Campari er en krydderlikør med bittersød smag og blev udviklet af den italienske likørblander, Gaspare Campari i 1860. I en alder af 14 år arbejdede Gaspare på en bar. Dengang var det normalt, at barer serverede deres egne ”blandinger”, og Gaspare var begyndt at eksperimentere med det, der skulle blive Campari. Han var meget interesseret i folks drikkevaner og ønskede at skabe den bedste bitter. Gaspare var endvidere kollega med Alexandro Martini, der siden skulle blive berømt for sin Vermouth.

Gaspare kaldte sin første kreation Rosa Campari and Bitter all úso d´Hollanda (bitter in the Dutch manner), først senere kaldte han den Campari. Gaspare flyttede til Milano, hvor han åbnede Bar Camparino i Milano’s største shopping arcade, Gallaria Vittorio Emanuele II. Gaspare solgte her sin kreation blandet med soda, Campari Soda og den blev hurtigt den mest fashionable drink blandt Milano’s intellektuelle. Hermed kan man praktisk talt sige, at Gaspare Campari skabte den italienske aperitif kultur.

Campari opnåede en hidtil uset popularitet i 1880’erne. Stærkt hjulpet af drinken Americano, der blev skabt af Gaspare. Denne består af lige dele Campari, Vermouth og danskvand, og udspringer af drinken Milano-Torino, der består af lige dele Campari og Vermouth og har fået sit navn efter Campari fra Milano og Vermouth fra Torino.

Gaspare’s søn David Campari, blev i starten af det 19. århundrede forelsket i opera sangeren Lina Cavalieri, og han tog Campari med til hendes optrædener i Europa og spredte dermed kendskabet til Campari over Europa.

Den Campari, man producerer i dag, indeholder nøjagtig de samme ingredienser som den første Campari i 1860, og opskriften er stadig en velbevaret hemmelighed. Ifølge fabrikanten Gruppo Campari kender kun en håndfuld betroede medarbejdere i virksomheden den præcise opskrift, som blandt andet er baseret på bitre urter, aromatiske planter og frugter, der bliver opblødt i destilleret vand og tilsat alkohol.  Den røde farve stammer fra det naturlige farvestof karmin.

De senere år er Campari endvidere blevet kendt for sine kalendere. Camparis årlige og eksklusive kalender trykkes kun i 9999 eksemplarer og er derfor et samlerobjekt verden over. Campari har siden grundlæggelsen for over 150 år siden været kendt for sin tætte tilknytning til moderne kunst og efter de første 135 år med plakatkunst i fokus, introducerede Campari for 20 år siden den årlige kunstfotokalender som en hyldest til kunstnerisk talent, passion og forførelse. Lige siden har tidens mest toneangivende fotografer hvert år fortolket en række almenmenneskeligt vedkommende temaer gennem nogle af verdens smukkeste og mest talentfulde personligheder, heriblandt skuespillerne Salmay Hayek, Eva Mendes, Jessica Alba, Penelope Cruz, Milla Jovovich, Uma Thurman, Eva Green og Benicio del Toro.

 

Et par typiske opskrifter med Campari:

Negroni – rendyrket klassiker

I 1920’erne opstod drinken Negroni på en bar i Firenze, da Grev Negroni bestilte en Americano med gin i stedet for soda. Hermed var endnu en klassisk Campari cocktail født.

3 cl gin

3 cl Campari

3 cl sød vermouth

Ingredienserne hældes i et lavt glas fyldt med isterninger. Rør rundt og pynt med en appelsinskive.

 

Campari Spritz

Milanesernes foretrukne drink som især de senere år er blevet meget populær.

3 dele mousserende vin (fx prosecco fra Italien, cremant, cava eller champagne) eller hvidvin, helst tør

2 dele Campari

1 del danskvand

Fyld et stort vinglas eller et drinkglas med isterninger. Tilsæt ingredienserne og pynt med en halv appelsinskive og eventuelt et sugerør.