Det anerkendte Bordeaux slot Château Giscours er blevet idømt en bøde på 1.5 mio. kr. for at have tilsat sukker til to tanke af deres vin i 2016. I alt 39.700 liter vin blev justeret og skal nu destrueres. Endvidere fik to af de ansvarlige på slottet 3 måneders betinget fængsel.
At tilsætte sukker er en metode hvor man kan hæve alkoholprocenten i vinen ved at tilsætte sukker inden fermenteringen. En metode som er tilladt i flere lande, typisk i køligere klima hvor man ikke altid kan opnå så stort sukkerindhold i druerne. Metoden er også tilladt i Bordeaux i specielt kølige år men kræver en specifik godkendelse.
Château Giscours har ikke benægtet at have tilsat sukker, men at det er en kommunikationsbrist som er skyld i problemet. Slottet har nu anket afgørelsen.