange gange i denne test, men rom fra Barbados er bare præget af kokossmagen, og denne rom er ikke nogen undtagelse. Den er lidt en-dimensionel, men på trods af det, så er den faktisk udmærket. 88

Plantation Barbados 5 Years
40% | Juuls | 265 kr.
Orangeskal i duften. Rimelig intensitet med varme, krydrede noter og kokos. Blød i stilen med en pæn afslutning. 88

The Real McCoy Rum Aged 5 Years
40% | CRT | 349 kr.
Fine egetræselementer, subtilt smør i næse. Smagen er noget mere kompleks end duften. Mandler, mokka og vanilje. Pæn rom. 88

Plantation XO 20th Anniversary
40% | Juuls | 499 kr.
Yderst sødmefyldt duft, hvor kokos og vanilje er fremtrædende. Smagen er tæt på at kamme over på sødmen, og kokosen bliver for meget. Man fornemmer næsten smagen af Bounty chokoladebaren. 88

Plantation Vintage Barbados 2002
40% | Scandlines | 250 kr.
Orange krydderier i duften. Sødmefuld med orangeskal, vanilje og krydderier. Pænt balanceret med en krydret afslutning. 88

Mount Gay Eclipse
40% | Hans Just | 179 kr.
Lyse orange- og parfumerede noter. Ikke meget intensitet i smagen. Let krydret og frugtig med en lidt kort afslutning. 86

The real McCoy Rum Aged 3 Years
40% | CRT | 239 kr.
Noget anonym i næsen men en anelse græs og vanilje. Den er yderst let i stilen, men byder dog på pæn sødmefuld kokos. Ikke dårlig men heller ikke specielt interessant. 86