Vi tester 25 cabernet franc fra Loire

Et par hundrede kilometer sydvest for Paris finder man Loiredalen, også kendt som Paris’ baghave— et område med imponerende slotte og kendt for, at byboerne fra Paris tager derhen for at få et pusterum fra storbyen.

Området er samtidigt Frankrigs tredjestørste vinområde, kun overgået af Bordeaux og det sydlige Frankrig. Men vinene er ikke specielt kendte på disse breddegrader og for de fleste er det kun ved vinene fra Sancerre og Pouilly-Fumé, hvor der ringer en klokke. Måske skyldes det det store antal af områder i Loiredalen og ikke mindst, at der benyttes mange forskellige druer, og at vinstilen derfor varierer en hel del mellem de mange områder.

På rødvinssiden skal man søge centralt i Loire, hvor man finder vine på cabernet franc, oftest fra Saumur eller Anjou. Stilen er kølig og silkeagtig med animalske træk. Længere ind i landet i Sancerre er det pinot noir, der dominerer, og i sammenligning med Bourgogne er vinene oftest mere spinkle og syrlige.

Cabernet franc-vinene stiftede jeg første gang bekendtskab med på en vinbar i Paris. Siden har jeg været begejstret for denne lette vin med kant. Smagningen var bestemt ikke skuffende og havde et imponerende højt niveau, hvor ingen vine faldt igennem. Vinene er generelt lette, syrlige og med et urtet præg hvilket gør dem meget drikkevenlige og med finesse. Mange virkeligt flotte vine, også til prisen.


Frederic Mabileau Eclipse 2015, Saint Nicolas de Bourgueil  BEDSTE VIN
Løgismose | 299 kr. tilbudspris
Lukket og lidt bitter næse. Klassisk cabernet franc-udtryk med let urtede noter, solbær og krydderier. Tør med krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13%  93

 

Domaine la Bonneliere Franc 100% 2015, Saumur Champigny
Vinspecialisten | 369 kr. tilbudspris
Svampede noter og masser af urtede noter i duften. En forholdsvis tæt vin med bløde og venlige tanniner. Flot balanceret og meget saftig, imødekommende i stilen. Men stadig med en pæn dybde og længde.
Alkoholprocent: 13%  92

 

Roche Neuve Terres Chaudes 2015, Saumur
Philipson Wine | 230 kr. Tilbudspris
Krydrede sorte bær i næsen. Imødekommende og saftig vin med masser af bærintensitet, violer og urtede noter. Sprød, fin afslutning.
Alkoholprocent: 13%  92

 

Domaine de La Noblaie Pierre de Tuf 2017, Chinon
Løgismose | 215 kr. tilbudspris
Sort peber og krydderier i næsen. Frugtig i udtrykket med masser af blommer, boysenbær og urtede noter. Flot balanceret og en fin, lang og krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  92

 

Pithon-Paille Mozaik 2015, Anjou
Theis Vine | 140 kr. tilbudspris
Harmonisk i næsen, med god friskhed, masser af skovjordbær, solbær, jord og peber. Flot balance og en vin, som virker harmonisk i sit udtryk.
Alkoholprocent: 12%  92

Amirault Le Grand Clos 2017, Bourgueil 
Juuls | 219 kr. tilbudspris
Krydrede sorte bær i duften. Animalsk og mørk i udtrykket med sorte blommer, mørke krydderier, tobak og et strejf vanilje. Koncentreret med en lang, krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13%  92

 

Domaine de La Noblaie Le Tempa des Cerises 2015, Chinon GODT KØB
Løgismose | 149 kr. tilbudspris
Masser af røde bær i næsen. Saftig, meget imødekommende vin med jordbær, boysenbær og vilde krydderier i smagen. Flot balance og længde.
Alkoholprocent: 13%  92


Anne Claude Leflaive Clau de Nell 2018, Anjou
Sigurd Müller Vinhandel | 265 kr. tilbudspris
Masser af sorte bær i næsen. Fyldig og velbalanceret vin med masser af sorte, krydrede bær, urter og vanilje i smagen. Flot og lang afslutning.
Drik 2021-2027 | Alkoholprocent: 14%  92


Domaine FL Le Cochet 2017, Anjou
Sigurd Müller Vinhandel | 160 kr. tilbudspris
Markant duft af stald. Relativt mørk i smagsspektret men også med elementer af ribs og hindbær. Nydelig eftersmag.
Alkoholprocent: 13,5%  92


Domaine des Baumard Le Logis 2016, Anjou BEDSTE KØB
Theis Vine | 115 kr. tilbudspris
Ikke så markant i næsen, der er langt mere smæk for skillingen i smagen, med røde bær, krydderurter og lidt mokka.
Alkoholprocent: 13,5%  92


Amirault La Mine 2019, Saint Nicolas de Bourgueil
Juuls | 179 kr. tilbudspris
Masser af sorte bær i duften. Pæn koncentration, sorte bær, krydderier og violer i smagen. Imødekommende ligefrem vin.
Alkoholprocent: 13%  92


Amirault Cote 50 2018, Bourgueil
Juuls | 149 kr. tilbudspris
Animalsk i næsen. Dejligt saftspændt i smagen. Slår en fin tone an og holder den med flot længde. Høj drinkability.
Alkoholprocent: 13,5%  91


Château de Fesles La Chapelle 2017, Anjou GODT KØB
Kjær & Sommerfeldt | 129 kr. tilbudspris
Lidt til den lette og saftige side, en vin, hvor syren for mig fylder for meget. Udmærkede noter af kirsebær og solbær.
Alkoholprocent: 13,5%  91

 

Thierry Germain Les Mémoires 2017, Saumur
Philipson Wine | 365 kr. tilbudspris
Ikke så markant i duft, men flot, ren og nærmest poleret i smagen. Med nydelige bærnoter. En rigtig god frokostvin.
Alkoholprocent: 13%  91

 

Château de Fosse-Séche Eolithe 2017, Saumur
La Cave Vinimport | 225 kr. tilbudspris
Syren træder lidt frem i denne vin og understøttes af noter af kirsebær, hindbær og solbær. Virker til at være i en god balance. Saftig vin, som med modspil i køkkenet vil vise sig flot.
Alkoholprocent: 12%  91

 

Arnaud Lambert Brézé Clos Mazurique 2019, Saumur GODT KØB
Laudrup Vin | 129 kr. tilbudspris
Farven bærer lidt præg af vinens alder. Udmærket næse med toner af solbær. Udmærket balance og et fint bud, omend ikke en stor vin.
Alkoholprocent: 13%  91


Charles Joguet Clos du Chene Vert 2015, Chinon
Philipson Wine | 350 kr. tilbudspris
Vilde krydderier i næsen. Flot struktur med ribs, hindbær og urtede krydderier. Velbalanceret med en fin, lang og saftig afslutning.
Alkoholprocent: 13%  91


Fosse-Séche Reserve du Pigeonnier 2018, Saumur
La Cave Vinimport | 450 kr. tilbudspris
Flot og meget harmonisk næse med en god dybde og flotte noter af solbær, peber og granit. Flot sat sammen i smagen med en god frugt, masser af solbær. Medium+ længde.
Alkoholprocent: 12,5%  91


Domaine Du Mortier Les Pins 2020, Bourgueil
Vinspecialisten | 199 kr. tilbudspris
Sort peber i duften. Flot frugtigt udtryk, ganske intens i smagen med blåbær, kakao, urter og vilde krydderier. Pæn balance og en pæn lang krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Domaine Du Mortier Les Sables 2020, Saint Nicolas de Bourgueil
Vinspecialisten | 169 kr. tilbudspris
Mørk krydret og urtet næse. Frugtigt udtryk med animalske noter, sorte bær og kølige krydderier. Knastør og klassisk fra området med en fin afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Amirault La Source 2020, Saint Nicolas de Bourgueil
Bichel | 125 kr. tilbudspris
Masser af sorte bær i duften. Pæn koncentration og klassisk i udtrykket med kølige krydrede noter og blommer. Vellavet med en fin krydret afslutning.
Alkoholprocent: 13,5%  90


Domaine de L’R Le Canal des Grands Piéces 2015, Chinon
Sauer Wine | 150 kr. tilbudspris
Fin, elegant og kølig næse med toner af solbær og tørrede frugter. Måske lidt kort i smagen men med en fin frugt og en god balance.
Alkoholprocent: 12%  90


Charles Joguet Silénes 2015, Chinon GODT KØB
Philipson Wine | 130 kr. Tilbudspris
Diskret næse. Masser af røde bær i smagen med lyse violer og urtede noter. Tør men fin afslutning.
Alkoholprocent: 13%  90


Arnaud Lambert Brézé Clos Tue-Loup 2017, Saumur
Laudrup Vin | 169 kr. tilbudspris
Urtet næse, næsten som i en helsekost butik. Lidt afdæmpet men stadig korrekt i smagen.
Alkoholprocent: 13%  90


Frederic Mabileau Les Rouilieres 2018, Saint Nicolas de Bourgueil
Løgismose | 229 kr. tilbudspris
Funky næse, med solbær og lidt tørrede hindbær samt peber. God balance i smagen med en dejligt umiddelbar frugt samt en middellang eftersmag. Syren er godt placeret i vinen, som virker i god balance.
Alkoholprocent: 12,5%  89

Tegn et abonnement på magasinet DinVinGuide – klik her.