Nye skotske destillerier

Køb et abonnement på Whisky& magasinet – læs mere her.

Der er lavet whisky gennem århundreder i Skotland. Whisky omtales første gang i Skotland i 1494. Her kan man af skatteregnskaber se, at kongen havde sendt malt til munken John Cor, som skulle destillere 1.500 flasker aqua vitae, hvilket var datidens betegnelse for alle varianter af stærk alkohol.

At munken blev bedt om at lave så mange flasker tyder på, at destillering af whisky var veletableret i Skotland på dette tidspunkt. Ingen af de oprindelige destillerier har overlevet til i dag, men flere af Skotlands nutidige destillerier fremhæver gerne deres alder.

Indtil for få år siden skændtes Glenturret og Bowmore om, hvem af de to der var landets ældste. Begge hævdede, at de blev grundlagt i 1770’erne. Men i 2007 fandt arkivarer ved Scottish Brewing Archive skattepapirer, som viste, at Bowmore først åbnede i 1816 og Glenturret to år senere.

Dermed var Strathisla, der åbnede i 1789, tilsyneladende Skotlands ældste. Men så meldte en ny rival sig i kampen om æren: Glen Garioch havde hidtil angivet grundlæggelsesåret 1797 på sine flasker, men arkivarerne var næsten sikre på, at destilleriet oprindeligt hed Meldrum og åbnede allerede i 1785. Kappestriden mellem de skotske destillerier fortsætter og finder nok aldrig en endelig vinder.

Du ved måske allerede, at Skotland med rette er berømt for at producere verdens fineste whiskyer, men vidste du, at der hvert år dukker flere og flere whiskydestillere op rundt om i landet?

I 2017 startede syv nye destillerier produktionen. I 2018 åbnede yderligere fire, efterfulgt af yderligere tre i 2019. Vi så endda nogle destillerier åbne i 2020, og flere vil følge, herunder det spændende nye Johnnie Walker Princes Street center i år.

Vi sætter her fokus på de nye destillerier, som er åbnet de seneste ti år.

Aberargie, Lowlands
Første destillat kom ud i 2017 fra dette destilleri ejet af The Perth Destilling Co og ikke overraskende beliggende lige uden for byen Perth. Har i dag en kapacitet på 750.000 liter årligt, og til en start vil whiskyen indgå i Morrison & Mackays forskellige blended skotsk malt mærker.

 

Annandale, Lowlands
Annandale ligger på grænsen mellem Skotland og England nær havnebyen Annan. Destilleriet blev grundlagt i 1830 af George Donald og var kendt for at dyrke sit eget korn. Som så mange andre skiftede destilleriet ejere adskillige gange og måtte lukke i 1921. Men i 2007 blev destilleriet købt af Annandale Distillery Company, og en omfangsrig renovering blev igangsat. Siden 2013 har man derfor igen kunnet nyde Annandale. Der arbejdes med en kapacitet på 500.00 liter. I 2018 blev de første single malts lanceret med navnene Man O’Words og Man O’Swords.

Arbikie, Highlands
Arbikie Highland Estate ligger i det østlige højland og drives af de tre brødre John, Iain og David Stirling, som kommer af en familie, der har drevet destillering i fire generationer. Men det var først i 2015 man startede op med dette nye destilleri, som ud over malt whisky og har lanceret en rye whisky, som påstås at være den første i 100 år i Skotland. 998 flasker er der blevet lanceret af Arbikie’s Highland Rye Single Grain Scotch Whisky. Der arbejdes med en kapacitet på 200.000 liter årligt.

Ardnahoe, Islay
Nyeste destilleri, som startede i 2018 og åbnede for besøgende i 2019. Ligger ved Port Askaig og er ejet af Hunter Laing & Co. Virksomheden er ellers udelukkende kendt for at opkøbe whisky, blende det og sælge det videre. Men nu vil man selv destillere. Destilleriet producerer single malt med vand fra kilden Ardnahoe Loch. Der produceres omkring 200.000 liter årligt.

 

Ardnamurchan, Highlands
Helt ude vestpå, lige nord for Mull, finder man Ardnamurchan. Ejet af aftapperen Adelphi og en stor del vil blive brugt i deres blended whiskyer. Kapaciteten er stor med cirka 1/2 million liter årligt, og den første single malt blev introduceret i efteråret 2020.

Ardross, Highlands
Et af de nyeste destillerier, beliggende lige nord for Inverness, og som startede produktionen i 2019. Det er ejet af Greenwood Distillers, som ud over destilleriet ejer en række hoteller og restauranter i Storbritannien. Der er en kapacitet på ikke mindre end en million liter årligt, og indtil whiskyen er klar, satses der hårdt på gin produktion. Skulle efter sigende være et af de eneste destillerier, som ejer sin egen kilde (Loch Dubh).

 

Ballindalloch, Speyside
Midt i Speyside finder man Ballindalloch ejet af Macpherson Grant-familien, som generationer tilbage var del ejere af Cragganmore. Kornet kommer fra egne marker, og besøgende kan følge produktionen fra kornet hele vejen til den færdige whisky. Kapaciteten er lille, omkring 100.000 liter årligt, og den første single malt forventes lanceret i 2021, på det tidspunkt otte år gammel.

 

Bonnington, Lowlands
Midt i Edinburgh finder man dette helt nye destilleri, som åbnede sidste år. Det er ejet af John Crabbie & Co, som er del af en koncern, som arbejder med vin og spiritus i hele verden. Kapaciteten er 500.000 liter årligt, og en mindre del vil være røget whisky. Da destilleriet ligger i byen, forventer man at åbne et besøgscenter i år.

The Borders, Lowlands
The Three Stills Co. har i 2017 efter en lang proces fået bygget sit destilleri i Hawick i Borders-området. Men det er så også historisk i den forstand, at det er første gang i 180 år, at der er bygget et nyt destilleri i The Borders, som man kalder det sydligste område af Skotland, ned mod grænsen til England. De mener det tilsyneladende også alvorligt, for der er både bygget besøgscenter og en produktionskapacitet på 1,6 millioner liter pr. år. Der er allerede lanceret en blended scotch og en blended malt, dog fra whisky udefra. Der satses også på vodka.

Brew Dog, Highlands
De fanden-i-voldske ølentusiaster fra Brewdog har også slået sig på whiskyen. Destilleriet har stået klar siden 2016, og man lagde ud med ginproduktion for at lære kedlerne nærmere at kende. Siden er der også blevet destilleret til modning til whisky. Oprindeligt hed det Lone Wolf men skiftede navn i 2019. Kapaciteten er 450.000 liter årligt, men der eksperimenteres også med alt fra vodka, rom og gin til malt og rye whisky. Placeringen i nærheden af Aberdeen gør det absolut attraktivt for whiskyturister, der benytter den lufthavn som adgang til Speyside og det nordlige højland.

The Clydeside, Lowlands
Ved floden Clyde finder man The Clydeside, åbnet i 2017 og ejet af Morrison Glasgow Distillers. Dette destilleri har vi tidligere omtalt som både Queens Docks og Glasgow Distillery, men nu er alt endeligt på plads på The Clydeside. En gammel bevaringsværdig bygning er blevet skånsomt ombygget, og man har nu en kapacitet på 500.000 liter. Da det ligger centralt i Glasgow, satses der stort på besøgscenter og salg via dette. Indtil videre er det dog kun new-make, man kan købe, men alligevel kom 700.000 besøgende forbi i 2019.

Dalmunach, Speyside
Afløseren for Imperial, beliggende i Carron i Speyside. Chivas Brothers næststørste maltdestilleri med en kapacitet på 10 millioner liter men designeret til at være arbejdshest for whisky til brug for blending. Selv om der ikke er besøgscenter, så kør alligevel forbi, og nyd den fantastiske arkitektur, der har et bygaks som inspiration. Måske Skotlands flotteste destilleri. I 2019 lancerede man dog i små mængder en single malt, fire år gammel.

Dornoch, Highlands
De to lettere excentriske brødre Simon og Phil Thompson fra Dornoch Hotel har opført et meget lille destilleri (30.000 liter årligt) i en gammel stenbygning på bagsiden af hotellet. Den husede tidligere en manuelt trukket og betjent brandsprøjte, men nu laves der altså whisky og gin. Der gulvmaltes, og generelt holder man fast i de gamle, klassiske dyder. Det kan anbefales at besøge hotellet med en bar, der er berømmet for sine mange ældre aftapninger af klassewhisky.

Eden Mill, Lowlands
Et af de mange nye Lowland-destillerier bygget i 2014. Det ligger umiddelbart uden for St. Andrews (mod nord), så det er et oplagt mål for golfspillere, der leder efter et 19. hul, eller for dem, der er landet i byen i god tid til deres golfaftale. Det er et mindre destilleri med en kapacitet på 100.000 liter årligt, som satser på gin, øl og whisky. Første single malt blev lanceret i 2018. Siden er der kommet en årlig lancering, og de er blevet så populære, at man nu har besluttet at udvide og flytte destilleriet til større lokaler.

Glasgow, Lowlands
Bygget i 2015 og tog navn fra Glasgows historiske destilleri, som var grundlagt i 1770, og som lukkede i starten af 1900-tallet. Ligger i industrikvarteret i Glasgow, og der arbejdes med en kapacitet på 500.000 liter. Der arbejdes med både og uden røget malt samt også med triple destillering en måned om året. Enkelte aftapninger er blevet frigivet, omend det er deres Makar gin, som har opnået mest popularitet.

 

GlenWyvis, Highlands
Historien om GlenWyvis Distillery er også historien om en fantastisk lokal opbakning og genopfindelsen af den kooperative tanke i whiskyøjemed. Da en lokal farmer og helikopterpilot ville bygge et destilleri på en af bjergsiderne ved Dingwall, skrabede de lokale beboere startkapitalen sammen, så der er omkring 2.500 forskellige ejere af det nybyggede destilleri nordvest for Inverness. Der produceres både whisky og gin med en kapacitet på 140.000 liter årligt. Der er introduceret flere forskellige gin, og den første single malt blev frigivet i 2019.

Harris, Highlands
Har man forvildet sig ud på de ydre Hebrider, så glem ikke at slå et slag forbi Isle of Harris Distillery, som åbnede i 2015. Der produceres gin, og stilen af whiskyen kaldes for Hearach, som er det gæliske navn for en, der bor på Harris. Man arbejder med en medium røget malt. Man har åbnet et besøgscenter, som allerede nu med over 100.000 besøgende årligt er blevet meget populært.

Holyrood, Lowlands
David ’Robbo’ Robertson, der er tidligere master distiller på Macallan, og derfor nok skulle vide et og andet om whisky, er den ene af bagmændene bag det nye destilleriinitiativ Holyrood Park i Edinburgh, ikke langt fra legendariske Arthur’s Seat. Byen, og ikke mindst turisterne, har i rigtig lang tid ønsket sig et destilleri i byen. North British producerer ganske vist grain inde i centrum, men det er ligesom ikke rigtigt det samme som at se en kobberkedel. I 2019 åbnede det så med en kapacitet på 250.000 liter. Der går endnu et par år, før vi kan smage whiskyen herfra.

InchDairnie, Lowlands
Initiativtageren Ian Palmer har tidligere bevist, at han kan banke et destilleri op. Det gjorde han med Starlaw/Glen Turner i Bathgate, og nu altså også med InchDairnie i Glenrothes. Et kuriosum er brugen af et mashfilter i stedet for washbacks, noget man i stigende grad ser anvendt i de nye destillerier, især i Irland. Man åbnede i 2016 med en kapacitet på ikke mindre end 2 millioner liter, og der benyttes både sommer- og vinterbyg. Man arbejder også med rug og forventer snart at kunne præsentere en rye whisky også. Men generelt har man en rigtig lang produkthorisont, og det hævdes, at vi ikke får den første kommercielle aftapning at se derfra før efter minimum 12 år!

Isle of Raasay, Highlands
Fra Isle of Skye kan man tage en mindre færge og 25 minuntter efter være på øen Raasay. Det åbnede i 2017 og de første whiskyer blev frigivet til kunder, som havde forudbestilt i 2020, mens de første forventes at komme på markedet 2021 eller 2022.

Et lille men flot destilleri, hvor man benytter lokalt produceret malt fra Raasay på sorterne Kannas, Iskria og Bere, som kan modstå regnen på Hebriderne. Her laves en peated (48 ppm) og en ikke-peated version, som med tiden skal blandes for at skabe en semi-peated whisky.

Destilleriet benytter champagnegær, hvilket giver en mere frugtig mash, og man arbejder med en lang fermentering på 90-150 timer. Kedlerne er italienske kedler med en kapacitet på 5.000 liter (wash) og på 3.600 liter (spiritus). I modsætning til andre destillerier er der fokus på især brugen af vinfade i lagringen. Så der benyttes især vinfade fra franske Calon Ségur men også rye fade fra USA. 94.000 liter pr. år er kapaciteten, men indtil videre produceres der væsentligt mindre. Bliver spændende at smage de første dråber om et par år eller tre.

Kingsbarn, Lowlands
Beliggende ikke langt fra St. Andrews og ejet af Wemyss familien. Et nyere destilleri, som frigav deres første aftapninger ”Dream to Dram”  i 2018. Senere i 2020 kom to aftapninger mere. Der arbejdes med en kapacitet på 600.000 liter, og en stor del sælges til medlemmer af ”Founders Club”.

Lagg, Arran
I 2019 åbnede selskabet bag Isle of Arran Distillers et andet destilleri, Lagg, på den sydlige del af øen. Her produceres maltwhisky, som næsten kan betegnes som en kontrast til destilleriet i Lochranza. Whiskyen fra LAGG bliver røget, barsk og en total modsætning til den bløde og meget elegante whisky, som produceres nordpå. Vi må endnu vente nogle år, inden dråberne fra LAGG frigives. 750.000 liter.

Nc´nean, Highlands
Folkene bag Ncn’ean Distillery har virkeligt valgt sig en naturskøn plet at placere et destilleri på. Beliggende på Morvern-halvøen, umiddelbart på den anden side af vandet fra Mull, er vi i det vestlige Skotland, og kun Ardnamurchan kan prale af en mere vestlig destilleriplacering på fastlandet. Til gengæld har de valgt et tilsvarende forfærdeligt navn at udtale, i hvert fald indtil man lige har lært at læse Ncn’ean som nook-knee-anne. Åbnede i 2017 med en kapacitet på 100.000 liter. Første single malt blev frigivet i 2020, modnet på ex-bourbon og rødvinsfade.

Strathearn, Highlands
Egentlig var Strathearn mere et feststed, hvor man kan holde sit bryllup, sit firmaarrangement eller den runde fødselsdag. Men det er også hjemsted for et lille, hyggeligt destilleri åbnet i 2013, der både producerer gin og whisky. Kun 30.000 liter produceres der årligt. Men i 2017 blev det købt af Douglas Laing. I 2016 lancerede man den første single malt, men også flere gin er produceret, siden man startede.

Torabhaig, Highlands
På den sydlige del af Skye finder man Torabhaig. Produktionen startede i 2016 og rygterne siger, at den første single malt lanceres her i foråret 2021. Tanken er at lave en medium fyldig og medium røget single malt. Destilleriet er ejet af Moosburn Distillers, som arbejder videre på Sir Iain Nobles planer for et destilleri, som han startede allerede for 40 år siden.

Wolfburn, Highlands.
Thurso er den nordligste by på det britiske fastland, men måske overraskende havde den ikke et destilleri i over 160 år. Det første destilleri, kaldet Wolfburn efter destilleriets vandkilde, blev åbnet af William Smith i 1821 og blev drevet af den samme familie indtil 1837, hvor det lukkede. I 1850’erne går rygterne dog på, at David Smith producerede en smule indimellem. Thurso ligger i Flow County, som har masser af tørvemoser og vådområder. Et område med en unik flora og fauna, og som er på vej til at blive beskyttet af UNESCO. Fra Thurso kan man endvidere se over til Orkney-øerne.

I 2012 besluttede to rigmænd fra Wick så at starte et destilleri i Thurso igen, og man fandt et sted kun 350 meter fra det oprindelige destilleri, hvilket gjorde, at man også kunne benytte samme vandkilde. Den 25. januar 2013 stod destilleriet færdigt, og produktionen gik i gang. Og dermed var det nordligste destilleri på fastlandet en realitet. Man hyrede Shane Fraser, som tidligere havde mange års bagage fra Glenfarclas, til at stå for produktionen.

Det første man møder, når man besøger destilleriet, er en stor ulveskulptur, som er husets vartegn— tegnet i det 16. århundrede af den tyske naturhistoriker Konrad Gesner som et fantasidyr, en havulv i mytologien. Op til 1880’erne var området i øvrigt hærget af ulve.

Og der er fart på destilleriet, som allerede efter seks år har fået en forrygende start. Destilleriet har et enkelt sæt Forsyths kobberkedler men med to meget forskellige designs. Fermenteringstider varierer fra 70 til 92 timer i de fire gæringskar i rustfrit stål, og destilleriet har et enkelt 1,1 ton mæskningskar. Der produceres både røget og ikke-røget spiritus, som modnes i en kombination af ex-bourbon hogsheads og helt små fade samt ex-oloroso sherryfade (cirka en tredjedel, der går ind i hver).

I dag opererer man med fire varianter: Aurora, som er et mix af bourbon og sherry. Northland, som er modnet på ex-Laphroig-fade og dermed får et let røget præg, især i næsen. Langship, som er en cask strength lagret på bourbonfade samt endelig Morven, som er en røget (10 ppm) whisky lagret på bourbonfade. Alle whiskyer har modnet omkring fire-fem år, inden de er flasket.

Som ungt destilleri beholder man i dag omkring 70% af produktionen, mens resten sælges. Man ser derfor frem til 2025, hvor destilleriets første 12 års vil se lyset. Kapaciteten er 135.000 liter årligt.

Køb et abonnement på Whisky& magasinet – læs mere her.