Montecucco er et mindre område i provinsen Grosseto i det sydlige Toscana. Det er hovedbyen Montecucco, der har givet navn til området. Et område ukendt for de fleste, men her er der små skatte gemt. Vel at mærke til overordentligt fornuftige priser.

Selve området starter ved foden af Mount Amiata og består af syv byer, Arcidosso, Campagnatico, Castel del Piano, Cinigiano, Civitella Paganico, Roccalbegna og Seggiano. Områdets vestlige nabo er Maremma, og sydpå er det Morellino di Scansano.

Området er usædvanligt smukt med sine mange bakketoppe, hvor man mod øst kan se over til den berømte nabo i Montalcino og til den anden side se det storslåede landskab, hvor man kan se bakker, cypresser og små landsbyer så langt øjet rækker. Hvis man er heldig, kan man på en klar dag se havet mod vest. Her finder man det uspolerede og ægte Toscana, som slet ikke er overrendt med turister som den kendte nabo mod øst.

I Montecucco er det, ligesom i Montalcino, sangiovese-druen som benyttes, og stilmæssigt minder vinene da også om hinanden. Men i Montecucco koster vinene kun en brøkdel, og det betyder, at her er mange særdeles gode køb. Vinene er generelt varmere og mere fuldmodne i udtrykket. Der laves også vin santo, og på den hvide side er det vermentino, der dominerer.

Der arbejdes på i alt 750 hektarer, og markerne ligger typisk mellem 150-400 meter over havets overflade, og der høstes forholdsvist begrænset med kun omkring 7.000 kilo per hektar.

DOC-systemet inkluderer Montecucco Rosso, Montecucco Bianco og Montecucco Vermentino. Derudover møder man Montecucco Rosato [rosé], Montecucco Vin Santo og Montecucco Vin Santo Occhio di Pernice. I 2011 blev Montecucco Sangiovese både i normal og riserva-udgaven DOCG. Her er kravet dog 90% sangiovese mod 60% for Montecucco Rosso.

Det er der mange italienere, som har fået øjnene op for, og området er de sidste år vokset voldsomt.  I dag huser området 68 vinhuse og producerer et godt stykke over 1,2 millioner flasker vin. Men der produceres derudover over fire millioner flasker i området, som ikke klassificeres som DOC.

Klimaet er tørt og varmt, hvilket betyder, at man ikke slås med råd eller andre sygdomme i vinmarkerne, og et stort antal vinproducenter dyrker derfor druerne økologisk eller biodynamisk. Nogle af de bedste producenter er Podere Assolati, Basile, ColleMassari, Tenuta l’Impostino, Muschi, OrciaVerde, Otto Ettari, Poggio al Gello, Pianbugnano og Salustri.

Jeg smagte mig igennem godt 20 vine derfra og må sige, at niveauet generelt er højt, omend det ikke når de bedre vine fra Montalcino. Til gengæld får man rig sangiovese frugt for alle pengene. Især Montecucco Sangiovese emmer af røde kirsebær. Riserva kæmper lidt med for megen tørhed og fad i min optik, men der er bestemt flotte vine. Montecucco rosso er lette, meget tilgængelige vine, som stort set kan nydes til al ikke for kraftigt mad, og som stilmæssigt er ukomplicerede vine.

Kongen af Montecucco

Leonardo Salustri er kongen af sangiovese. Han er tredje generation på gården, som ligger på en bakketop i den nordlige del af Montecucco. Her kan han fra sine vinduer kigge over på Montalcino og brunellomarkerne, som kun ligger omkring én km væk. Salustri har i en årrække arbejdet tæt sammen med universitetet i Pisa omkring udvikling af de bedste sangiovesekloner, og han har i dag mere end 600 kloner på sine marker. Det har betydet, at han i hele Toscana er respekteret for sin store viden om netop denne for området betydningsfulde drue.

“Sangiovese kræver det rigtige terroir og kærlighed. Montecucco er som skabt for sangiovese. Markernes placering i 3-400 meters højde med en let sandet jordbund samt ikke mindst de store temperaturforskelle mellem nat og dag gør den største forskel,” fortæller Salustri og fortsætter: ”Det tørre og varme klima er idéelt for druen, som modner perfekt, og som betyder, at vi kan dyrke vores druer økologisk, uden brug af sprøjtemidler. Det er en fornøjelse at se, at alle de unge vinmagere begynder at forstå dette, og resultatet er den succes vi i dag har.”

Til sine egne vine benytter han en klon, der allerede var på gården for 100 år siden. For 20 år siden forsøgte man at bestemme, hvilken klon af sangiovese det var, men den fandtes ikke i nogen oversigter. Derfor fik Salustri lov til at opkalde den efter huset, Salustri-klonen, fortæller han med stolthed i blikket. Hans bedste vin er Terre Alveiri, som kommer fra en enkeltmark på kun én hektar, med mere end 60 år gamle stokke.

Andre gode vinhuse at holde øje med

ColleMasari Importør: Suenson
Castello di ColleMassari blev grundlagt i 1998, da søskendeparret Maria Iris og Claudio Tipa, som altid havde delt passionen for naturen og gode vine, udlevede drømmen om en vingård i Toscanas bakker.

Ejendommen ligger ved foden af Monte Amiata og har i dag 350 hektarer, heraf er 74 plantet med vinstokke. De store vine fra gården fermenterer på 1.000 liter træfade, mens de andre klares på ståltank. Vinene ligger typisk herefter 12 til 18 måneder på franske og slavonske egetræsfade af forskellig størrelse.

Castello di ColleMassari har gennem tiden udvidet og har overtaget Grattamacco i Bolgheri og ikke mindst Poggio di Sotto i Brunello di Montalcino; begge vinhuse kendt for en høj kvalitet.

Orciaverde – Importør: Supervin
Lige på grænsen til Montalcino finder man Ocioverde. Områdets druer gik tidligere typisk til Montalcino-producenterne, men da området fik egen DOC i 1998, begyndte flere af producenterne for alvor at arbejde med egen vin. Ociaverde er ejet af Simone Governi. Her råder han over 40 hektarer og udvider hele tiden produktionen. I øjeblikket producerer han kun cirka 30.000 flasker om året. Produktionen er ikke større, end at gårdens gamle vandtårn bruges til fadlageringen. Her finder man ikke noget moderne køleanlæg, hviklet også giver vinen et traditionelt præg. I 2007 blev produktionen af Ociaverde godkendt som økologisk.

Køb et abonnement på DinVinGuidelæs mere her.

14 spændende rødvine fra Montecucco

Salustri Grotte Rosse 2018, Montecucco Sangiovese DOCG  93
Ukendt | ca. 250 kr.
Fra egne sangiovese kloner. 24 måneder på 2.500-liter træfade. Masser af røde bær i næsen. Saftig og imødekommende med syltede kirsebær, tørrede roser, lakrids og vanilje i smagen. Kunne godt gå for en god Brunello. Specielt friskheden gør vinen absolut drikkeværdig. Alk.: 14,5%

ColleMassari Sangiovese Riserva Lombrone 2015, Montecucco Sangiovese DOCG  93
Otto Suenson | 329 kr. Tilbudspris.
Fra husets bedste marker. 18 måneder på store træfade. Intens og krydret næse. Flot struktur med bløde, venlige tanniner. Masser af syltede kirsebærnoter, urter, lakrids og vanilje i smagen. Vellavet med en flot længde. Alk.: 14,5%

Basile Ad Agio 2016, Montecucco Sangiovese Riserva DOCG  92
Brunellovin.dk | 275 kr.
Fyldig og krydret næse. Intens smag med syltede og let bitre sorte kirsebær, tobak, lakrids og vanilje. Flot balanceret med en fin dybde og kompleksitet. Lang, flot afslutning. Alk.: 14,5%

Muschi Alti Le Cornete 2016  92
WineGuys | 160 kr. Tilbudspris.
Vin på cabernet sauvignon. Fyldig og indbydende næse. Masser af sorte bær, lakrids, peber og et strejf vanilje i smagen. Yderst flot og vellavet vin med en lang, vedvarende afslutning. Alk.: 13,5%

Vegni e Medaglini LAddobbo Riserva 2016, Montecucco Sangiovese DOCG  91
Ukendt | ca. 200 kr.
Mørk og krydret næse. Syltede, let bitre kirsebærnoter, tobak, varme krydderier og vanilje. Flot balanceret og stilmæssigt tæt på en Brunello. Flot, lang afslutning. Alk.: 14,5%

LImpostino Viandante Riserva 2015, Montecucco Sangiovese DOCG  91
Ukendt | 150 kr. tilbudspris
24 måneder på franske fade. Intense syltede, røde kirsebær i duften. Flot og ren frugt med kirsebærnoter, lakrids og vanilje i smagen. Bløde, venlige tanniner. Fin, lang og let krydret afslutning. Alk.: 14,5%

ColleMassari 2016  91
Otto Suenson | 119 kr. Tilbudspris.
Vin på sangiovese. Masser af varme krydrede noter i duften. Fyldig med let bitre sorte kirsebær, tobak og vanilje. En velbalanceret flot vin. Alk.: 14,5%

Otto Ettari 2016, Montecucco Sangiovese DOCG  91
Ukendt | ca. 150 kr.
Syltede kirsebær i næsen. Varm og krydret i smagen med en flot dybde. Klassisk sangiovese med sorte kirsebær, tobak, roser og vanilje i smagen. Flot længde. Kendte ikke denne vin men bestemt en glædelig overraskelse. Alk.: 15%

Orciaverde Riserva 2016, Montecucco Sangiovese DOCG  90
Supervin | 140 kr. tilbudspris
Let brændt og varm næse. Flot struktur med lyse bitre kirsebærnoter, roser, tobak og vanilje. Rustik i udtrykketm, hvilket i dette tilfælde klæder vinen. Tør, krydret afslutning. Alk.: 14,5%

Orciaverde 2018, Montecucco Sangiovese DOCG  90
Supervin | 90 kr. tilbudspris
Masser af røde bær i næsen. Frugtig og ligefrem med masser af røde kirsebær, florale noter, urter og krydderier. Vellavet og spændende vin, klar til at drikke nu, men ikke en gemmevin. Frugtig, saftig afslutning. Alk.: 14%

Peteglia 2017, Montecucco Sangiovese DOCG  90
Primo-vino.dk | 170 kr.
Masser af røde bær i næsen. Meget umiddelbar med masser af kirsebær, kølige krydderier og florale noter i smagen. Pakket ind af en flot syre og med en fint krydret afslutning. Alk.: 14,5%

Tenuta Pianirossi Le Fonte 2015, Montecucco Sangiovese DOCG  89
Ukendt | ca. 120 kr.
Moden og krydret næse. Meget ligefrem og frugtig med lette røde bærnoter, violer og krydderier. Medium koncentration. Bør drikkes nu; men læskende og vellavet. Alk.: 14,5%

Le Maciarine 2015, Montecucco Sangiovese DOCG  89
Ukendt | ca. 120 kr.
Bitre røde bærnoter i næsen. Meget ligefrem, drevet af frugten. Røde kirsebær, lakrids og et strejf vanilje. En fin og imødekommende vin med en saftig afslutning. Alk.: 14,5%

Poggiomandorlo Le Querce 2014, Montecucco Sangiovese DOCG  88
Ukendt | ca. 130 kr.
Varm og krydret næse. Pæn koncentration og en vis modenhed i vinen fornemmes. Syltede sorte kirsebær, tobak, varme krydderier og vanilje i smagen. En anelse tørhed fornemmes. Krydret afslutning. Alk: 14,5%

og tre hvidvine
Basile Arteteca Vermentino 2020  90
Brunellovin.dk | 125 kr.
Mørk med en fyldig næse. Masser af intensitet i smagen med abrikos, gule æbler og smørblomstnoter. Fyldig med en lang afslutning. En madvin. Alk.: 12,5%

ColleMassari Irisse 2018  89
Otto Suenson | 119 kr. Tilbudspris.
Vin på vermentino. Mørk med nøddetoner og moden fersken i duften. En fyldig vin, som bør nydes til mad. Masser af solmoden frugt. Intens i smagen med en tæt og fyldig eftersmag. Den høje alkohol er velintegreret. Alk.: 14,5%

Peteglia Vermentino 2020  89
Primo-vino.dk | 130 kr.
Intense ferskennoter i duften. Let bitre stenfrugter, citrus og blomster i smagen. Pæn fylde og balance. Pæn, lang og let krydret afslutning. Alk.: 13,5%