Grappa er italienernes “efter maden” aperitif. Det er en brændevin, der fremstilles ved destillering af det druekvas, som i forbindelse med produktion af vin er tilovers efter presningen af druerne. Grappa er derfor en parallel til den franske Marc, selv om de to varianter smager fuldstændig forskelligt. I begge tilfælde er det affaldsprodukter fra den egentlige vinproduktion, som danner basismaterialet for brændevinen. Grappa destilleres både fra kedel, selvom det kun er under 100 producenter og omkring 20 % af grappaen, der laves på denne måde. Den mest almindelige er en kolonnekedel, som giver en renere og højere alkohol, men vil nogen sige også mister noget af kompleksiteten i grappaen.

Originalt lavede man grappa, for at der ikke skulle gå noget til spilde efter vinproduktionen. Men i dag er det en stor industri i Italien, oftest bundet tæt sammen med vinindustrien. Man ser derfor, at næsten alle vinproducenter laver en grappa, og derfor findes der også meget svingende kvalitet.

Selve smagen afhænger meget af, hvilke druer der er blevet brugt samt som før nævnt destillations metoden. Ligesom med vin findes der ikke-fadlagrede typer og fadlagrede grappa’er, som igen afhænger af fadtyper og længden af fadlagringen.

En grappa bærer ofte et navn, der henviser til det område, den kommer fra eller den vin eller druesort, der har leveret det druekvas, som grappaen er fremstillet af. Der findes f.eks. Grappa di Brunello, Grappa di Amarone, Grappa di Moscato og Grappa di Barolo.

Blandt de mest kendte og bedste producenter er: Berta, Nonino, Bocchino, Sibona, Nardini, Jacopo Poli, Brotto, Villa de Varda, Domenis, Bepi Tosolini og Distilleria De Negri.

 

Berta – Piemontes stolthed

I hjertet af Piemonte startede Paolo Berta i 1947, der i dag er anerkendt som et af de bedste destillerier, og som står for en elegant og raffineret type af grappa. Det nye destilleri, som åbnede i 2002, ligger i Castelletto Molina nær byen Nizza Monferrato syd for Asti.

Berta arbejder tæt sammen med en række vinproducenter og står klar, så snart vinen er presset fra druerne, således at druekvaset med det samme kan transporteres til destilleriet, mens det stadig er frisk. Her har Berta udmærket sig ved udvikling af specielle 200 kg kurve, som benyttes i denne transport, og som holder kvaset friskt. Drueskallerne kommer igennem en “soft pressing”, som efterlader de fineste aromakomponenter, der så er udgangspunktet for Bertas grappaer. Når mosten er gæret, destilleres den ved hjælp af kobberkedler. Netop for at få så meget tyngde og smag i grappaerne.

Samarbejdet med faste og kvalitetsorienterede leverandører har givet Berta muligheden for at fremstille nogle særdeles spændende enkeltdrue-grappaer, hvor druekarakteren tydeligt fornemmes. Udover druevalget er også valget af fadtype til lagring med til at præge den enkelte grappas karakter.

I dag ledes firmaet af de to sønner Gianfranco, der er husets destillatør, og Enrico, der varetager den kommercielle side af sagen.

 

Berta Nibbio. 40 %. 325 kr.

Grappa lavet på barbera. En lys grappa med en intens blomstret duft. Blød og rund i smagen med hindbær, skovbær, blomster og lette krydderier. En delikat og yderst elegant grappa i den lette stil. 89

 

Berta Monprà. 40 %. 349 kr.

Destilleret på barbera, nebbiolokvas og derefter fadlagret i 12 mdr. Toast og lette vanilje toner i duften. Frugtig og rund i smagen med pebertoner, blomster og vanilje. En rund og blød grappa. 90

 

Berta Elisi. 43 %. (0,5 l). 399 kr.

Destilleret på nebbiolo, barbera og cabernetkvas fra en række specielt udvalgte marker. Den højere alkohol fornemmes og en mere seriøs grappa i stilen. Kommer til udtryk med en frugtig tone, vanilje fra fadet og et flot alkoholbid i afslutningen. 92

 

Berta TreSoliTre 2007. 43 %. 995 kr.

Grappa på Nebbiolokvas fra La Morra og Monforte og derefter lagret minimum 7 år på barriques. Parfumeret i duften. En fyldig fadpræg i smagen og derefter svesker, peber, krydderier, kirsebær og vanilje. Flot kompleks, rund med en lang eftersmag. Absolut grappa af højeste klasse. 95

 

Vinene importeres i Danmark af Adriat Vin.